Ret og magt i menigheden
Far, kan du ikke komme i tvivl om, hvorvidt du har ret især når så mange mener noget andet end dig ? Sådan spurgte sønnen sin fader, som netop stod i en heftig strid om åndelige, teologiske spørgsmål.
Faderen svarede: Det, som er skrevet i Guds ord, kan intet menneske anfægte eller omtolke.
Pensioneret afdelingsleder, Hillerød
Hvad skal man tænke om det svar? For det første er det svært at være uenig i faderens bibelske grundholdning. Men dernæst må man sige, at spørgsmålet jo gik på noget andet, nemlig om faderen ikke kunne komme i tvivl om, hvorvidt han havde ret, underforstået om han havde forstået Guds urokkelige ord rigtigt.
Når man læser om strid og splittelse i kirkens historie, kan det på samme tid være både sørgeligt, spændende og lærerigt. Med det udgangspunkt vil vi her søge at gøre os nogle overvejelser med tanke på menighedens åndelige liv i dag.
Det er indlysende, at der vil være stor uenighed mellem to parter, hvis de har hver deres (forskellige) udgangspunkt. Lad os forestille os en situation med to personer. Den ene tror, at Bibelen er Guds ord, forstået sådan at vi er forpligtet på, hvad den siger. Den anden anser Bibelen for at være et religionshistorisk dokument, forstået sådan at den gengiver, hvad forskellige mennesker har tænkt om Gud. Det er indlysende, at det vil være svært for disse to at nå til enighed om, hvad sand kristendom er.
Imidlertid er det nok så påtrængende at få overvejet, hvordan uenighed i den kristne menighed tackles mellem to personer, der har samme udgangspunkt.
For nogle årtier siden opstod der i et stærkt vækkelsesmiljø en strid. En missionær havde spurgt, om han måtte komme og tale i det lokale missionshus. Præsten på stedet havde været redskab til en vækkelse i sognet og var i det hele taget en betydelig autoritet på stedet. På hans initiativ blev missionæren nægtet adgang til missionshuset. Imidlertid satte en af vækkelsens børn sig op mod præsten på en måde, så denne følte sig offentligt ærekrænket. Det opfattede præsten sådan, at der var begået synd imod ham, og at der derfor mod sognebarnet måtte rejses en brodertugtssag i overensstemmelse med ordene i Matt 18,15ff.
Sagen indeholdt naturligvis elementer af teologi. Men det havde også stor betydning for sagens forløb, at parterne var nogle stærke personligheder. Og sådan er det med de fleste stridigheder. De indeholder en blanding af på den ene side teologisk uenighed og på den anden side et element af, at menneskelige naturer har forskellig kemi. At erkende det er måske noget af det vigtigste for forståelsen af konflikter i den kristne menighed. Psykologiske faktorer, sociale forudsætninger, forskel i udrustning må tænkes med, når man skal forsøge at forstå stridigheder i menigheden.
Men inden vi går videre, vil vi runde af med hensyn til den nævnte strid mellem præsten og den anden person. Nogle år efter erkendte præsten, at han havde været en lidenskabelig advokat for sin egen ret i stedet for at vente til Gud i sin time gav ham ret. Vel det var en meget væsentlig erkendelse. Men det stod ham stadig tindrende klart, at han havde ret, og at Gud i sidste instans ville give ham ret.
En gang imellem kan man spørge sig selv, hvorfor diskussion og strid i kirken får den karakter, som den ofte har. I verdslig sammenhæng, f.eks. i det politiske miljø, kan man også tage en diskussion. Men så tager man den, følger nogle demokratiske spilleregler, og så er der ofte herefter ikke mere at sige. Når det drejer sig om åndelige spørgsmål, er det for det første nok rigtigt, at troens folk ikke er så gode til diskutere. Der kan blive noget lummert og uforløst over en debat, især hvis man involverer personlige følelser. Men hvis man vil sammenligne med debat om et verdsligt anliggende, skal man være opmærksom på, at uenighed og debat mellem troens folk meget vel kan dreje sig om ting, som har betydning ikke alene for livet i den nuværende verden, men også i den kommende. Og så bliver det vigtigt, hvad man er enige eller uenige om. Og det kan gøre debatten lidenskabelig. F.eks. var Paulus meget opmærksom på, at evangeliet ikke blev forkyndt anderledes, end han havde gjort (Gal 1,8).
Lad os nævne nogle få ting, det er vigtigt at være opmærksomme på.
1. Det er ikke sikkert, jeg objektivt har ret, fordi jeg selv mener, jeg har det
Der er bl.a. to ting, man bør være opmærksom på. For det første er der forhold, som Bibelen er tavs om, og som den derfor heller ikke udtaler sig konkret om. Vi kan f.eks, tænke på de såkaldte mellemting vedrørende etik og moral. Selv om en adfærd i sig selv hverken er rigtig eller forkert, er det alligevel ikke uden betydning, hvordan vi lever. Men det betyder, at afgørelsen om rigtigt eller forkert bl.a. må træffes ud fra et hensyn til menighedens fællesskab. Det er vigtigt, at vi ikke binder hinandens samvittigheder til at mene eller gøre noget, som Bibelen ikke udtaler sig klart om. At være sandheden tro i kærlighed er jo ikke at elske brødrene, fordi de er enige med mig. For det andet er den ånds- og kulturhistoriske situation i dag en helt anden, end den var på Ny Testamentes tid. Det indebærer f.eks., at kirke og menighed i dag har en anden struktur end på bibelsk tid. Det betyder bl.a., at den apostolske vejledning om den kristne menighed skal oversættes, når den skal anvendes på vore dages forhold med folkekirke, missionshus, frimenighed osv.
Andet kunne være nævnt under dette punkt. Men lad dette være nok til at understrege, at oplevelsen af egen klarhed ikke nødvendigvis skal forpligte andre.
2. Vi bør ikke på eget initiativ gøre vores kaldelse bredere, end den er
Generalsekretæren i et norsk missionsselskab sagde engang: Den situation, jeg befinder mig i, betyder for mig et kald, som jeg ikke kan komme forbi, til at fremlægge for Jesu Kristi kirke i Norge, hvad jeg mener er den rigtige forståelse af NTs forståelse af dåben. Når man læser sådan noget, spørger man uvilkårligt sig selv, hvem der havde kaldet ham til det ?
Piet Hein har sagt det på sin måde: Hvad rager det den, som er sikker på sit, at resten af verden er ude af trit. Men kender vi ikke noget af det samme i kristen sammenhæng? Det sker nu og da, at en står frem og gør opmærksom på, at han har et kald til at sige sandheden og afsløre løgnen, nærmest for at redde menigheden. Hans udgangspunkt er ofte, at han af den kristne menighed er kaldet til en bestemt opgave. Når man så spørger ham, med hvilken ret han træder ud over rammerne for denne opgave, får man til svar, enten at han har set noget, som står uklart for andre, eller også at det ofte er enkeltpersoner, der for alvor har flyttet noget og betydet noget i kirkens historie.
I f.eks. politisk sammenhæng gælder det, at ledere kun har deres opgave, så længe baglandet giver dem opbakning. Hvis lederen ikke respekterer den forudsætning, kan han nok blive stor, men mister efterhånden sin betydning. I menigheden gælder det endnu mere: Jeg optræder ikke selv-kaldet. Min tjeneste har jeg så længe, jeg har menighedens kald til netop den tjeneste. Min opgave er i øvrigt hele tiden at træde til side for menighedens herre, så jeg ikke tager billedet fra ham.
I Guds menighed kaldes vi ikke til at råbe menigheden op, fordi den ikke vil lade sig sige. Derfor er det også tragisk for personen og ulykkeligt for menigheden, hvis en tjener overskrider eller misbruger sit embede, klistrer til sædet eller bruger sin position til udøvelse af magt eller manipulation. Vi skal naturligvis ikke være blinde for, at Gud på bestemte tidspunkter i særlige situationer i kirkens historie kalder og udruster enkeltpersoner for redde sin kirke og holde den til sandheden. Men det er ikke det almindelige.
3. For menighedens skyld
Alt, hvad vi tager os for i menigheden, skal i sidste instans tjene menighedens bevarelse og vækst. Hvor vigtigt det er, fremgår bl.a. af, at vi i trosbekendelsen ligefrem bekender os til troen på kirken, de helliges samfund, Kristi legeme. Det skal vi alle værne om og tage vare på. Derfor har vi ikke lov til at splitte og ødelægge menigheden. Vi er selv en del af legemet. Dets funktion er ikke afhængig af os alene, men afhængig af, at vi virker sammen med de andre dele.
Hvad gør jeg så, hvis jeg mener, at menigheden eller dens ledelse har været for lidt opmærksom på en bibelsk virkelighed eller har overset en lurende åndelig fare? Så må jeg i respekt for legemets helhed på broderlig vis gøre opmærksom på det, jeg har set. Jamen, hvis nu menigheden og dens ledelse ser anderledes på det og ikke ønsker at følge mig? Så har jeg ikke af den grund lov at spænde menigheden for min vogn. Sagen er jo, at jeg ikke nødvendigvis har ret, fordi jeg mener, jeg har det. Kirkehistorien har eksempler på, at personer har skabt uro, mistænkeliggørelse, ja splittelse, fordi de ikke mener, menigheden eller dens ledere har villet lade sig sige af dem. Men ingen af os har ejendomsret til Guds hjord.
Jamen, når nu sandheden står på spil, så må sandheden vel stå over freden? Men om sandheden er i fare, er ikke nogen enkeltpersons afgørelse, men menighedens. Den enkeltes opgave i menigheden er først og fremmest at tage hensyn hvilket understreges stærkt, bl.a. i Rom 14. Så må det erkendes, at en person kan føle, at der er så meget, der står på spil, at han anfægtes i sin samvittighed. Så har han stadig ikke lov at splitte hjorden, men må i stedet overveje, om han kan finde en anden menighed, der er mere i overensstemmelse med hans egne synspunkter.
Det er vilkårene, så længe vi ikke er nået frem til Guds fuldkomne rige.
