Ikke med fremragende talekunst?
To personer mødes til en kunstudstilling.
– Hvad laver du, spørger den unge kvinde.
– Jeg er kunstmaler, lyder svaret.
Stud. mag. i retorik. Præst i Herning Menighedscenter, en del af Apostolsk Kirke i Danmark.
– Jeg har aldrig mødt en virkelig kunstmaler før. Det er bare så spændende. Jeg har altid haft lyst til at få malet et personligt portræt. Kan du gøre det?
– Intet problem, svarer kunstneren. – Det er faktisk mit speciale!
– Storslået, udbryder hun og fortsætter:
– Jeg har dog et specielt ønske. Jeg vil gerne have billedet malet nøgen.
– Det må jeg lige overveje, jeg giver dig svar senere, responderer den overraskede kunstner.
Et par dage senere ringede han til den potentielle kunde med sin beslutning.
– Jeg er villig til at male billedet, som du ønsker, siger han.
– Men med én undtagelse. Jeg vil gerne beholde mine sokker på; jeg skal have et sted til mine pensler.
Vi misforstår mange gange en meddelelse pga. vores egen fortolkning eller forståelse af afsenderens intention. Ofte fejlfortolker vi hinanden, fordi vi indlæser vores egen empiriske opfattelse af, hvad modparten mener. Med hvilken intention skriver Paulus Første Korinterbrev 2:1-5? Skal det tolkes, som om Paulus vil bortvælge retorikken?
Da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Hvem skriver Paulus til? I vers 1 står der: da jeg kom til jer, brødre – dette påviser en klar indikation af, at han omtaler sin omgang med menigheden i Korinth, og det udtrykker således ikke en generel grundholdning.
Hvad er så formålet med skiftstedet? Vers 5 fortæller, at Paulus fravalgte at benytte retorikken i denne ene specifikke situation: for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.
Vægten er på troen som et resultat af Guds kraft, og derfor sætter han modsætningerne op med hensigten at understrege dette.
At fortolke Paulus intention som en afvisning af retorikken vil efterlade os som kunstneren – uden en trevl på kroppen.
Paulus benytter retorikken til at skrive skriftstedet og kan som følge heraf ikke negligere den; det er jo selvmodsigende, hvis Paulus skulle dementere retorik ved at anvende den. Skriftstedet har alligevel i adskillige år fået prædikanter til at diskvalificere retorikken som redskab til mere kraftfuld og effektiv forkyndelse.
Det har aldrig været Paulus´ intention at tilsidesætte retorikken, men i stedet pointere, at veltalenhed ikke er nok, der må være Ånd og kraft som bevis. Det er en frygt, som alle prædikanter kender til: at vores tale bliver til tom snak uden Åndens kraft.
I Første Korinterbrev 1:17 underbygger Paulus sin frygt for at forkynde evangeliet med talekunstens visdom, fordi den hos korinterne måske vil blive opfattet som tom tale.
De retoriske troper og figurer, der anvendes i skriftstedet, fortæller os dog, at Paulus er en bevidst og dygtig retoriker.
I Rhetórica ad Herénnium (Retorik til Herennius), et værk på fire bøger, skriver forfatteren i den ene bog om den sproglige udformning, og der blev opsat 64 troper og figurer, som taleren kunne benytte i sine taler.
I skriftstedet fra starten af artiklen ser vi, at Paulus blandt andet bruger en varieret gentagelsesfigur parallelisme – hvor to indholdsmæssigt beslægtede led sidestilles fx i fremragende talekunst eller visdom.
En af de modsætningsfigurer, Paulus bruger, er antitesen, hvor der sættes to modsætninger op i forhold til hinanden. Her bliver den brugt til at vise kontrasten min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, og samme kontrast i ikke
menneskers visdom, men af Guds kraft.
Troper er ord, som man bruger i overført betydning som f.eks. metaforen. Metaforen bruger Paulus, når han taler om Guds hemmelighed. I brevet til Kolossenserne 2:2 fortæller Paulus, at Guds hemmelighed er Kristus.
Metaforen skildrer noget med ord for noget andet, i dette eksempel fremstiller metaforen Guds hemmelighed, Kristus, som faderens frelsesplan, forløsningen ved hans blod og tilgivelsen af vore synder ved Guds rige nåde (læs Efeserbrevet 1: 7 – 14.).
Ordet Kristus er en metafor, den græske betydning er salvet, men bagved selve ordet ligger hele den jødiske selvforståelse om frelserkongen Messias, der vil bringe frelse, genoprettelse og orden.
Hyperbelen, som er den sproglige overdrivelse, bliver brugt, når han skriver ikke ville vide af andet end Jesus Kristus. Her giver den sproglige overdrivelse mere slagkraft i det efterfølgende.
Som følge heraf kan vi se, at Paulus ikke forkaster retorikken, men omfavner den som et virkningsfuldt redskab. Ingen kan modsige det velskrevne Første Korinterbrev 13 om kærlighedens kvaliteter.
I vers 4-12 bruger Paulus gentagelsesfigurerne anafor og epifor. Ved anaforen gentages første ord: Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,
.., kærligheden praler ikke,
Kærligheden hører aldrig op.
Epiforen, hvor sidste ord gentages, bruges både i vers 7 og 11: Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt og: Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn.
En variant af gentagelsesfiguren epanastrofe bruger Paulus i Romerbrevet 5:3-5. Ved denne figur gentages et leds slutning i næste leds begyndelse: trængsler,
vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed,
fastheden håb. Og det håb.
Paulus er en formidabel retoriker; uanset hvilket skriftsted, du finder, vil det være fyldt af retoriske guldklumper.
Retorikken er meget mere end stilistik og sproglig udformning, selv om den igennem historien gang på gang er blevet degraderet til dette. Talen på Aeropagos (Apostlenes Gerninger 17:22-31) viser det store retoriske overblik og den retoriske forståelse hos Paulus: I denne tale ser vi, hvordan han helt impulsivt benytter talesituationens konstanter.
Aristoteles mente, at en talesituation indholdt tre konstanter: den talende, emnet og tilhørerne. Senere udvides talesituationen af Cicero med omstændigheden, hvorunder talen afholdes, og anvendelse af sproget. Alle disse fem konstanter er ikke altid til stede i en tale, men Paulus brug af dem giver en indikation af hans retoriske kunnen.
Den retoriske pentagon, som talesituationens konstanter også kaldes, ses klart i denne tale. Talesituationen kommer som respons på nogle filosoffer, der gerne ville høre om Paulus tro. Derfor udfører Paulus denne tale i filosofiske termer. Modtagerne er så at sige allerede før talen blevet gjort sultne af Paulus tidligere taler på byens torv.
I vers 19 -20 ser vi, at de spørger: Kan vi få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om? Det, du påstår, lyder nemlig fremmedartet i vore ører. Derfor vil vi have at vide, hvad dette skal betyde.
Paulus giver svar på tiltale, og emnet for Aeropagostalen finder vi i vers 23, for en ukendt gud. Han tager udgangspunkt i noget, tilhørerne kender, og indfanger dem med replikken Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse.
Stedet, hvor han står, er blandt mange templer og afguder, og det giver ham en naturlig indgangsvinkel til at fortælle om den Gud, han tror på, der ikke bor i templer bygget af menneskehænder og ikke lader sig tjene af menneskehænder.
Som resultat af denne prædiken er der nogle, der omvender sig, hvilket må siges at angive effektiviteten og gennemslagskraften af talen.
Fra Platons tid og op til vores har der været denne gnidning mellem dem, der vil bruge retorikken i det godes tjenestem og dem, der vil overtale med lumske bagtanker. Som enhver anden videnskab kan retorikken benyttes til at fremme det onde eller det gode. Spørgsmålet er så, hvad er god og dårlig retorik?
I retorikken skelner man mellem den gode samt indvendige retorik og den dårlige samt udvendige retorik. Den udvendige retorik er kendetegnet ved grov manipulation og ved en afsender med dårlige intentioner, der overbeviser imod sandheden. I den indvendige retorik handler det om at være et godt og uddannet menneske, der ved, hvad der tales om.
Cato den Ældre, som var et forbillede for Cicero, sagde Vir bonus, dicendi peritus god mand, gode talegaver, hvilket betyder, at du skal være et godt menneske og ville dine tilhørere det godt. Som Cicero også klart formulerer, er visdom uden veltalenhed til ringe gavn for et land, og veltalenhed uden visdom sædvanligvis meget skadelig og aldrig gavnlig.
Måske er det med samme bevæggrund, at Paulus skriver Første Korinterbrev 2:1-5?
Han mener at veltalenhed er et farligt værktøj uden den guddommelige ledelse og visdom. Det forholder sig aldeles ikke sådan, at retorikken og prædiken ekskluderer hinanden, men de supplerer nærmere hinanden.
(Forkortet af redaktionen).
