Igen et får er forsvundet

Endnu en ny børnebog er baseret på lignelsen om det forsvundne får For relativt kort tid siden blev der her på siden anmeldt en børnebog, der var en gendigtning af Jesu lignelse om fåret, der blev væk. Nu ligger så Holger Lissners Det forsvundne får til anmeldelse.
Ligesom den tidligere anmeldte (udgivet af LogosMedia og anmeldt i uge 48) er lignelsen gendigtet med humor og på rim og illustreret med store, sjove og søde tegninger.
Et indtryk kan man få af forsideillustrationen:
Her springer et sort får med hanekam og røde solbriller i øjnene; man kan dog heller ikke undgå at lægge mærke til et mere „almindeligt“ hvidt får med sløjfe i „håret“, ørenringe og hjerte-“tatovering“ i ulden.
Illustrationen findes også inde i bogen, og Holger Liss-ner præsenterer de afbildede får sådan:

No’n er sorte, andre hvide,
no’n er rigtig sjove får,
no’n er skrappe, andre blide
lissom i en skolegård.

– og det er jo ganske rammende.
Lignelsen om det vildfarne eller mistede får kan læses i Matt 18 og Luk 15 og handler som bekendt om hyrden, der sætter alt til side for at finde det får, der mangler, da han tæller dem op – og om den glæde, hyrden udtrykker, da han finder det.
Det er altså en historie, der fortæller målgruppen – børn i førskolealderen – om den kærlighed og omsorg, en voksen kan have til et får – eller et barn. Det kunne være grund nok til at læse den højt for barnet.
Men det er selvfølgelig ikke en hvilken som helst hyrde eller voksen, der her tænkes på – og heller ikke et hvilket som helst får eller barn: Det er den utrolige historie om, hvordan Gud leder efter et menneske, der er kommet på afveje for at bringe ham eller hende tilbage i hans nærhed. En bedre historie kan næppe fortælles.
NJV

Holger Lissner:
Det forsvundne får
Illustreret af Dan Frøjlund
24 sider • 98 kr. • Unitas