Baptister får nej fra Regeringen

Regeringen og Dansk Folkeparti vil ikke gå med til neutralt sted for personregistreringSagen om de tre baptist-familier, som nægter at lade deres små børn registrere på det lokale kirkekontor, som loven kræver, er nu kommet op på højt politisk niveau.

Niels Henrik Arendt

Familierne finder det krænkende og urimeligt, at de skal hen i folkekirken for at få deres børn navneregistreret, selv om de er medlemmer af en anden kirke.
Og det synspunkt møder forståelse mange steder, både i og udenfor folkekirken. Sidste uge understregede en folkekirkepræst, at navneregistreringen jo ikke er en hellig ko for folkekirken. Og så sent som i mandags udtrykte Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt sin forståelse for familierne i et læserbrev i Kristeligt Dagblad.
– Det kan synes at være en ubetydelig sag, men det er selvsagt ikke holdbart, at flertallet vil bestemme, hvad et mindretal skal opfatte som diskrimination eller ej, skriver Arendt, som understreger, at baptist-familiernes aktion er i orden.
Han foreslår desuden, at man opretter et enkelt eller to alternative navneregistreringskontorer i hver sin landsdel for de personer, som ikke er medlem af folkekirken. Med moderne kommunikationsmidler vil det være fuldt tilstrækkeligt, mener han.
Men baptisterne og Haderslev-biskoppen møder ingen støtte fra politikerne, som i så fald skulle træffe den endelige beslutning.
Hverken Venstres kirkeordfører Britta Schall Holberg eller de Konservatives Charlotte Dyremose kan se problemet, og Dansk Folkepartis kirkeordfører Jesper Langballe kalder aktionen noget pjat.
– Jeg vil ikke falde på knæ for baptisterne. De har misforstået, hvad sagen drejer sig om. Det er en civilforretning, som kirken udfører for staten, siger han til Kristeligt Dagblad.
Hos Socialdemokraternes kirkeordfører Karen Klint er meldingen knapt så afvisende. Hun vil dog afvente rettens afgørelse på en tilsvarende sag, som katolikker har rejst imod staten.
– ole