Venstre sidebanner eksempel

Danmark har reddet mit liv to gange

79-årige Martin Glass undgik gaskamrene og sultedøden, fordi han blev taget af tyskerne, mens han opholdt sig i Danmark- Danmark har reddet mit liv to gange. Første gang da jeg som 14-årig kom til Nyborg fra Berlin i 1940, anden gang da jeg i Theresienstadt som „dansk“ jøde undgik at blive sendt til gaskamrene i Auschwitz og månedligt modtog madpakker fra Danmark, fortæller den snart 80-årige Martin Glass i en lejlighed i Jerusalem i anledning af 60-året for Danmarks befrielse.

– Min kone og jeg hverken kan eller vil glemme, hvad Danmark betød for os. De få år i Danmark har præget os for livet. Vi vil altid være taknemmelige for alt, hvad Danmark har gjort for os, siger den 79-årige jøde Martin Glass

Vi sidder i Linda Møllers lejlighed. Hun er udsendt af Dansk Jødisk Venskab. Hendes første møde med Martin Glass og hans kone Malka fandt sted ved et busstoppested i Jerusalem, hvor Linda stod og læste i Udfordringen. Martin Glass henvendte sig til hende og spurgte på dansk: „Er det ikke en dansk avis, De læser i?“ – og det blev begyndelsen til et varmt venskab.

Fra Berlin til Fyn

Martin Glass er født i Berlin, men siger, at i Berlin eksisterede han – i Danmark kom han til at leve. I Berlin måtte han som jøde ikke gå i biografen, spille fodbold eller sidde på en bænk i parken. Hans forældre sendte ham til Danmark i 1940 for at redde hans liv, og det var som at komme fra én verden til en anden. I Danmark kunne man deltage i alt. Han kom med det sidste tog med jøder ud af Tyskland og med den sidste færge til Danmark. På grund af issituationen måtte de flyves det sidste stykke i trepersoners maskiner. Alle hans tidligere klassekammerater gik til under krigen, kun han overlevede.
På befrielsesdagen kom han til gengæld med den første færge „hjem“ til Danmark. Den skulle kun have haft frihedskæmpere med, men der blev også plads til tre jødiske drenge, der havde holdt sammen, siden de var kommet til Danmark i 1940.
Martin Glass’ kone, Malka, kom til Danmark med den første jødiske børnetransport. Først var de samlet som gruppe, derefter kom de til jødiske familier og senere til Nyborg til danske landbrugsfamilier som såkaldte plejebørn – eller billig arbejdskraft. Det sidste år fik Martin ti kr. om måneden.
I tiden i Nyborg mødtes de jødiske børn hver uge hjemme hos „Tante Anna“, Anna Christensen. Tre gange om ugen gennem tre år mødtes „Tante Anna“ med tre forskellige jødiske teenage-grupper i sit eget hjem. Mange år senere skillingede „overleverne“ sammen til en tur til Israel til „Tante Anna“. Her blev hun hædret med den største udmærkelse, der kan gives til en ikke-jøde, der har været med til at redde jøder under 2. Verdenskrig, og der blev plantet et træ, der bærer hendes navn.

Udpeget af stikker

Da Martin Glass fyldte 18 år, besluttede han sammen med en gruppe jøder, deriblandt Malka, at flytte til Ebberup ved Assens, hvor han kom på en gård hos en familie, der var meget fattige, men rige på kærlighed. Familien blev hans danske familie.
– De var nogle af de kærligste og dejligste mennesker, jeg nogen sinde har mødt, siger Martin med glød i stemme og øjne på et flot dansk, som han stadig magter efter de mange år, der er gået.
I oktober 1943 var det slut.
– Mange jøder blev reddet til Sverige, mens andre blev kørt til Theresienstadt. Vi hørte til de sidste. En dag, mens vi arbejdede i marken kom de tyske lastbiler og hentede os. Vi havde hørt rygterne, og vores rygsække var pakkede, men hvor skulle vi flygte hen, og man ville ikke flygte på rygter, fortæller Martin Glass og fortsætter:
– Tyskerne kørte fra gård til gård og, der var en dansk stikker med, der pegede gårdene og os ud. Hvordan kunne han gøre det? Han kendte os ikke, og vi havde ikke gjort ham noget. Alligevel overgav han os til tyskerne til trods for, at han vidste, hvad der ville ske os. Vi blev ført til Kolding og blev med kreaturvogne sendt sydpå om natten. Tyskerne foranstaltede samtidig luftalarm, så folk måtte holde sig inde og ikke kunne opsøge os på banegården.

De danske prinser

Turen gik til Theresienstadt, men Martin har ikke lyst til at snakke meget om tiden der. Han fortæller dog, at de som „danske“ jøder fik særbehandling. De undgik transporterne til gaskamrene i Auschwitz og modtog de livgivende madpakker fra Danmark. Martin siger:
– Man kan vænne sig til meget, men aldrig til sult. Sultende mennesker mister deres menneskelighed.
I Theresienstadt var Martin sammen med flere tysk-jødiske venner, deriblandt Malka som han senere blev gift med.
De boede 65 personer i samme barak. Alle sammen gode fyre, som man kunne stole på. En dag var de 59 væk, kørt til gaskamrene i Auschwitz, kun seks „danske“ jøder fra barakken var tilbage, heriblandt Martin og hans to meget gode venner. De holdt sammen i alle årene, og nu var de blevet reddet af Danmark. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at de i lejren blev kaldt „de tre danske prinser“.
Martin Glass pointerer, at historien eller historierne om redningen af de danske jøder til Sverige er blevet verdenskendt – og med rette. Det var fantastisk, hvad der skete, og det var en heltedåd, hvor mange satte livet på spil for at redde jøder. Det er den eneste gang i historien, at et land redder et helt folk. Men midt i beretningerne om den fantastiske redningsaktion til Sverige glemmer og overser man, at Danmark også var med til at redde jøder i Theresienstadt – og den historie fortjener også at blive fortalt.

Hjem med de hvide busser

Den 13. april 1945 husker Martin Glass som en ganske særlig dag. 36 hvide busser kørte ind i lejren, og hjemtransporten begyndte – gennem Danmark til Sverige, hvor de kom i karantæne. Svenskerne ville kun have haft de danske frihedskæmpere med busserne, men Danmark insisterede på, at jøderne skulle med – og sådan blev det.
Ved befrielsen kunne de vælge mellem at blive i Sverige eller tage til Danmark. Martin ville „hjem“ til Danmark til sine „danske forældre“.
– Da vi kom til Danmark, sov vi den første nat i en kirke. En dame kom og spurgte efter mig. Hun var professorfrue – hendes mand, professor Jessen, arbejdede i Botanisk Have. Professorfruen ønskede at hilse på mig, for det var hende, der havde sendt mig madpakke måned efter måned i Theresienstadt og nu kunne jeg gæste hendes hjem, fortæller Martin med begejstring.
Martin Glass boede en tid hos sine „danske forældre“ i Ebberup og nød godt af deres kærlighed og gæstfrihed. Malka valgte at blive i Sverige, fordi rygterne sagde, at det var lettere at komme til Palæstina fra Sverige end fra Danmark. Senere kom Martin også til Sverige, hvor de blev gift, inden de i 1949 flyttede til den nyoprettede stat, Israel, hvor Martin blev genforenet med sine forældre. De havde sidst set ham, da han som 14-årig blev sendt til Danmark, og nu genså de ham som en gift mand.

Tak til Danmark

Moderen var under krigen blevet udskrevet til at arbejde ved landbruget. Faderen havde været i Sachsenhausen. Han blev løsladt mod at forlade Tyskland straks og forsøgte at komme til Palæstina. Deres skib sank dog, og de blev reddet af italienere og anbragt i en Italiensk fangelejr, der var meget mildere end de tyske. Senere blev de befriet af den israelske brigade, som kæmpede sammen med englænderne og kom med den første legale transport til Palæstina fire år efter, han forlod Tyskland.
Moderen begyndte sin illegale transport kort tid efter, men skibet blev sænket af jøderne i Haifa ved en fejltagelse, og moderen måtte svømme i land. Jøderne var bange for at skibet skulle blive omdirigeret. Derfor ville de beskadige det, men det sank.
Når Martin Glass tænker tilbage på sit snart 80-årige meget omvekslende og dramatiske liv, tænker han først på Danmark og tiden i Danmark. Her begyndte han at leve. Her blev han og hans kammerater kaldt „jødedrengene“ – ikke som et skældsord, men som et kælenavn. Martin og Malka tænker tilbage på Danmark med glæde og taknemmelighed, og han siger som afslutning på interviewet:
– Min kone og jeg hverken kan eller vil glemme, hvad Danmark betød for os. De få år i Danmark har præget os for livet. Vi vil altid være taknemmelige for alt, hvad Danmark har gjort for os.