Respekt for de gamle

På vej til arbejde den første dag på en ny arbejdsplads er man altid ekstra tændt. Det var jeg også den morgen, hvor jeg skulle møde kl. 8.00 på en velrenommeret, kristen ugeavis (måske snart dagblad, red.), og hvor tidsplanen allerede fra morgenstunden var blevet lidt stram.
– Nå, men bare trafikken glider, så når jeg det nok, tænkte jeg, mens jeg passerede Lillebæltsbroen, som for en gangs skyld ikke var underlagt vejarbejde med tilhørende hastighedsbegrænsning eller omkørsel…
Med tankerne nu hastigt kredsende om de få resterende minutter inden tidsfristen, skete det så. Først et skilt, 90, så det næste, 70, og så igen, 50. Hvilken synd havde jeg begået for at opnå denne straf: Vejen kun farbar i ét spor?! Han må have hørt mit suk, for få øjeblikke senere stod der et forløsende skilt, nu måtte vi køre 80 km/t.
Men ak! Over en uendelig strækning sneglede trafikken sig af sted med sølle 50 km/t. Langt fremme kunne jeg ane synderen – en bil med campingvogn, som åbenbart havde valgt at starte sin ferie på en torsdag.
Efter nogle ophidsende minutter var vejarbejdet ovre, og jeg og mine kø-venner ventede blot på at få en form for genoprejsning i form af at drøne forbi campistsneglen oppe foran.
Men så skete det, som ændrede hele min morgen. Da det var min tur til at overhale, så jeg, at campingvognen ikke bare var en standard Knauss eller Eifelland, men en antik lille, ægformet sag. Min nysgerrighed fik mig til at sagtne farten og lod mig skue en smuk veteranbil foran trækkrogen.
Respekt!!!
Denne prægtige øse havde ikke travlt – den skulle på ferie og arbejdede trofast på opgaven. Det var som om, den hvilede i det, den var, og det, den kunne.
Tiden stod næsten stille, mens mine øjne gled hen over drømmebilen. Da blikket atter ramte bakspejlet kunne jeg se, at det nu var mig, der trak en lang kø efter mig. Men hvad – jeg havde lært en lektie om at vise respekt for de gamle – og at tage hjemmefra lidt tidligere…
Af Michael Bobjerg Christensen