Backstreet-Brian vil lave kristen musik

For sangeren Brian Littrell har 12 år i Backstreet Boys blot været et skridt på vej mod noget endnu større. Nu vil han være Guds redskab på scenenBrian Littrell fra Backstreet Boys forventer at udkomme med sit første soloalbum til efteråret.Den første single „In Christ alone“ er allerede ude, og som titlen angiver, er der tale om et kristent album fra den tidligere boyband-sanger, der har været kristen, siden han var otte år.
– Jeg har været en genfødt kristen, siden jeg var otte år gammel. Og jeg har vidst meget længe, at det var mit kald at udgive en kristen plade, fortæller 30-årige Brian Littrell på pladeselskabets hjemmeside.
– Jeg håber at nå lyttere i den kristne musikverden, men jeg ønsker også at fortælle Backstreet Boys-fans, at det er okay at stå ved, hvad man tror på. Hvis jeg på nogen måde kan være med til at åbne døre for nogen, så vil jeg gøre det, siger han.
Om sit nye album siger han, at lyden vil minde om Backstreet-lyden, men at han også byder på traditionelle gospel-numre.

Håber på gamle fans

Brian Littrell voksede op i en musikalsk familie i Lexington, Kentucky, i det amerikanske bibelbælte. Her sang han blandt andet med i koret i den baptistkirke, familien hørte til. Men som 18-årig flyttede han til Orlando og kom i 1993 med i Backstreet Boys, som har solgt over 70 millioner cd’er over hele verden.
I øjeblikket er Brian Littrell travlt optaget af Backstreet Boys’ comeback, så det kunne ligne dårlig timing at barsle med et soloalbum netop nu.
– Jeg har besluttet mig for at lytte mere til Gud. Og når man lytter mere, får man svar. Gud har lagt dette projekt på mit hjerte, og det er på tide at gøre noget ved det. Det er ikke min timing, men hans, fastslår Brian.
Derfor tager han jævnligt nogle timer fri fra Backstreet-turneen for at promovere sit soloprojekt.
Selv om Brian Littrell har været omgivet af skrigende fans i 12 år, har han ikke mistet fodfæstet. Ifølge sig selv lever han en ganske normal tilværelse med kone og søn, når han ikke er på turné eller i studiet med de fire andre medlemmer af gruppen.

Facts om Brian

Som medlem af drengebandet måtte Brian Littrell finde sig i, at alle snagede i hans privatliv, og derfor er det i dag offentlige hemmeligheder, at Brian Littrell bider negle og lider af højdeskræk, han har et kors tatoveret på venstre arm, han er fan af Boyz II Men, Tom Hanks og Sandra Bullock, elsker macaroni & cheese, har betalt 50 dollars for sin vandseng, og som barn havde han en kat, der hed Missy.
Hvad mere ønsker man egentlig at vide?