Sofavælgerens svære valg

Vi sidder skidt i det derhjemme. Altså i sofaen! Den er vind og skæv af for mange bagdele, falmet af solen og mildest talt ulækker af barnesavl og kaffeslanter.Ud skal den, det har lillemor og jeg bestemt. Ingen skal pines i den længere. Derfor skal vi have en ny eller faktisk to. Vi har skrabet bunden i husholdningskassen, solgt de tomme flasker og sidder nu med et pænt budget, som nok skal kunne indbringe et sådant siddemøbel af nogenlunde kvalitet.
Men hvad skal man vælge. Skal den være fancy eller klassisk, stof eller læder, mørk eller lys. Og er designet vigtigere end siddekomforten og vice versa. Jo, bølgerne er gået højt på det sidste i den lille kernefamilie.

Vi havde på forhånd surfet internettets sofahjørner og valgt hver sin favorit, inden vi endelig forleden begav os ud for at prøvesidde møbelhusenes udsalgsvarer.
Nu skal jeg jo ikke hænge lillemor unødigt ud. Men jeg havde altså på fornemmelsen, at hun tænkte mere på, hvordan sofaen tog sig ud, end hvordan den var at sidde i, og da jeg afgjort prioriterer omvendt, havde jeg forberedt en mindre tale til fordel for min favorit, inden vi satte os i omtalte sofa. Senere prøvesad vi hendes favorit fra nettet, og så skete der det, som ikke måtte ske. Jeg måtte erkende, at hendes favorit bare var bedre at sidde i end min. Der var mere støtte i hynderne, og faconen var bare bedre end den, jeg havde udvalgt mig hjemmefra.
Nu er jeg ikke så stolt, at jeg ikke vil give hende ret, når hun har det. Så jeg gjorde mig klar til at erkende, at hun hjemmefra havde udvist den bedste dømmekraft, og at vi derfor burde købe hendes favorit.
Så skulle problemet jo være løst. Problemet var bare, at hun i mellemtiden var blevet vældig begejstret for den sofa, jeg først havde udset mig. Den er bare pænere, siger hun. Selv om den måske ikke er helt så god at sidde i.

Vi måtte forlade butikken med uforrettet sag. Ingen var parat til at give sig, og vi står nu med en gordisk knude, som det bliver svært at løse. Hvem skal have ret, og hvem skal have fred. Det ender nok med, at én af os giver sig mod, at den anden tager opvasken en måned.

Måske skulle man skrive til Familiebrevkassen!