Ih, hvor det roder
Jeg kan ligeså godt sige det som det er: Jeg er ikke ordensmenneske! Det begyndte allerede i børnehaven, hvor jeg til pædagogernes store fortrydelse nægtede at rydde det legetøj op, som jeg havde ryddet ud. Til gengæld sagde de så, at jeg ikke måtte få nyt legetøj, før jeg havde ryddet det andet op. Men jeg foretrak at surmule resten af dagen i stedet for at smide byggeklodserne og bilerne op i kassen. Kald mig bare stædig!
Derhjemme kæmpede mine forældre bravt med at pådutte mig ordenssans. Uden det store held. Og nu er det så konen og kollegerne, der må leve med mine evindelige bunker og stakke, kasser med alt godt fra den sidste måned og breve fra banken, som har det med at forsvinde, når jeg skal bruge dem.
Faktisk har jeg det slet ikke godt med rod. Jeg bryder mig ikke om, når det roder i lejligheden, eller skrivebordet er dækket af aviser, blade og brugt service. Men alligevel kniber det med at få …. gjort rent bord.
Også i mit kristenliv kan rodet hobe sig op, så jeg næsten ikke kan finde Gud og ikke overkommer at gå til gudstjeneste eller kristne møder. Rodet er alt det, jeg fylder mit liv med, som tager pladsen op fra ham, som fortjener førstepladsen i mit liv, Jesus. Det kan være penge, bekymringer, arbejde og alt muligt andet. Og det kan synes umuligt at få ryddet op i alt det, der ligger og fylder der, hvor Jesus skulle fylde.
Heldigvis stiller Jesus gerne op, ligesom indretningsarkitekterne i alle tvs boligprogrammer. Når vi læser i Bibelen, peger han ofte på det rod i vores liv, som vi burde kyle ud hurtigst muligt. Og han hjælper gerne til med at bære det hele ud i containeren. Selv om du også selv må tage en del af slæbet. Måske skal du have sagt undskyld til en ven, du har såret.
Det kan godt være hårdt og uoverskueligt at rydde op, for nogle gange må man bare vælte det hele ud på gulvet og gå i gang fra en ende af. Men når man er færdig, er det, som om man kan trække vejret en lille smule friere.
Når så rodet er båret ud, så er indretningsarkitekten Jesus parat med støtte og gode råd til, hvordan du kan indrette dit liv, så han får den plads, han fortjener. Og han lærer os, hvordan vi skal undgå, at det hele hurtigt blive rodet til igen. Nemlig ved at holde os til ham.
Se, det er god ordenssans.