Fra Sygdom til Sundhed

Svar:

Kære K.M.
Der er i dag tusindvis af danskere, der som dig, kæmper med angstformen, som hedder social-fobi.
Man anslår, at mellem 7 og 15 % af den danske befolkning kæmper med denne lidelse. Hver dag er for dem en kamp, fordi de lider af denne livs-ødelæggende angst.
Nogle gange må de styrte ud på toilettet med tynd mave bare ved tanken om, at de skal være sammen med andre mennesker. Og sammen med andre mennesker kan de opleve, at deres stemme går i baglås, og de kan ikke få et eneste ord over deres læber.
Nogle kan heller ikke sove om natten, fordi de skal være sammen med mennesker den næste dag, selv om næste dags mennesker slet ikke er fjender.
De, der har denne lidelse, er simpelthen bange for andre og for enhver form for socialt samvær.
De er bange for at stå frem og sige et par ord. De er bange for at gå til fester og sammenkomster. De tør intet sige, også selv om der kun er tre mennesker tilstede. De kan endda være bange for at gå i forretninger eller tage med offentlige transportmidler. Før de skal være sammen med mennesker eller under selve samværet, kan de opleve angsten så stærkt, at de kaster op eller besvimer.
Jeg forstår godt, at du ikke vil på nervemedicin. Der findes nemlig også andre måder til helbredelse. Dem skal jeg kort beskrive.
Social-fobi er en lidelse, som mange, selv læger ikke ved så meget om. I nogle tilfælde er mennesker med denne lidelse blevet ordineret beroligende piller eller blodtryksmedicin, fordi deres hjerte i samværet med andre mennesker hamrede helt vildt. Men det forhøjede blodtryk er et symptom på angst-lidelsen.
Jeg kan ud fra dit brev forstå, at det nu går bedre for dig med at håndtere din angst. Ofte sker det, når man lærer at forstå angsten og ikke mindst angstens årsag og baggrund. Det er også vigtigt at forstå det samspil, der er mellem tanker, følelser og kropsreaktioner.
Angst kan skyldes en medfødt følsomhed, hvilket vil sige, at den er arveligt betinget. Den kan forstærkes af en utryg barndom. Men ofte går angsten først for alvor i udbrud i forbindelse med belastninger af forskellig art, på samme måde som depressioner. Belastningerne kan bestå i stress eller andre livs-nedbrydende påvirkninger.
Jeg vil anbefale, at du går til forbøn. Det er du også selv inde på. Men ved siden heraf kan du selv medvirke til helbredelse ved at anvende nogle bestemte værktøjer. Her taler jeg om en slags adfærds-terapi, som består i, at man forandrer den måde, man tænker på. Det handler om at gøre tankerne mindre angstbetonet, og det handler om at gennemgå bestemte adfærds-eksperimenter.
Er man eksempelvis bange for at sige noget foran andre mennesker, skal man afprøve sin angst. Det gør man ved netop at gå ind i den situation, man frygter. Man skal prøve at tale til flere mennesker, når der er en naturlig anledning. Det vil sikkert give den positive oplevelse, at de andre ikke døde af grin, piftede eller hujede. Du oplever på denne måde, at din angst for de andre var ubegrundet. At konfrontere angsten er den eneste måde at finde ud af, at man ikke behøver at være angst.
Disse adfærdseksperimenter er med til at give den angst-lidende succes-oplevelser, hvilke så igen styrker selvværd og selvfølelse.
En sådan adfærds-terapi kan fint gå hånd i hånd med forbøn. Her er der ikke tale om et enten – eller. Men om et både – og.

Brev:

Jeg kom lidt tilfældigt ind på denne side, er ikke betalende abonnent, læser bare Udfordringen på nettet. Jeg ønsker at være anonym.
Jeg har en spiseforstyrrelse, (haft i knap 28 år) det er, som om noget i mig ikke vil, at jeg skal ud af den. Jeg har lige haft en måned, hvor jeg spiser normalt, går til samtale hos psykolog, går i kirke og tror, jeg er på rette vej væk fra mit tidligere liv. Pludselig kaster jeg det hele væk og starter på at æde og ødelægge alt, jeg var i gang med at bygge op. Jeg forkaster den daglige bøn, evangeliet og kirken. Vrede, had, bitterhed fylder mig til overflod.
 Min yndlingssalme  hver dag i de foregående uger havde været „Herren är min herde, ingenting skall fattas mig. Han för mig i vall på gröna änger, han läter mig vila vid lugna vatten…“  Er det meningen, at vi skal kæmpe mod det onde i os dagligt? Jeg troede, jeg var i „sikkerhed“, og pludselig var jeg i det samme destruktive mønster, som jeg kender alt for godt. Kalder du det dæmoner, og hvorfor er de så svære at slippe af med?
Vil du bede for mig?
Den Anonyme

Svar:

Kære Anonyme
Jeg vil gerne bede for dig og helst med håndspålæggelse, så prøv, om du kan komme ind på et af mine møder rundt om i landet.
På trods af det tilbageslag, du beskriver, så tror jeg, at du er på rette vej væk fra dit tidligere liv.
Mange har oplevet, mens de ventede på bønnesvar og udfrielse, det vi kunne kalde „mørke før daggry“. Jeg tror, det er det, du oplever. Vores kristenliv består nemlig ikke udelukkende af fremgang. Vi kan godt opleve tilbageslag og blive skuffet over os selv. Paulus skriver f.eks. et sted, at det onde, som han ikke vil, det kommer han til at gøre. Men alligevel slutter det med, at han priser sig lykkelig over, at han har Jesus Kristus.
Jeg tror, det er vigtigt, at vi mennesker i modgangs-tider gør på samme måde i stedet for at ende i mismod og mørke.
Jeg tror også, det er vigtigt, at du finder ind til årsagen til den vrede, det had og den bitterhed, som du nu retter mod dig selv som en spiseforstyrrelse.
Hvor kommer din vrede, dit had og din bitterhed fra?
Er der mennesker i fortiden, som har gjort dig ondt eller såret dig?
Få eventuelt, hvis det er muligt, talt ud med disse mennesker. Det kan f.eks. være dine forældre. Men gør det i lyset af tilgivelse og fred. Vær overbærende.
F.eks. har de fleste forældre begået tonsvis af fejl i opdragelsen af deres børn. Men de har for det meste gjort det af uvidenhed.
Det, du kæmper mod, vil jeg ikke kalde dæmoner.