Fra politik til værgeløse dyr…
Børge Klit Johansen (56 år) har i 5½ stormfulde år været partisekretær for Kristendemokraterne.
Fire gange har han været ude at samle underskrifter for at gøre det lille parti opstillingsberettiget!
To gange i starten af 1970erne, i 1994 og i 2005.
Børge Klit har nemlig været aktiv, siden den lokale landbetjent Kaj Lysholm på Fyn fik den langhårede unge mand med i partiet.
Efter nogle vilde ungdomsår blev Børge Klit Johansen assurandør, var så nogle år i Mellemøsten, før han blev eksportsælger på Forlaget Scandinavia i København.
Fra 1984-2000 var han dansk leder af organisationen Operation Mobilisering, som nu hedder Operation Mission. Det var med OM, han tidligere havde rejst i Mellemøsten.
I fritiden var han også engageret i politik i Herlev, hvor han gentagne gange har været opstillet til byrådet for KrF, foruden at sidde i udvalg og bestyrelser. Syv perioder har han som stedfortræder afløst Fl. Kofod Svendsen i Folketinget.
Da partiet skulle have en ny partisekretær, faldt valget på den energiske Børge Klit, som har evnen at begejstre mennesker for en sag.
Og det har været 5½ travle og spændende år, siger han:
– Det har været et godt job, hvor jeg har besøgt hver eneste afkrog af landet for at starte lokalforeninger op, og det har været spændende at se mennesker vokse med opgaven.
Et parti er jo en stor uddannelses-organisation. Det er samfundsfag på højt niveau, siger Børge Klit Johansen, som har forstået at begå sig mellem partiets fløje og fraktioner.
Nu har han besluttet at gå af – før man endnu vidste, hvem der blev valgt til ny formand på landsmødet i weekenden. Hans afgang har nemlig ikke noget at gøre med, hvem der bliver valgt.
Men det er nu alligevel formandsvalget, der får den friske fynbo til at fløjte afgang og lægge kasketten:
– Ligegyldigt hvem der bliver valgt, så fortjener de, at de selv kan sammensætte et nyt team. Jeg vil gerne gøre mit til, at den kabale kan gå op, siger partisekretæren.
– Uanset hvem der bliver formand, kræver det hårdt arbejde, fingerspidsfornemmelse – og en hel del held at få partiet tilbage i Folketinget.
Det kræver, at man er et team, der trækker i samme retning i stedet for at tænke på hver sin lille Hassan med de skæve ben.
Og hvad så nu? Jo, Børge Klit Johansen skal 1. december tiltræde en stilling som leder af selveste Dyreværnet.