En sølle frihed

Den såkaldt seksuelle debut sker i vore dage for tidligt,
dermed mister mange friheden til blot at være kammerater og venner. Og kærligheden er det småt med…Selv om man ved en ret omfattende læsning og ved at se film i biografen og i fjernsynet kender til selve sagen, gjorde jeg for nylig det »offer« i to og en halv time i radioen at høre historien om den såkaldt „revolutionerende seksuelle frigørelse“.

Tidl. sognepræst i bl.a. Hemmet-Sdr. Vium sogn.
Forfatter til flere bøger og mange kronikker.

Midt i alt det kedsommelige var det næsten morsomt at høre en af de mest nidkære „missionærer“ på området, den gamle Sten Hegelers næsten triumferende konstatering af,, hvor lidt især kvinder fik ud af det seksuelle i deres ægteskab.
Han havde ikke fattet, at det netop var de utilfredsstillede kvinder – de af tidens seksual- snak gjort utilfredsstillede – der mødte op til hans »missionær­møder«. I denne forbindelse begik han den åbenlyse fejltagelse at tage til indtægt for sin virksomhed Kirsten Aukens berømte doktordisputats fra 1953 om kvinders seksuelle adfærd.
Af den bog fremgik det imidlertid, at selv om mange kvinder „begyndte for tidligt“, var det i meget stor udstrækning med „den ene“, som de blev gift med! I vid udstrækning gjaldt det samme – næsten til de frisindede forfatteres skuffelse – også i Karin Gades og Inger Lundes bog fra 1983 om samme emne.
I den sidste tredjedel af den omtalte udsendelse kom der kun nogle beskedne pip til forsvar for ægteskabet, der i slægt efter slægt har bevidnet at give de bedste vilkår for seksuel tryghed og dermed den bedste udfoldelse.
Ikke mindst i forbindelse med kærlighedens frugt, fødslen af de fælles børn, der i udsendelsen syntes totalt forsvundne.
Af den lange udsendelse fik man det indtryk, at den eneste frigørelse, der var sket, var frigørelsen fra kærligheden.
I skildringen i medierne for nylig af den helt nye såkaldte single-kultur med statistiske oplysninger om det store antal eneboende fik vi vel beviset derfor.
Det er så småt med kærligheden, at mange ikke kan holde ud at bo sammen i et hjem med de fælles børn, de vil hellere bo alene. Men det betyder jo ikke, at de lever seksuelt afholdende.

Men til hvilken pris? Stadig oftere vover nogle at skrive, at på en række områder er der tale om undertrykkelse af kvinden i vor tid.
Og hvad med børnene i denne lovpriste „frihed“, hvor man taler om måske 35.000 nye skilsmissebørn hvert år?
Først for nylig er man begyndt at nævne, hvilke følger det kan få for disse børn, noget man i vort såkaldte åbne samfund har søgt at fortie.
De førnævnte „sex-missionærer“ taler gerne med henrykkelse om, hvor tidligt den såkaldt seksuelle debut sker i vore dage, men det synes ikke at anfægte dem, at dermed mister mange friheden til at være børn og unge en tid endnu, friheden til blot at være kammerater og venner.
Der skrives stadig oftere om, at de unge i dag kan lide af stress, men ingen tør blot antyde, at én af grundene kunne være de mange tidlige seksuelle erfaringer og skuffelser, som man næsten er tvunget ind i på grund at „frigørelse“.
Man vover heller ikke blot at antyde, at den i pressen for nylig omtalte stigning i unges brug af narkotika måske delvis kunne skyldes de mange ligegyldige – og som det engang lød i en radioudsendelse – kedsommelige sex-forhold.
Der skal måske stærkere „oplevelser“ til i dag?
I virkeligheden hersker der på de her nævnte områder en udpræget tys-tys-holdning, der stærkt minder om den såkaldt victorianske tid, som der ellers gøres grin med.
Det er nærmest uartig tale eller i hvert fald kønspolitisk ukorrekt at pege på disse fænomener – noget af det værste er at kalde aids en kønssygdom – og samtidig snakkes der, ja, sladres der, om sex på en næsten pubertetsagtig måde.
Det er noget af det, der i en lederartikel for nylig i en avis blev kaldt „pornoficeringen“ af det daglige liv.
Man har ikke frihed til at slippe for at høre og se om sex midt i menneskelivets virksomhed, der drejer sig om alt andet – ofte noget skønt og rigt.
Vidner de lange rækker af visse kulørte blade i butikkerne ikke om, hvor lidt „frigjorte“ mange moderne mennesker er? Ja, i romaner og film har man kunnet møde det for mig utrolige, at der er par, der skal se en pornofilm for at „komme i gang“.

For en tid siden var vi mange, der glædede os til at se en film i fjernsynet om H. C. Andersen, og så blev det næsten gennemgående tema hypoteser om hans sexliv.
Et par gange skulle seerne oplyses om det „pikante“ – noget for forfatterskabet helt ligegyldigt – at han havde en moster, der var bordelvært i København, og en halvsøster, der „arbejdede“ der.
Fra en rejse til Rom skulle man kun have at vide, at han et sted så nogle „uartige“ relieffer. Og om en rejse til Paris var der kun omtalt et besøg på et bordel, omhyggeligt illustreret.
Sådan skulle vi i et jubilæumsår „oplyses“ om den store digter.