Traumefyldt!

Har du set, når en fodboldspiller fældes og flyver i en bue, før han mavelander på græsset?Sådan så det ud, da jeg her i sommer snublede i forteltet, fordi der var 45 grader i campingvognen, da jeg skulle tømme den for havestole og gulvtæppe og bagage og… pyha!
Måske var forskellen, at fodboldspillere normalt rejser sig op igen, mens jeg blev liggende og følte mig ret lammet.
Naboen kom vist hen og sparkede lidt til mig for at se, om jeg var død, men da jeg gav en stump lyd fra mig, gik han.
Der var naturligvis ingen, der troede, at jeg havde taget skade. Men det er man jo så vant til…!
Dog – min datter, som har arvet et omsorgsgen (fra mig), tog mig med på skadestuen lørdag aften, hvor et røntgenbillede beviste, at jeg faktisk havde brækket noget.
En alt for ung læge diskuterede med en anden ung læge, mens jeg sad og ventede – nu noget mere selvbevidst, hvor de kunne se sort på hvidt, at jeg var skadet. Ingen af lægerne havde dog forstand på brudte skuldre, så de ringede til en overlæge, som imidlertid var gået i seng og sagde, at det måtte vi se på mandag morgen. Jeg troede, det var en joke.
Mens de to unge læger var mest optaget af røntgenbillede og tekniske detaljer, kom der endelig en hjertelig sygeplejerske med et udviklet omsorgsgen. Hun bandt min arm op i en slynge og spurgte interesseret, hvor jeg lå på bibelcamping osv. Jeg følte mig straks bedre tilpas.
– Nu sker der det, at du på mandag kommer i traumebehandling, sagde hun medfølende.
Traume…? tænkte jeg. Jo, selvfølgelig, det havde da været hårdt for mig. Men ligefrem et traume…
– Det er jo bare en arm, sagde jeg ædelt og var allerede klar til at fortælle hende om dengang, jeg røg ned fra et loft og ramte en kommode, eller dengang jeg brækkede benet i Afrika og lå dernede i en uge, og…
– Jamen sådan er reglerne, afbrød hun kort.
Da jeg ved midnat kom hjem, tror jeg nok, det gjorde indtryk på min kone, at jeg ikke blot havde brækket armen, men også skulle i traumebehandling! Desværre ødelagde en camperende sygeplejerske den smule glæde ved at fortælle, at en traumebehandling blot var et fagudtryk for, at overlægen kiggede på mig og bøjede armen, indtil det gjorde av.
Næste dag begav jeg mig rundt på campingpladsen med min arm i bind, mens jeg så meget lidende ud. Medfølelsen strømmede imod mig. Det var fantastisk!
Men så lagde en Guds mand hånden på mig og bad om helbredelse. Så nu er jeg så godt som rask – men ikke uden traumer!