Benny Hinn til København i tre dage
Mirakelkonference med den verdenskendte evangelist
i Forum i tre dage i stedet for to, som hidtil planlagtKØBENHAVN – Mirakelkonferencen med Benny Hinn bliver udvidet med en dag, så den verdenskendte evangelist vil holde møder i Forum fredag den 28. -29.- 30. april 2006.Det blev oplyst på et møde i sidste uge i København for 120 præster og kirkeledere fra hele landet, hvor to af Benny Hinns medarbejdere deltog, sammen med den danske bestyrelse af arrangementet. Der er plads til 8.000 tilhørere i Forum.
– Pastor Benny Hinn ønsker at være en velsignelse for lokale præster, menigheder og andet kristent arbejde over alt. Det handler om, at se så mange mennesker frelst under helbredelsesmøderne i Forum i København, som muligt. Når 8.000 mennesker samles for at tilbede og søge Gud, så sker der noget. Vi forventer den største bevægelse af Gud, som Danmark nogensinde har set, sagde den amerikanske koordinator Kurt Kjellström til de fremmødte danske kirkeledere, der kom fra et bredt udsnit af det danske kirkeliv.
Benny Hinn har et stort team med sig til konferencen i København næste år, men Kurt Kjellstrøm efterlyste hundredvis af danske medhjælpere både før og under selve konferencen alt lige fra lovsangere, mødeværter til læger og mange flere. Han bad kirkerne involvere sig.
Brochurer, plakater og løbesedler på dansk lå allerede klar til kirkelederne til uddeling.
I USA er Benny Hinns forbedere allerede gået i gang med at bede for dagene i København.
De danske medarrangører søger at etablere 100 forbønsgrupper rundt omkring i landet. Grupperne har til formål at bede om at mange, mange danskere må vælge at følge Jesus Kristus.
– Helt konkret skal der også i grupperne bedes for konferencen. Det er så betydningsfuldt for et sådant arrangement, at alt, som skal foregå både før, under og efter, er lagt i Jesu hænder. Vi vil så gerne opleve at mennesker bliver frelst, helbredt og udfriet, og at de må erfare den glæde og fred, som kommer fra Guds hjerte.
Bønnegrupperne kommer ikke til at stå alene. Der vil blive fælles arrangementer, ligesom der vil være en ugentlig opfølgning, fortrinsvis via e-mail, til den enkelte gruppe, siger bønneleder Inger Holm Kristiansen, der inviterer til at være med i et sådant bønne-fremstød.
– Er man en del af en bønnegruppe, som ønsker at tage aktivt del i forbøn for konferencen med Benny Hinn, så vil vi gerne høre fra folk. Vi kan også henvise til en bedegruppe, som geografisk er tæt på, siger Inger Holm Kristiansen, der er gift med den danske koordinator af det store fremstød pastor Asbjørn Kristiansen.
Den øvrige danske bestyrelse af arrangementet er pastor Jørgen Christensen, pastor Jens Peder Pedersen og direktør Finn Jegård.
Der er til lejligheden oprettet en dansk hjemmeside: BennyHinn.dk