Frikirke har fået sit eget dreamteam
Den Evangeliske Frikirke i Randers har ansat et helt nyt volontørteam til ungdomsarbejdetRANDERS – Det er ikke alle kirker, der får lov at opleve fire energiske unge fra menigheden tilbyde sig selv som volontører.
Men det var, hvad der skete i Den Evangeliske Frikirke i Randers, fortæller ungdomspræst Gert Bjørsted.
Dina, Annika, Mike og Tobias henvendte sig selv med et tilbud, som kirken ikke kunne sige nej til.
– Fælles for os alle er, at vi til daglig bruger rigtig mange timer i kirkeligt regi. Vi har gang i mange ting i Randers, men det kan være svært at få enderne til at hænge sammen med job, skole, fritid og kirke på samme tid, siger 19-årige Mike Stewart.
– Vi så noget i hinanden og foreslog så kirken, om vi ikke kunne danne et team, såfremt mulighederne var der.
Og det var de. Den Evangeliske Frikirke havde også i 2003-2004 et ungt team, der ligesom de fire nye var blevet udrustet på Pinsevækkelsens bibelefterskole Alterna i Mariager.
– Socialt, åndeligt og rent praktisk var det så udbytterigt, at vi valgte at stå åbne for et nyt hold, hvis muligheden bød sig, siger Gert Bjørsted.
1. august starter de fire unge i opgaverne, der først og fremmest kommer til at berøre børne- og ungdomsarbejdet, hvor de alle har stor erfaring og en god kontaktflade.
Både Dina og Annika har været med i den lokale Azusa-klub, og Tobias har både været med i børnekirken og ungdomsgruppen Skywalk. Desuden har han det seneste år været ansat i kirken som militærnægter.
Fælles for de unge er et ønske om at tjene Gud, og selv betegner de den nye kvartet som lidt af et dreamteam.
Og ungdomspræstens beskrivelse er ikke helt ved siden af.
– Vi ser det som et kæmpe privilegium at kunne ansætte tidligt skolede unge i noget så livsnødvendigt som et godt børne- og ungdomsarbejde.
En volontør kan tilføre det daglige arbejde lidt ekstra, og kvaliteten i arbejdet styrkes, skulle jeg hilse og sige, siger Gert Bjørsted, der gerne anbefaler andre kirker at springe ud i et lignende projekt.