Elegi

Gennem mange år har jeg skrevet og talt om den kirke, som blev lutret gennem lidelser og trængsler. Jeg har imidlertid også selv været i lidelsens ovn, og det har frembragt dette elegi.

Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage.
Lad fjender og venner mig plage
og alle de „store“ mig vrage.

Ja, også Den Onde mig jage,
min bedste ven – han mig plage.
Jeg er som jeg ligger i lage,
og bitterhed får jeg at smage.

Mit liv og min fortid de snage
og finder de punkter så svage.
Hvert sted hvor der findes en hage.
Alt sammen for kun mig at plage.

De sender et udyr – en drage,
man har nok aldrig set mage.
De vil mig totalt bortjage –
hvad er der i grunden tilbage?

Tilbage er kun at græde –
mit lommeklæde at væde.
Jeg ind for min Frelser træde,
til ham alene jeg bede.

Jeg hører hans hviskende stemme,
og dog kan jeg klart fornemme:
han siger, han aldrig mig glemme,
men jeg må igennem det slemme.

For mennesker ved hvad de ser,
så ved de i grunden ej mer!
Jeg kender din karakter,
og ælter dit jordiske ler.

Jeg renser og bøjer og bryder,
så hele dit indre det syde,
og alle de vildskud der skyder,
jeg bryder – til yndigste dyder!

Dybt nede i hjertet det sidder:
Fordærvet – de bidende mider.
Det er jo derfor, du lider,
og tiden så langsomt henskrider.

Hvad hjerte dybet det gemme,
du ej endnu kan fornemme,
jeg vil dig lidt mere klemme
og dermed processen fremme.

Min kærlighed er til dig
– at døde dit gamle „jeg“!
Fornemmer du ej, det er mig,
som fører dig frem ad min vej.

Hvad andre om mig ville mene,
ja, selv om de så vil, mig stene.
Jeg bier på dig alene,
for du er den eneste rene.

Om sandhed og løgn de vil sige
ja ud i al verden det skrige,
de afslører stadig kun flige
i al denne onde intrige.

Og kendte de, hvad du vidste,
– så ville jeg al ting miste.
Så var det sidste det triste,
– i stedet jeg nu dig priste.

Du kender min hjerterod.
Til fulde du mig forstod,
og aldrig du mig forlod,
mig købte med hjerteblod.

Min retfærd mig intet bringer,
jeg ved den ej rækker længer.
Ved dig mit hjerte nu hænger,
jeg ind for din trone trænger.

Der bier jeg så på din nåde,
den er mig på ny en gåde,
– nu vil jeg at du skal råde,
det er, hvad mig rettelig både.