Fra Sygdom – Til Sundhed

Troen på Guds kærlighed

Brev:

Troen på Guds Kærlighed
Kære Orla
For mange år siden sad jeg i et tomt tog om natten i København, i et S-tog, og var noget ophidset over al den modgang, jeg havde i mit trosliv med Jesus Kristus.
„Vis mig dog, hvad det er jeg gør forkert i forhold til dig,“ sådan bad jeg til Gud i toget, og en klar stemme bag mig sagde: „Du tror ikke på, at jeg elsker dig.“
Jeg troede, at der var en person i toget, jeg havde overset, og for rundt for at lede; men toget var aldeles tomt.
Jeg tror, at mange mennesker oplever Guds kærlighed under nogle velsignede møder. Men det er jo ikke det samme som dagligt at vandre i Guds kærlighed og opleve sig elsket.
Der er mange mennesker, der har det problem, at de ikke kan tro sig elsket, hverken af Gud eller af mennesker.
Det, jeg nu spørger om, er, hvorfor vi er nogle, der har vanskeligt ved at tage imod kærlighed fra andre og som har vanskeligt ved at tro sig elsket af Gud?
Er det synd eller vantro, der hindrer folk i at modtage Guds kærlighed og give den videre?
Jeg er i øjeblikket angrebet så voldsomt af selvfordømmelse, at det med at elske sin næste som sig selv (Matt. 19,19), det er umuligt, og jeg har ingen glæde af at være sammen med andre.
Med venlig hilsen
B.S. Jylland

Svar

Vi finder kærligheden i Jesu åbne favn
Kære B.S.
Jeg vil ikke kalde det synd eller vantro, det, som hindrer folk i at modtage Guds kærlighed og give den videre til andre.
Det drejer sig snarere om noget, jeg vil kalde et psyko -socialt problem. Et problem, som rigtig mange kæmper med i dagens Danmark, også kristne. Problemet har faktisk i dag et skræmmende omfang.

Problemet grundlægges i vores barndom

Problemet er næsten altid opvækst-betinget. Hermed mener jeg, at problemet for det meste grundlægges i vores barndom og ungdom.
Det er afgørende for barnets positive udvikling, at det oplever en gensidig, accepterende kontakt mellem sig selv og sine nære voksne, især i forhold til forældrene. Er denne kontakt der ikke jævnligt eller udebliver den helt, giver det ret hurtigt barnet en usikker oplevelse af sin egen person.
Et barn har ret tidligt behov for at markere sig som et selvstændigt individ i forhold til omgivelserne. Det har brug for at eksperimentere med sin egen selvstændighed. Det har brug for at blive bevidst om egne ønsker, behov og evner. Det har brug for at blive set, hørt, rost og anerkendt, men selvfølgelig også justeret i kærlighed. Derfor har barnet brug for voksne, som både kan opmuntre og rose; men også beskytte barnet.
Mange forældre har straffet og justeret for meget og rost alt for lidt. Nogle har endda helt glemt at rose og opmuntre, hvilket jo er en meget betydelig måde at give kærlighed på. Man har været overfokuseret på at pille unoderne ud af barnet, som om det var det eneste kristelige og kærlige, frem for at styrke og opmuntre barnets positive og gode sider.
En sådan opdragelses-metode rummer en afvisning af det gode i barnet, og barnet havde faktisk mest af det gode. Men det blev ikke set eller anerkendt. Små børn formår meget intenst at føle frygt som reaktion på afvisning.
Det, jeg her har nævnt, hænger for kristnes vedkommende meget sammen med, hvilket Guds-billede og menneskesyn forældrene havde. Så de Gud som den dømmende og straffende Gud, og var de selv præget i den retning af deres egen opdragelse, så lå det nært, at de overførte dette som et brutalt opdragelses-mønster til deres egne børn.
Mennesker, der som børn er blevet opdraget under dette mønster, vil siden hen møde kærlige ord og ros med stor skepsis og mistænksomhed. Ja, for nogle vil det være helt umuligt både at modtage og at give kærlighed. De har fået et alvorligt handicap med i livet. Men et handicap, der heldigvis kan helbredes. De mangler tryghed i forhold til Gud og i forhold til deres med-mennesker.

Børn har behov for at føle sig elsket

Barnet har behov for at opleve, at det har betydning i forældrenes liv. Barnet holder meget af at høre om sin egen uundværlighed eller på anden måde få den bekræftet. Følelsen af at være uundværlig, af at være elsket opstår nemlig ikke automatisk i barnet. De modsatte følelser ser derimod ud til nemmere at kunne snige sig ind i barnets sind. Følelser der har med forkastelse at gøre.
Barnet elsker at høre sætninger som disse: „Hvor er der dejligt i huset, når du er hjemme!“
eller – „Mor og far kan slet ikke undvære dig.“
Som børn længes vi efter at opleve vores forældres ros, accept, omsorg og nærhed. Det er faktisk den næring, vores opvækst behøver, for at vi også senere hen i livet vil være i stand til både at modtage og give kærlighed.
Dog viser det sig mange gange, at opvækst i en kristen familie ikke er nogen garanti for, at børnene fik den ros og accept, den omsorg og nærhed, de havde brug for, for senere at kunne blive rigtig gode til både at modtage og give kærlighed.
I mange familier i dagens Danmark ser det ud til stadigt at være vanskeligt for børnene at komme til at opfatte sig som uundværlige og elskede. Sund opvækst og opdragelse handler nemlig meget om, at barnet får sin værdi bekræftet og får bekræftet, at det er elsket.
De fleste forældre i dag har den sunde opfattelse, at de ikke vil byde deres børn det samme, som de i sin tid selv blev budt i retning af undertrykkelse, korporlig afstraffelse, streng disciplin osv. Men mange forældre har det stadigt svært med at finde ud af at give hinanden og børnene kærlighed. Vores samfund som sådan er ikke i stand til at give følelses-mæssig indlæring til os. Det burde faktisk være et skolefag.
Måske er der en løsning i, at vi som kristne over for hinanden etablerer en god følelses-mæssig kommunikation og er forbilleder på følelses-mæssig åbenhed. Der skal jo være nogen, der tør det.

Undertrykte følelser kan aktiveres igen

Nu med hensyn til din situation, som den er nu:
Det er heldigvis sådan, at glemte og undertrykte følelser kan aktiveres igen. Og følelser, vi aldrig fik lært, kan stadig læres. Dette gælder også for dig. Hvad du lærer gennem vejledning fra og ved kærlige menneskers eksempel, det vil gøde jorden for, at din egen følelsesmæssige udvikling kan komme i gang igen, så du kan få det bedre med dig selv og med menneskene omkring dig.
Selv om kærligheden ikke nåede frem til dig i din barndom, så er der stadigvæk håb. Jeg ved godt, at den perfekte, kærlige menighed ikke findes. Men alligevel er menigheden stadig Jesu åbne favn her på Jorden på trods af alle manglerne, og mange har fundet accept og kærlighed der. Menigheden er i Guds tanke kærlighedens holdeplads her på Jorden.
Her skal vi så heller ikke glemme den genvej, vi har i Kristus, gennem forbøn. Det er faktisk et både – og.

Vidnesbyrd

Kan nu rejse sig op
Kære Orla Lindskov
Vi har flere gange været til forbøn hos dig i Kristent Centrum i Aalborg med vores lille søn. Hans udvikling har været handicappet og delvist sat i stå p.g.a. sygdom.
Jeg vil nu lige fortælle, at vi for første gang har været på camping med ham, og det var meget vellykket. Han beder nu selv hele tiden om at komme op at stå og gå. Det kunne han ikke før. Han rejser sig op ved bordene og tager alt, hvad han kan nå. Han synes, det er mægtigt sjovt. Hans humør er bare så godt, som det ikke har været længe.
Hilsen
En glad mor