Næste år i Jerusalem

„Apostlenes heste“ er de eneste transportmidler, når Johanne Langdahl og Mai-Britt Hejsel Hansen begiver sig ud på en over 3000 km lang pilgrimsvandring fra Haderslev til JerusalemJohanne Langdahl og Mai-Britt Hejsel Hansen drømte egentlig bare om at opleve påske i Jerusalem. Når bøgerne var lagt til side og studenterhuen kilet fast på hovedet, skulle de to sønderjyske veninder opleve Israel. Som adskillige andre unge kristne.
Men for tre et halvt år siden, opstod ideen til at gøre det hele anderledes.
– Jeg havde læst en artikel om nogle muslimer, der tog på pilgrimsrejse til Mekka og tænkte, at vi da også kunne tage på pilgrimsreje til Jerusalem, fortæller Johanne.
Pigerne jokede frem og tilbage om den vilde idé og nåede frem til, det eneste transportmiddel, der i så fald ville være i pilgrimstankens ånd, var „apostlenes heste,“ altså fødderne.
– De fleste syntes, vi var skøre, og var overbevist om, at vi ville tage toget, så snart vi nåede den dansk-tyske grænser, fortæller Mai-Britt.
– Andre spurgte, om de måtte komme med, fordi de ikke troede på, at vi mente det alvorligt med at gå.
Men efterhånden som tiden for pilgrimsvandringen er kommet nærmere, er flere og flere blevet overbeviste om, at de to sønderjyder mener det alvorligt.
Den 13. august er der afgang fra Haderslev. Derefter går turen ned gennem Tyskland, over Brennerpasset til Italien, hvor Mai-Britt og Johanne regner med at gøre stop i Rom. Derfra går turen til Syditalien, hvorfra de sejler til Grækenland. Her går de tværs over landet, inden de går ombord på færgen til Det Hellige Land.
– Vi ville have gået over Balkan, men vi blev enige om, at det var for mange nætter, vores forældre ville ligger søvnløse, siger Mai-Britt.

Turen bliver på godt 3000 kilometer. Og målet er at gå 25 kilomer om dagen.
– Dog kun 10 kilometer om søndagen, det er jo en pilgrimsrejse, fastholder Johanne.
Hvis de holder gennemsnittet, kan de nå Jerusalem inden nytår, men planen er først at nå Israel omkring 1. marts næste år. Men så er der også taget forbehold for vabler og ophold undervejs.
De to piger tager telt og soveposer med og håber at få lov til at slå lejr på marker undervejs. Et høloft, siger de heller ikke nej til, mens vandrehjem kun er, når de virkelig trænger til et bad og en rigtig seng.
Som pilgrimme har de nemlig ingen planer om at leve i luksus. Hele turen handler om at komme lidt på afstand af alt det, de til daglig regner for selvfølgeligheder.
– Vi håber at slippe for stress, jag og andres forventninger. På turen behøver vi kun tænke på, hvad vi skal spise, og hvor vi skal sove, siger Mai-Britt.
De regner med at følge nogle af Europas gamle pilgrimsveje ned gennem Europa. Problemet er bare, at der ikke rigtig findes nogen kort.
– Vi har snart spurgt alle steder, men er løbet panden imod muren hver gang. Går det helt galt, må vi prøve os frem, siger Johanne.
Ud over Rom har de ikke planer om at opsøge særlige seværdigheder undervejs. Det handler mere om at opleve de mennesker, som de møder undervejs.
For at komme i form til turen har pigerne allerede øvet sig et stykke tid. Forrige weekend vandrede de to gange 45 kilometer, og i næste uge står den på Hærvejs-march fra Schlesvig til Viborg, en tur på 300 kilometer.

Johanne og Mai-Britt mødte hinanden på Sommersted Ungdomsskole for seks år siden. Begge er 20 år, og Johanne har lige fået sin studentereksamen, mens Mai-Britt fik sin sidste år. De er begge klar over, at de mange måneder på landevejen kan sætte venskabet på hårde prøver.
– Vi har tænkt på det. Og Johanne har sagt til mig, at jeg gerne må råbe ad hende, bare jeg ikke forlader hende, griner Mai-Britt.
De to pilgrimsvandrere har rødder i KFUM & KFUK og Indre Mission, og begge overvejer at læse teologi, når de vender hjem til næste sommer.
De regner med at blive i Israel cirka tre måneder, hvorefter hjemturen bliver via Interrail til blandt andet Grækenland og Frankrig. Hjemturen er endnu ikke fuldt ud planlagt. Det er der jo masser af tid til at finde ud af på vandringen. Det kommer desuden an på økonomien.
– Vi håber at få lidt arbejde i Israel, så vi kan tjene lidt til hjemrejsen. Men ellers kan vi vel tomle hjem, siger Johanne.
– Eller gå! griner Mai-Britt.
Efter planen er pigerne tilbage i Haderslev cirka 1. juli 2006.
Begge stoler fuldt og fast på, at det vil lykkes dem, at nå Jerusalem til fods. Skulle det blive nødvendigt at afkorte turen, kan de vælge at sejle fra Syditalien i stedet for Grækenland. Men uanset hvad, vil det være et nederlag at opgive undervejs.
– Vi er jo ikke selv herre over, om én af os bliver alvorligt syg undervejs, eller én i vores familie herhjemme. Hvis vi må stoppe på grund af det, er det ok. Men hvis vi stopper, bare fordi det er hårdt, eller vi ikke gider mere, så bliver jeg godt nok skuffet, siger Johanne.
Ingen af dem har særlige planer om bønner eller skriftsteder, de skal have læst på vandringen. De har deres bibler med i rygsækken, og så må læsningen blive en del af rutinen undervejs.

Selv om det er svært at forestille sig nu, er Johanne og Mai-Britt godt klar over, at rejsen vil gøre noget særligt ved dem ud over vabler og ømme ben.
– Jeg tror måske, vi vil leve lidt mere som afrikanere, hvor tiden ikke betyder så meget, gætter Johanne.
– Man bliver sikkert også mere taknemmelig for det, man har, når man har været vant til at undervære en masse, supplerer Mai-Britt.
– Eller også går man i den anden grøft og køber alt muligt, fordi man ikke længere behøver at tænke på, at det skal kunne være i rygsækken.
Et af formålene med turen er at komme på afstand af hverdagen, men pigerne har alligevel lovet at tage mobiltelefonen med. Ikke mindst af hensyn til de bekymrede forældre, der tidligere uden held har forsøgt at tale pigerne fra projektet.
– Jeg tror godt, mine forældre ville betale flybilletten, hvis vi droppede at gå, griner Johanne.