Nådegaver „afmystificeres“

Nøgtern bog om nådegaver
skrevet af norsk luthersk præstTemaet for Nådegaver i funktion er de ni Åndens gaver – eller de spontane nådegaver, som forfatteren benævner dem.
Han er selv præst i den lutherske kirke i Norge og aktiv indenfor Oase-regi her, og ærindet med bogen er åbenlyst: nemlig at advokere for en større åbenhed for de karismatiske eller spontane nådegaver i luthersk regi. Bogen burde dog kunne finde bredere anvendelse, da forfatteren – trods mindre forskelle – er på linie med pinsebevægelsen og andre karismatiske kirker i sin forståelse af gaverne.
Bogens tone er nøgtern og besindig, til tider nok lidt rigeligt forsigtig i sin beskrivelse af de forskellige gaver. Men udover eksempler fra Skriften belyses de gennem ganske mange vidnesbyrd fra forfatterens eget liv eller fra missionsmarken, hvilket gør undervisningen både konkret og pædagogisk. Der er også en række henvisninger til udsagn og erfaringer fra kendte kristne ledere, som f.eks. Hauge, Lundbye, Hallesby og Wim-ber som understøttelse af bogens budskab.
Bogens force er uden tvivl dens evne til at „afmystificere“ nådegaverne og sætte dem ind i en kirkelig kontekst på en naturlig måde. Som sådan er den først og fremmest oplagt til den, der er en smule skeptisk eller tøvende over for spørgsmålet om Helligåndens dåb og gaver.

Kjell-Petter Dahl:
Nådegaver i Funktion
128 sider • 125 kr.
Credo