Ørkenfred
Thomas Noer fortæller om sine oplevelser på en ørken-ekspedition med 65
deltagere, hvor der blev skabt venskaber mellem jøder og palæstinensere.I en ørken i Israel med temperaturer mellem 40 og 50 graders varme har 65 unge været på overlevelsestur i seks dage.
Lærer på Sjælland.
Aktiv i Apostolsk Kirke.
Gift og far til tre.
Julivarmen har bagt ned over de mange hoveder, der var en blanding af palæstinensere, jøder og europæiske unge. Målet med denne ekstreme oplevelse var at danne venskab mellem jøder og palæstinensere samtidig med, at europæerne fik en større forståelse for konflikten i Israel.
Startdagen, den 5. Juli 2005, var alle samlet i base camp – en lille gruppe karavaner, der er stationeret i udkanten af ørkenen ved Aravat i Israel. Ca. 15 palæstinensere, 15 jøder og 15 danskere blandet med franskmænd alle 13 til 18 år, resten var ledere og lokale tolke fra de forskellige grupperinger.
Gruppering er det bedste ord, der kan beskrive den 
første aften. Lokale ørkenbeduiner var blevet bestilt til at lave et festmåltid for ekspeditionsdeltagerne.
De to lokale grupper havde forskanset sig i hver sin lejr uden tegn på at ville i kontakt med den modsatte part. Europæerne var naive på den fede måde og blandede sig med begge grupper.
Muhammed, en ung palæstinensisk fyr, var lige blevet løsladt fra et israelsk fængsel. Han havde brudt loven ved at kaste sten efter jøderne. Han satte sig fra første time i spidsen for sine egne og skabte et skjold af vrede mod de jøder, der var til stede.
Efter beduin-måltidet var det blevet arrangeret, at vi alle skulle køre en længere strækning ud i ørkenen.
Gamle åbne militærkøretøjer var sat til vores rådighed. Her var der mulighed for at nyde en klar stjernespækket nathimmel. Idéen var god, men virkeligheden havde skræmt enhver romantisk tanke på flugt.
De to lokale grupper fnyste med slagsange og nedværdigende krigsråb mod hinanden. Vi europæere, der ikke forstod sproget, kunne kun se måbende til, mens aggressionen blussede op i højder, vi kun havde frygtet at opleve.
Pludselig sad tre af de mest fremtrædende palæstinensere bundet ind i HAMAS-tørklæder og brugte krigstegn over for deres fjender- jøderne. Jeg kunne forstå en smule af disse palæstinenseres vrede, da en af jøderne henvendte sig til mig med en snobbet overlegenhed, som kun en jøde kan udtrykke det, og sagde: This trip will have no effect!
Det verbale slagsmål blev bragt til en brat afslutning, da konvojen stoppede op ved dens første camp-site.
De kommende dage bød på hårde strabadser med 
barsk terrænkørsel. Intet kunne betragtes som enmands-præstationer. Der måtte et ægte teamfællesskab til for at få to store lastvogne og fem jeeps gennem den israelske ørken.
Flere steder måtte alle forlade deres pladser i vognene for at hjælpe med at bygge ramper, der gjorde det muligt for køretøjerne at bestige stenede skråninger.
Benjamin og Lee Noer, de lokale idéskabere og ledere for turen, blev dagligt opmuntret af det fællesskab, der langsomt begyndte at forme sig. Selv havde jeg institutionsbørn med fra opholdsstedet Jabes i Danmark. Det vante, nedværdigende sprog, disse unge normalt bruger i Danmark til at beskrive udlændinge, blev oftere og oftere erstattet med venskabstegn og kærlige kram.
I den meget ekstreme varme var det sundhedsskadeligt ikke at få nok vand. Alle deltog i fordelingen, og vandflaskerne byttede hænder mellem jøde, palæstinenser og europæer som en stafet, der havde en hånd til et fælles mål.
Nætterne kølede alle ekspeditionsdeltagerne ned. Hvis man her tog en lygte og gik en tur i ørkenens stilhed, mens alle lå og sov, ville man tydeligt kunne se, at venskabet havde besejret – alle kunne sove sammen uanset race eller hudfarve.
Den sidste dag i ørkenen blev alle sat på sporet af en skjult skat. Efter en grundig tydning af et skattekort kunne de finde skovlene frem, og en blandet gruppe på fem begyndte at grave.
Ca. 1½ meter under overfladen stødte de på en kiste. Skulder ved skulder lagde jøde, palæstinenser og europæer sig på knæ og gravede med de bare næver. Kisten kom frem i lyset, båret af hænder fra mange kulturer. Luften var tyk af forventning og ærefrygten lyste fra de støvede, solbrændte ansigter. Alle ville følge med, da låsen blev fjernet – der blev skubbet og mast fra alle sider, ingen ville gå glip af, hvad der var at finde i kisten.
Kisten indeholdt en stor læderindbundet bog. På de første sider var der et håndtegnet motiv af jeeps med ørken vandrere. Overskriften var Desert peace 2005
Alle deltagerne blev bedt om at skrive deres navne på denne side – et symbol på venskab. Et konstant minde om, at vi var sammen på denne tur. Indeholdende alle navnene blev bogen lagt tilbage i kisten og gravet ned igen. Næste ørkenekspedition kan få lov at grave den op og skrive deres navne i.
Efter seks dage under den brændende ørkensol blev alle ekspeditionsdeltagere afhentet i en luksusbus med klimaanlæg i. Turen gik til Eilat med et program, der bød på badning og snorkling mellem de smukkeste koraler.
Turen var ved at nå sin ende. Alle deltagere og ledere kunne ikke få nok af fællesskabet. Forståelsen for, at alle snart skulle hver til sit, bragte en alvor over fællesskabet. Flere gange blev der krammet og grædt. Lad, en af lederne for den palæstinensiske gruppe, fortalte mig, at han aldrig havde oplevet sine børn på denne måde. De fremmede buschauffører, der var bestilt til at køre børnene hjem, var tydeligt rørte over den afsked, de var vidner til. Børn fra forskellige lejre, der græd i armene på hinanden, udveksling af e-mail og telefonnumre og fællessang.
Som deltager på denne tur har jeg iagttaget udviklingen fra dag til dag. I et land, hvor den ene fredsaftale efter den anden har spillet fallit, er det lykkedes at skabe venskaber blandt de stridende parter.
Det fede er, at det er børn, der tager det første skridt.
Muhammed, den unge palæstinenser, der havde siddet i fængsel kort inden turen, skrev et digt, der beskrev hans oplevelser og håb:
When I came the first day
to see everyone
the group and I felt welcome
they gave me their hands
with love and hugs
with hospitality and dignity
took us out in the nature
we went to the zoo
no one was in groups.
The beautiful feeling
within everyone
cause this idea gives a present
to Palestinians and Jews
salam salam
shalom shalom
peace peace
Muhamed Nesar
De fleste europæiske deltagere har selv betalt for at deltage. Barnets Ark, en svensk hjælpeorganisation, har været eneste sponsor.
