Besættelsen

Sidste time – 9. april 1940 – Finsensgade skole, Århus. „Og når I nu går hjem, vil der være fremmede soldater på gaderne, men I skal gå lige hjem. I må ikke standse op og tale med dem.“
Med disse ord, sagt af vores afholdte og respekterede fysiklærer, sluttede skoledagen 9. april 1940 for pigerne i 2. mellem b, Finsensgade skole, Århus.
Det var dengang, en lærer – til elevernes bedste – kunne fremkomme med en alvorlig påmindelse, uden at nogen fandt det indoktrinerende.
Det var også dengang, skoledagen begyndte med en morgensalme, uden at nogen fandt det fundamentaliserende.
Men det var selvfølgelig også længe før, nogen begyndte at tale om at være „politisk korrekt“.

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Århus C