Hvad er sandt?

Nogle af os er vokset op med en kristendoms-forståelse, hvor troen og livsstilen enten var 100 procent rigtig eller 100 procent forkert.
I dag er den åndelige verden mere nuanceret. Vi har helbredelser, åndelig krigsførelse, ny spiritualitet, det profetiske, indre helbredelse, lattervækkelse, Willow Creek, Taizé og Maria-åbenbaringer i Medjurgorge, og meget mere.
Og desuden er der alt det traditionelle kirkelige.
På Udfordringen tvinges vi til at interessere os for det hele og forsøge at rumme det, selv om nogle af grupperne indbyrdes forkaster hinanden.
Men vi tror, at Gud i disse år udgyder Helligånden på en særlig måde – og ofte forfriskende anderledes – i mange forskellige miljøer for at frelse flest muligt. Gud rækker ud.
Men ikke alt det åndelige er lige godt. I forbindelse med det nye bliver vi nødt til at spørge os selv:
1. Passer det med Ny Testamente, som har været
normen for kristen tro i henved to tusinde år?
2. Er Jesus stadig herre og i centrum?
3. Genkender vi ånden – Helligånden?
Om formen er ny, betyder jo trods alt mindre.
Men selv om budskabet er sandt, skal vi være klar over, at der altid er en menneskelig side. Man kan for eksempel godt have en taler, som forkynder rigtigt, men hvis livsstil ikke er 100 procent i orden – endnu. Det kan være, taleren har for megen vrede eller er manipulerende. Eller han kan falde for fristelsen til at lefle for publikum eller fremhæve sig selv. Og i det lange løb vil det måske ødelægge hans tjeneste.
Selv i profetiske ord fra Gud er der ofte en vis procent af personen selv. Man kan undre sig over, at Gud kan leve med os fjummerikker i stedet for at vælge perfekte engle.
Men erfaringen viser, at Gud velsigner dem, der handler i tro på Ham, til trods for alt det fejlfyldte. Allerede Paulus skrev om folk, der forkyndte evangeliet til deres egen fordel. Men han konkluderede, at evangeliet jo trods alt blev forkyndt, og mennesker blev frelst.
Så lad os ikke at stille større krav til hinanden, end Gud gør.