Familie – brevkassen
Drømmen om
den perfekte familie
idyl har vi opgivet…Brev fra et østjysk par i uddrag:
Vi har tre børn, én af dem er en dreng på 8 år. Da han var 5 begyndte børnehaven at reagere. På det tidspunkt havde vi selv i længere tid haft mange overvejelser om, hvordan vi skulle tackle ham, haft mange selvbebrejdelser (er det os, der ikke kan finde ud af det?). Vi havde taget utrolig mange hensyn i mange sammenhænge for at få det til at gå, og indskrænkede efterhånden vores sociale liv betydeligt, da det er pinefuldt at opleve skæve blikke fra omgivelserne. Ikke mange mennesker (heller ikke i kirken) ser venligt på, hvad der opleves som en uopdragen dreng, og magtesløsheden er stor, når barnet reagerer voldsomt og uhensigtsmæssigt i en social sammenhæng.
Vi sagde ja til at lade vores dreng undersøge af en psykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Hurtigt i forløbet kunne psykologen sætte nogle ord på vores drengs adfærd, som vi syntes passede utrolig godt på ham. Psykologen bad os overveje, om vores dreng ikke kunne eller ikke ville opføre sig ordentligt. Vi havde selv haft den opfattelse, at han var aggressiv og trodsig og ikke ville, men det blev klart for os, at han i virkeligheden ikke kunne tackle mange situationer. Konklusionen blev, at vores søn har særlige behov i forhold til andre almindelige børn (formentlig adfærdsforstyrret pga. manglende modning af hjernen), hvorfor han opfatter de ting, der sker, anderledes end andre.
Det var en stor lettelse at finde ud af dette og få anerkendelse af vores fornemmelse af, at noget var galt, men også en sorg, som var svær i starten.
Vi fik nogle gode redskaber til at tackle ham mere hensigtsmæssigt, hvilket har været en stor hjælp for os, da vores strategier i forhold til de andre børn slet ikke dur på ham.
Men vi kæmper stadig for at få hverdagen til at fungere for hele familien, da det også er svært for søskende med de mange konflikter og hensyn.
Vi føler, at vi med Guds hjælp har fået kræfter til at klare det indtil nu, og oplever i perioder fremgang og også over tid fremgang på nogle områder.
Derudover har vi fået styrke til at se vores søns mange stærke sider og være med til at fremelske dem og støtte ham til at bruge dem.
Drømmen om den perfekte familieidyl har vi måttet opgive, og hverdagen kan være en kamp. Vi fandt dog meget trøst i at læse Smertens Børn af John White (kristen psykiater og far).
Kommentar
Brevet er sendt med kærlige tanker til den familie, som spurgte sig lidt for sidste gang. Jeg kom igen til at tænke på, hvor hurtigt det går med at vide noget på hinandens vegne, også på børnenes, og hvor meget lidt hjælpsomt det er, både for børnene og deres forældre. Når I skriver, som I gør, hjælper det i hvert tilfælde mig til at holde lidt igen med en bedrevidende dom og lige lytte og tænke efter en gang mere og prøve at forstå i stedet for. Så tak skal I have.
Hvis der er andre familier derude, som kunne have lyst til at dele nogle erfaringer med os andre, så er I meget velkomne.
Mange hilsner
Peder Poulsen
Brev
I sidste nummer var der et indlæg, hvor en voksen kvinde spurgte om råd i forholdet til sin mor.
Det har afstedkommet en reaktion fra en mor, som giver sin datter og dennes familie nogle ord med på vejen. Ordene bærer præg af vrede og vel også af meget mere. Det gjorde indtryk på mig, da jeg læste det, og dele af det gengiver jeg her nedenfor.
Kære fromme søn/datter (som er blevet tavs)!
Jeg har læst dit smertelige brev i Udfordringen om at være ven med din mor.
Var det dig, der sagde da I hyggede jer med venner på Bibelcamping vi nåede da ikke at få sagt til mor, at vi tog af sted nu for vi har da vist fortalt, at vi skulle af sted eller hvordan var det nu der var jo så meget, der skulle nås først skidt, vi ringer, når vi kommer hjem!! Da du så efter at ha vasket, pakket ud, – gjort klar til næste tur med din kernefamilie lige ringer sikken en skuffelse hun har små dagligdags problemer som at købmandens lukker det er da for galt det gider du altså ikke høre på. Hun kan da bare tage bussen de ca. 10 km. ind i byen for at handle hvad er problemet!
. . . Noget helt andet er jo da hvis ja, hvis – vi nu får brug for én til børnene, når vi skal starte på vores arbejde igen så kan du vel træde til nå, da skal du af sted med vennerne, det er da mærkeligt, at du ikke gjorde det, da det var sommerferietid for dyrt altid det klynkeri og dine venner skal nu også holde ferie i den billige tid siger du ja ak ja, I kan snakke om pengeproblemer, sygdomme osv. men hjælpe os når vi trænger hårdt, – du er bare umulig og mig, der så gerne vil ha det godt sammen med dig nej det er umuligt, du vil jo ingenting!!
Ja, sådan kan det se ud fra en enlig mors side.
. . . Bedsteforældre drømmer også at sidde i kirken og høre ordet og så se og høre hvordan børn og børnebørn kommer og sætter sig på samme bænk som bedsteforældrene hvordan de små søger hen til de gamle et par små arme om en hals, – så må jeg synke for ikke at græde, – hvor ville det være dejligt hvis bare en enkelt af jer en enkelt søndag kom forbi fars grav, gik ind og satte sig og tog min hånd. Jeg har håbet og håbet nu er håbet slukt! Det vil ikke ske og inviterer jeg til kirke og samvær hos mig senere, – så må jeg da forstå, at det er den eneste dag I alle kan sove længe og nu er jeg da helt urimelig!!
En hilsen og et hjertesuk fra én, der også er blevet tavs!
Svar
Ja, kære tavse familie og I andre familier derude.
Når jeg læser brevet og hører disse ord, så mærker jeg, at vreden og frustrationen smitter af på mig. Og så har jeg heller ikke langt til ord som aldrig og altid og forskellige mærkater som du er helt umulig og du vil ingenting. I klummen her på siden har jeg samlet nogle sætninger om kommunikation, som I kan læse igennem i et stille øjeblik, hvis I har lyst. De har hjulpet mig mange gange, når jeg bliver følelsesmæssigt kørt op. Overordnet set, så er det umuligt blandt voksne, myndige mennesker at forlange hinanden. Jeg hører og forstår vreden og desperationen og under den vel længslen med sorgen og ensomheden. Jeg synes, I skulle dele jeres følelser med hinanden.
Konkret vil jeg foreslå og også ønske, at I vil tage en familiesnak og få på det rene, hvad I hver især ønsker, og hvad I ikke bryder jer om og så få undersøgt hos hinanden, hvad I kan få. For det lyder til, at lige nu er hvert møde mellem jer mere til sår end til trøst. I en familiesnak er temaet feltet imellem jer, hvordan I hver især har det med at være familie med hinanden. Det kan godt være, at bølgerne går lidt højt, men konflikt hører til det at være forskellige og være tæt på hinanden. Jeg ved udmærket, at jeres familiekultur ikke kender til dette her, men det er jeres familiekultur, som er ved at tage livet af jer. Så hvis I vil have et nyt resultat, tror jeg, I må handle på en ny måde.
Jeg ønsker jer lykke til og skriv gerne igen, hvordan det mon forløber.
Mange hilsner
Peder Poulsen
Familien som vækstmiljø
1. I en sund familie lærer børnene i løbet af opvæksten at værdsætte både afhængighed og selvstændighed. De lærer at bruge tid sammen med familien og at markere samhørighed i glæde og sorg.
2. I en sund familie presser og manipulerer de voksne aldrig hinanden til at ændre sig. De forsøger at inspirere hinanden til at blive mere hele mennesker.
3. Gennem familien lærer børnene åben, direkte og ærlig kommunikation uden angreb. Harme og bitterhed undgås gennem konfrontation direkte mellem de involverede parter og gennem gensidig tilgivelse.
4. I en sund familie kan de voksne frit henvende sig til hinanden for at få, hvad de har brug for; vel vidende at den anden ikke altid har det eller vil give det.
5. Kærligheden er hverken en plan eller en pligt, men en konsekvens af, hvordan vi behandler hinanden.
6. Man sætter pris på, at både børn og voksne udtrykker sig personligt og direkte: Ja! Nej!; Jeg vil have jeg vil ikke have; Jeg kan lide jeg kan ikke lide; Jeg vil jeg vil ikke!
7. Gennem familien lærer børnene klarhed om roller og ansvarsfordeling. Alle kan have forskellige roller. Alle kan tale, og alle kan lytte. Alle kan hjælpe, og alle kan bede om hjælp. Børnene oplæres til at tage ansvar for sig selv.
8. I en sund familie ser de voksne personlige forskelligheder som værdifulde grundelementer og konflikt og sorg som nødvendige ingredienser i samspillet.
9. Kun det accepteres, som gives frivilligt og med åben hånd.
10. Hjemmets normer og rammer formes ikke ud fra en ide om, hvordan en rigtig familie bør se ud, men ud fra hvem den enkelte er.
11. I en sund familie ved forældrene, at børns dybeste behov er at samarbejde med dem, de elsker.
De voksne ved, at destruktiv eller forstyrrende adfærd altid stammer fra en blokering af dette fundamentale behov.
Fra Jesper Juul og Gary Sweeten.
Samlet af Peder Poulsen
