Af Tat Stewart amerikansk missionær blandt iranere i Vesten
Nøgler til iranernes hjerter

Den amerikanske missionær Tat Stewart oplever, at mange iranere i Vesten er
utroligt åbne over for at lære Jesus at kende. Det er en særlig tid, vi må udnytte.Når man vil skrive om Irans historie i det 20. århundrede, vil året 1979 altid blive anset for et skillepunkt. Det var det år, shahen i Iran, Reza Pahlavi, blev tvunget til at abdicere. Det var også det år, Ayatollah Khomeini etablerede den Islamiske Republik Iran. Disse begivenheder har rystet det iranske folk mere end nogen anden begivenhed i moderne historie.
Det iranske folk kunne nok bedst betegnes som nominelle muslimer, men den islamiske revolution vendte op og ned på livet i Iran.
Resultatet var katastrofalt. Som en chokbølge efter et jordskælv begyndte det iranske samfund at gå i opløsning. Tusindvis af veluddannede iranere og de, der havde tætte bånd til det tidligere regime, begyndte at flygte fra landet. Den store iranske udvandring var i gang. Det er interessant at bemærke, at vi i Jeremias Bog 49,34-39 kan læse, at Gud vil bringe sin dom over elamiterne (et af de gamle navne for iranerne). Og han vil ydmyge deres konge og sprede dem til jordens ender. I årene siden den islamiske revolution er det iranske folk bogstavelig talt blevet spredt til hvert eneste kontinent på kloden.
„Men til sidst
vil jeg vende
Elams skæbne,
siger Herren.“
(Jer 49,39)

Elam er et gammelt
navn for Iran

Den næste chokbølge kom, da massevis af iranere begyndte at blive kristne som en reaktion på revolutionen. I1979 var der omkring 3.000 kristne i landet. Men i løbet af de seneste 20 år anslår man, at tallet er steget til over 1 million kristne såvel i som uden for landet.
En tredje chokbølge kom i form af forfølgelse af kirken i Iran. De kristne i landet flygtede fra den islamiske revolutions greb, fordi de pr. intuition kendte islams holdning til kristendom. De vidste, at islam ville gøre, hvad den kunne for at udslette den kristne tro. I dag foregår der en rutinemæssig forfølgelse af de kristne i Iran. Men martyrernes blod er i høj grad blevet såsæd for vækkelsen. Som pastor Mehdi Dibaj, der er en af de kristne martyrer, ofte sagde: – Kirken i Iran er som et rosenblad; jo hårdere man presser det, des bedre lugter det.
Kort sagt har den islamiske revolution forandret iranerens hjerte. Inden for det iranske samfund vil man kunne finde hele spektret af livsanskuelser, men man vil også finde nogle af de mest åbne og søgende sjæle på jorden. Gud har forberedt dem til denne tid, og han kalder os i Vesten til at være med.
Du vil ikke fortryde den tid, du giver til din iranske ven, for han vil lære dig meget mere om venskab, end du vil kunne lære ham. Du vil opleve, at han er meget mere interesseret i det åndelige end din vestlige nabo, og du vil opleve, at Gud kan berøre dit liv på ny gennem ham , når du ser, hvordan Gud arbejder med ham.

Det burde ikke komme som en overraskelse for dig, når jeg fortæller, at din iranske ven har brug for kærlighed. Du kan se, at han er dybt såret. Han har mistet så meget; han har mistet sit hjemland og sikkert også de økonomiske værdier, han havde. Men når han er kommet til Vesten, er han sikkert blevet løjet for af smuglerne, som lovede ham en let adgang til landet. Han har oplevet megen chikane fra embedsmændene her. Han har brug for en ven, som kan elske ham med Kristi uforbeholdne kærlighed. Han har brug for nogen, som kan hjælpe ham med at finde vej i sit nye hjemland.
Når jeg lytter til de utallige vidnesbyrd om iranere, der er kommet til tro, er en af nøglerne, Gud har brugt i deres liv, den uforbeholdne kærlighed fra kristne. Iranerne er meget sociale og søger ikke at være alene. Når de kommer til Vesten, er de forbløffede over, hvor opdelt vi er. Når de kommer ind i vore kirker, smiler vi til dem og hilser på dem, men det er meget sjældent, at vi inviterer dem ind i vore hjem og åbner vore liv for dem. Sådan ville det ikke være, hvis vi var på besøg i deres hjemland; her ville vi hurtigt blive inviteret ind i deres hjem. Når vi forstår dette ved deres kultur, bliver det en nøgle til at bygge bro til iranerens hjerte. Bliv en ven!

Den islamiske revolution har fået mange iranere til generelt at blive desillusionerede over religion. De har set deres religiøse lederes hykleri. De kender islams kraftesløshed, når det kommer til at forandre menneskehjerter. De er desillusionerede over mullaherne, som regerer over Iran med nådesløs underkastelse under koranen.
Ved mødet med kristendommen oplever iranerne et stort paradigmeskift i deres indre. De gennemgår en tid med mange spørgsmål, og nøglen, der skal bruges, når man fortæller om troen, er at præsentere dem for sandheden i kærlighed.
Men det er ekstremt vigtigt på dette tidspunkt, at det, vi bekender, også bliver fulgt op af et liv, som demonstrerer det, vi siger. De er blevet så desillusionerede over religion og religiøse ledere, at de ikke vil lade sig overtale af uoprigtig kristendom. Det er Kristus selv, de søger, ikke blot en formel nominel kristendom. Det må gøre os årvågne, så vi bærer en Kristi vellugt.
Fører man en mere specifik diskussion med en iransk søgende person, kan jeg ikke understrege nok, hvor vigtigt det er ikke at debattere islams svagheder. Det er langt mere produktivt at benytte det Ny Testamente og blot diskutere, hvem Kristus er, og hvad han tilbyder synderen.
Du vil så kunne hjælpe ham til at se, hvad Bibelen lærer om Guds karakter, hvordan himlen er, frelse, nåde og tro. Og du kan godt gå ud fra, at han har ikke-bibelske opfattelser af disse store sandheder.

I det arsenal af måder, vi kan dele Jesus med vore iranske venner på, må vi se til det største af vore våben. Det største våben, vi har, er, at Gud har kaldt os til at berøre iranerne på dette tidspunkt i historien. Vi ved, at Jesus sagde til Peter, at det ikke var kød eller blod, der havde åbenbaret for ham, at Jesus var Kristus. Det var Guds Ånd. I dag berører Guds Ånd iranerne over hele verden. Det betyder, at Gud allerede er gået foran dig for at vidne for iranerne i din by.
Når du lærer iranerne at kende, vil du høre flere og flere historier om deres drømme. Du kan måske have svært ved at forstå det, men jeg har fundet ud af, at de fleste muslimer, jeg kender, der er blevet kristne, har haft en eller anden drøm, som de forstod som en åbenbaring af Kristus. Drømmene har vakt en længsel efter Kristus. Jeg har valgt at se det som Gud selv, der kalder sine egne ud af verden. Det sker, fordi vi – hans kirke – ikke har formået at gå til den muslimske verden, som vi havde fået besked på. I dag er det stadig kun en lille procentdel af den vestlige missionsindsats, der rækker ud mod den muslimske verden, som udgør 20% af verdens befolkning.
Når det er Gud, der kalder disse kære mennesker, må vi være følsomme over for Helligånden og være klar til at følge op med godt bibelsk discipelskab.
Et andet bevis på Guds berøring er de mange beretninger om den forvandling, iranerne gennemgår, når de møder Jesus. En iransk mand fortalte mig om, da han var i Los Angeles. Han gik hen ad gaden på et tidspunkt af dagen, hvor en maler på en stige sagde „hej“ til ham. Det var starten på en to timer lang samtale, som fik ham til at tro på Jesus. Han sagde: – Gud fandt mig.

Jeg vil opmuntre dig til at lære de iranske kristne at kende der, hvor du bor. Få dem til at fortælle dig om, hvordan de kom til tro på Jesus. Det næste vigtige skridt vil være, at du introducerer disse iranske kristne for de søgende iranere, du kender.
Der er ingen tvivl om, at iranere er blevet unikt forberedt for evangeliet. Gud har bragt dem til vore dele af verden og han har kaldt os til at være parate til at tjene dem. I mange større byer samles der nok allerede et lille fællesskab af iranske muslimer, der er konverteret til kristendommen. Hvis vi er åbne for Guds Ånd, kan vi opleve at være Guds forbindelse mellem en ikke-troende iraner og den iranske kirke. Det kan måske overraske dig, at en ikke-troende iraner hellere vil have dig som sin ven end en landsmand, han ikke kender. Vi må benytte denne fordelagtige situation, vi har som vesterlændinge, og bruge den for Guds Riges fremme.
Tat Stewart er amerikaner, men født af amerikanske missionærer i Iran. Han leder i dag Talim Ministries, som rækker ud til iranere i Vesten.