Derfor skal I elske den fremmede

Såvel GT som NT er fyldt med opfordringer til at elske næsten. Du skal elske din næste, som er sådan én, som du selv er. Begrebet bliver flere steder konkretiseret. I 5. Mos.23:16-17 fremgår det, at man skal tage godt imod en bortløben slave, der søger tilflugt. I 5. Mos. 10:17-19 står det klart, at vi skal tage godt imod de fremmede: „For Herren Jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham brød og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten.“ I 3. Mos. 19:33 f får vi at vide, at „når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham… den fremmede skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv.“ Skriften er klar i sine udtalelser om de fremmede, flygtninge og indvandrere.

Men hvordan ser det ud i Danmark med at leve op til skriftens ord? Vi har et politisk parti, der har gjort det til sin hovedopgave at bekæmpe de fremmede – og desværre ser vi, at en del kristne støtter dem på grund af en udbredt muslimer-forskrækkelse skabt af en presse, der kaster sig over de dårlige historier, som der er for mange af, og undlader at skrive om de positive historier, som der er mange flere af.

Pressen har givet os en fornemmelse af, at alle flygtninge og indvandrere er muslimer, og at de vil os det ondt. Men sandheden er, at 1/3 af alle flygtninge er kristne, at en del af dem kommer i Den Lutherske Kirke, at en større del kommer i frikirkerne, at en endnu større del har dannet migrantkirker, og at en rest ikke har fundet sig til rette i nogen kirke. Sandheden er også, at en stor del af muslimerne er lige så passive og tandløse, som en stor del af de såkaldte firhjulskristne, der kun kommer kørende til kirke til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, og derudover ikke har noget egentligt med kirken og troen at gøre.

Derfor harmes jeg, når kristne vender de fremmede ryggen og ikke lever op til skriftens ord. Jeg harmes, når det danske samfund udviser mennesker på et helt urimeligt grundlag. Vi har hørt om de to syriske søstre, der er født og opvokset i Saudi-Arabien, hvor de blev kristne, inden de kom til Danmark, og som blev udvist til Syrien, hvor de aldrig har været, men hvor deres fundamentalistisk islamiske fars familie bor. Ingen har hørt fra dem siden. Måske lever de ikke mere. Er det tilfældet, har Danmark gjort sig skyldig i at sende to unge velintegrerede kvinder i døden. Det er ukristeligt. Vi har hørt om en velintegreret armensk familie, der er blevet udvist. Flere af børnene kender ikke det land, de udvises til. En ung araber, John, der er blevet kristen og er døbt, står over for udvisning. Hans far er imam, og efter udvisningen risikerer John livet. I øjeblikket gøres der meget for at hjælpe ham, men vil anstrengelserne være forgæves? Dansk flygtningepolitik tager ikke individuelle hensyn, og vi gør os skyldige i de samme „forbrydelser“, som vi netop har undskyldt at have gjort over for jøder under 2. verdenskrig, der blev udvist til Tyskland.

Jeg er rystet over, at et såkaldt kristent land kan handle sådan, og at nogle kristne endda bifalder det!
Når det er sagt, skal det også siges, at vi blandt os har islamiske ekstremister, og det skal vi være vågne overfor og handle på. Vi skal også være opmærksomme på de indvandrere/flygtninge, der gang på gang begår kriminalitet, og som ikke udvises. Samfundet må skride ind over for dem.
Vi skal gå mere aktivt ind i integrationsprocessen, og her bør kirkerne arbejde aktivt med. En del gør det allerede, men vi skal/bør alle være med, for vi har et ansvar for de fremmede iblandt os.