Sharon:
Jeg forsøger at redde mest muligt

JERUSALEM: Statsminister Ariel Sharon gav flere interviews i forbindelse
med den jødiske påskehøjtid.

Ariel Sharon læser næsten dagligt i Bibelen og har derigennem fundet et argument for at afstå land til palæstinenserne

Til Jerusalem Post fortalte statsministeren, at han forsøger at redde så meget som muligt af Israel, og at en opgivelse af Gaza er den eneste måde, hvorpå man kan skåne de store bosættelser i Judæa og Samaria.
Og til Ynet, som er den engelsksprogede udgave af internetversionen af Israels største avis, Yediot Aharonot, gav Sharon følgende interview:
– Store nybyggerområder på Vestbredden vil forblive på israelske hænder, men det har aldrig været meningen, at Gaza skulle forblive under israelsk kontrol for altid. Det er vanskeligt at flytte nybyggerne i Gaza, men der er ikke noget andet valg.
– Kan du forstå de følelser, som skabes, når en person føler sig forrådt af den leder, som blev valgt for at repræsentere hans syn, men som siden vendte 180 grader?
– Det er situationen, som har ændret sig – ikke mig. Jeg har ikke ændret mit ståsted i dette spørgsmål, og jer har ikke ændret min taknemlighed over for den betydning, som nybyggerbevægelsen har haft generelt og den zionistiske bevægelse i særdeleshed, svarede Sharon.
– Er nybyggernes historiske rolle forbi?
– Det er den ikke. Vi har behov for vor bosættere i jerusalemområdet, i Galilæa og i Negev. I løbet af de næste 15 år er der brug for endnu en million jøder i de områder, sagde Sharon.
– Så det, du siger, er, at akkurat som i et skakspil så må vi ofre områder i Gaza for at få fat i andre dele af landet.
– Jeg siger ikke, at vi må ofre det. Gaza er i øvrigt ikke med i nogen israelske planer, og det har aldrig været planlagt, at det skulle være en del af Israel.
– Hvad vil der ske efter adskillelsesplanen?
-Jeg håber, at der bliver fred og sikkerhed her, sagde Sharon.

Flittig bibellæser

Til avisen Haaretz fortalte statsministeren, at han læser Bibelen næsten hver eneste dag.
– Jeg har den altid på mit bord og læser den mellem møderne, og hvis vi ikke skulle have haft dette møde i dag, ville jeg helt sikkert sidde og læse i Bibelen, sagde Sharon.
Over for journalisterne fremhævede Sharon ikke de store krigere i Bibelen, men kong Salomon, som byggede det første jødiske tempel, og som levede i en periode med fred i landet.
Sharon fortalte videre, at han i øjeblikket læser Josuas Bog, Dommerbogen og 1. og 2. Kongebog. Han mener at have fundet bibelsk dækning for at overgive landområder til palæstinenserne i 1. Kongebog 9, hvor der står, at Kong Salomo gav 20 byer til kong Hiram i Tyrus som betaling for en stor mængde tømmer, som han havde brugt til at bygge templet og et par paladser.
Haaretz skriver, at Sharon holder af at tale om Bibelen og om de jødiske forbindelser til landet Israel samt om at genrejse landet. Men de skriver, at det er vanskeligt at undgå et indtryk af, at traditioner og religion er fremmed for ham – at Sharon ikke har nogen tilknytning til den åndelige, trosinspirerede nybyggerbevæ-gelse.
– Jeg er ikke en religiøs person, men jeg er en jøde. Jeg voksede ikke op i en religiøs familie, siger Sharon, som faster på Yom Kippur, jødernes forsoningsdag, og spiser kun matzabrød (usyret brød) i påsken.