Guds nærvær

I sommerferien har jeg besøgt en del kirker, og jeg tænker ofte, at hvis alvorligt søgende mennesker kom her for at finde Gud, ville de så kunne finde ham?Vi har det hele. Veluddannede og velformulerede præster; orgler og sangbøger, forsangere, kor, endda lovsangsgrupper; opfindsomme nye aktiviteter, som alle sammen er velmente.
Men hvor er Gud? Hvor er Ånden?
Skal danskerne virkelig gå forgæves efter Gud i kirken – nu, hvor de er allermest søgende?
Det er nemt at kritisere folkekirkens middelalderlige former, for de råber til himlen på fornyelse!
Men Guds manglende nærvær er desværre ikke kun begrænset til den „officielle kirkelighed“. Også i missionshuse og frikirker, ja selv på de gode sommerstævner kan man gå og savne – ja, Gud selv.

Mon ikke de fleste af os på et eller andet tidspunkt har oplevet Guds nærvær. Og var det ikke netop dette nærvær af den vidunderlige Gud, der gjorde, at du i dag er troende?
Jesus kalder det „den første kærlighed“ (Johs. Åb. 2,1-7).
Men hvor er Gud nu i dit liv? Oplever du stadig hans nærvær, når du går i kirke, når du beder eller læser i Bibelen?
Jeg må selv svare nej til en del af disse spørgsmål.
Men lad os ikke nøjes med det næstbedste – med religiøsiteten og programmerne. For ingen religiøsitet eller aktiviteter kan fylde vores dybeste behov. Ingen kloge prædikener eller sentimentale sange kan hamle op med Guds eget nærvær.

Længes du også efter at opleve dette nærvær igen, så opgiv ikke. Bliv ikke bitter over den ørken, du måske oplever. Vores sult efter den ægte vare kan nemt gøre os rastløse og kritiske. Men det gavner ikke at rette skytset mod „kirken“ eller „de andre“. Det handler ikke om dem, men om dig – og Gud.
Hold fast i Guds løfte om, at hvis vi søger Ham af hele vort hjerte, så vil Han lade sig finde. Når vi lukker op, så vil Han komme ind – og have fællesskab med os.
Gud har ikke glemt eller forkastet os. Han venter på, at vi søger HAM – for alvor. Og det tvinger den tid, vi lever i, os netop til.