Karsten nåede at tale til 100.000 unge

Torsdag den 24. februar døde Karsten Krath-Andersen, kun 51 år gammel.

Karsten Krath-Andersen

Det er med stor sorg og en følelse af afmagt, at vi modtog beskeden om, at Karsten var død. Karsten har i mere end 15 år været den absolut mest foretrukne foredragsholder i Youth For Christ Danmarks skolearbejde.
Vi har i alle årene været vidne til en mand, der aldrig sparede sig selv, men altid var helt i brand for at advare unge mod stoffer. Vi har set en mand kæmpe mod unges ligegyldighed overfor hash, druk og hårde stoffer. Karsten brugte sig selv som et levende eksempel. Med videoklip af tidligere misbrugs venner, benhårde facts og hudløs ærlig om sit liv i misbrugshelvede og, hvad der bragte ham tilbage til livet: Troen på den levende Gud.
Selvom Karstens helbred ikke var i top, sparede han aldrig sig selv i arbejdet med at dele ud af sin egen livsvisdom. Vi har hundredvis af dokumenterede beretninger om, hvor langt Karsten nåede „ind under huden“ på unge rundt om i landet: „Eleverne var tydeligvis berørte af den stærke beretning“, „to timers åndeløs spænding“, „jeg skal aldrig have fingre i stoffer,“, var nogle af udtalelserne. Bogen „Pas På din frihed“ er blevet læst af mange unge, der kan identificere sig med det liv, Karsten havde som ung. Karsten har talt til 100.000 unge landet over gennem årene. Der er ikke én, der har forladt et foredrag uden at være blevet berørt.
Karsten gav altid Gud æren for, hvad han var. Han var helt klar over, at uden Guds indgriben i sit liv var han død for mange år siden.
Nu er det både med sorg, men også med håb om opstandelse, at vi tager afsked med en mand, der helt tydeligt gjorde en forskel. Karsten efterlader sig hustruen Eva og drengene Simon på 13 år og Martin på 10 år.

Æret være Karstens minde.

Leif Johanson
Landsleder af YFC