Ung gospel for fuld skrue
400 til afsluttende koncert på stor gospelfestival for børn og unge i KøbenhavnKØBENHAVN Over 150 gospelentusiaster i alderen 9 til 19 år samledes i sidste weekend i Jerusalemskirken i København og sang gospel på bedste stjernemanér i Danmarks største gospelfestival for børn og unge, der kaldes Young Copenhagen Gospel Festival.
– Der kommer flere og flere børne – og ungdomskor rundt omkring i landet. Børn og unge er simpelthen begejstrede for gospelgenren, siger Witta K. Ndlovu, der både er med i ledelsen af de unges festival og Copenhagen Gospel Festival, der står bag.
– For tre år siden blev vi i Copenhagen Gospel Festival enige om at arrangere noget specielt for de unge, da tilstrømningen af teenagere var stor. Og det er blevet en succes – nu for tredje år i træk, fortæller Witta, der beretter, hvor overraskende nemt det er at arbejde med børn og unge på den måde.
– De er mere disciplinerede end man umiddelbart skulle tro. Det er jo mange timer, de skal koncentrere sig, men det går uden problemer. De er begejstrede, glade og meget positive og gør, som der bliver sagt. Så det har været en dejlig weekend.
– Og der kom 400 til den afsluttende koncert. Det er omkring 100 flere end sidste år, fortæller Witta K. Ndlou, der dirigerer Saints and Sinners, der er Gladsaxe Metodistkirkes gospelkor.
Lene Matthiesen, kendt fra DRs Stjerne for en aften, var det helt store hit blandt deltagerne i år. Hun sang på festivalens afsluttende koncert og underviste de unge mennesker.
Alberte Hønniche Kyst (tv.) og Ida Maria Balsby (th.) er begge ni år. De er skoleveninder og synger i Metodistkirkens Gospel Teamet i Jerusalemskirken i København. De sang soloduet på weekendens afsluttende koncert for øjnene af 400 publikummer.
De er især glade for at synge soloduet og deres yndlingssang er Jesus is the Reason. De er ikke generte, når de står på scenen foran mange mennesker, fortæller de.
– Jeg kan godt li´ at synge, specielt når det er noget med power på. Jeg har været med i koret i lidt over et halvt år. Og så spurgte jeg Ida, om hun ville med, beretter Alberte.
– Ja, og jeg synes også, det er rigtig sjovt, fortæller Ida. Specielt til koncerter og når vi skal synge duet Alberte og mig. Det er sjovest.
Kim Schwaner, 16 år, spiller bas i Joysticks i Metodistkirken i Odense.
– Gospelmusik er funky musik med gode rytmer. Det er rigtig hyggeligt at samles fra hele landet og mødes i en weekend til festival. Vi er omkring 10 stykker fra koret, jeg spiller i i Odense. Og så er det meget fedt, der kommer en underviser fra London som Clinton Jordan, siger Kim.