H.C. Andersen og barnets syn for det åndelige

Det, der for os danskere (der er åndeligt bevidste kristne) er en stor ære og glæde ved, at vi i dette år 2005 inddrager hele verden i vor store vidtfavnende eventyrdigters liv og levned (til et ikke ringe pengebeløb) er vel, at vi ved, hvorfra han har hentet sin åndelige inspiration til at kunne give sine eventyrfigurer det liv, de fik.
Han (som bevidst og ikke uden sej kamp valgte at formidle „den åndelige dimension„ ud til os alle, store som små, børn som voksne“) måtte vide fra sit hjerte og sin kærlighed til sandheden, at Gud ønskede af ham, at han burde fortælle verden om Ham, og især børnene.
Fordi barnet er vigtigt for Gud, og Gud vil, at vi alle skal give barnet muligheden for at finde Ham, der hvor Han er at finde, nemlig dybt i ethvert barns sjæl og hjerte. Han, som er barmhjertighed i en ubarmhjertig verden, god midt i en voldelig og ond verden, Han vil så gerne være barnets virkelige Fader. Barnet kan jo lige såvel som den voksne ikke være upåvirket af den kendsgerning, at „den åndelige dimension“ er en realitet, fordi barnet jo er skabt i Guds billede til og for Gud.
Det, der rammer mig personligt, er, at H. C. Andersen ser, at selv det lille barn kan have/få en åndelig åbenbaring om både Guds Rige, men også om Satans Rige. Min forståelse af, (at han var så meget forud for sin tids pædagogik, hvad barnets åndelige forståelse om Gud/Satan var) er, at selv da jeg var barn, talte vi børn ikke, når de voksne gjorde det, det var uhøfligt. Mange børn på H. C. Andersens tid nåede aldrig at blive konfirmeret, de døde simpelthen uden at blive rigtig voksne. Spørgsmålet om døden/ det evige liv måtte jo have været meget relevant at tale om.
At Gud gav ham indsigt i, at alt, hvad han så med sit blotte øje, kunne få en åndelig dimension, er nok det, vi taler mindst om. Hans sociale indsigt, moral/etik og hans kunstneriske øje og vilje til at tale om alt det, han var omgivet af (det taler vi mest om, og det er bestemt meget overraskende og interessant), men den åndelige dimension ved hans formidling om vor udødelige sjæl gemmer vi lidt væk Hvorfor det? Skammer vi os over dette, eller er vi blufærdige ved dette træk fra ham?
Vi bør om nogen i en nation, der igennem 1000 år har haft en kristelig opfattelse af livet (blandet med lidt overtro, men alligevel) netop glæde os over et modigt menneske, der for ca. 200 år siden vidste om sig selv, at han netop var umulig og uduelig uden Guds hjælp. Nøjagtigt ligesom os andre (så menneskelig var han) og derfor kan vi kende os selv igen i både hans eget personlige liv, men også i hans eventyrpersoners liv, og det er ikke så ringe endda.
Derfor vil denne komplekse mand være aktuel gennem alle tider og til alle tider. Vi får derved ikke foragt for ham og hans forfatterskab. Han havde et formål med dette, nemlig at løfte os elendige op over både vor materielle og især vor åndelige fattigdom. Kan vi tillade os at være lidt stolte af vor lille nation og af ham? Ja, hvorfor ikke? Spørger jeg.

Kirsten Iskov
Fuglefængervej 11. st.th.
2400 København NV