Ny præst i frikirken Betlehem i Vanløse
Frikirken Betlehem i Vanløse får ny præst. Det er Jørgen R. Bratkov, der er 42 år.
Han bliver indsat ved en festgudstjeneste den 9. oktober, hvor også Peter Götz, lederen af Missionsforbundet – det kirkesamfund, som Frikirken Betlehem er en del af er med til indsættelsen.
Jørgen er gift med Christina Rydkjær, der er læreruddannet og har en Organisations Psykologisk Uddannelse.
Jørgen R. Bratkov er cand.theol. fra Københavns Universitet fra 2003. Først tog han en ingeniøruddannelse, men undervejs fik han lyst til at læse teologi.
Jørgen har bred erfaring fra folke- og frikirkelige kredse.
Som helt ung var han oprindelig ateist og marxist. Da han som 21-årig dyrkede meditation, blev han klar over, at han havde brug for en frelser, der kunne hjælpe ham af med nogle negative oplevelser, han havde haft under meditationen.
– Jeg indså, at jeg havde en skyld over for Gud. Og da der var noget særligt ved Jesus, af de åndelige mestre, jeg havde hørt om, valgte jeg ham. Jeg bad Fadervor i tre dage og hørte en stemme klart sige, at jeg skulle vælge kirkens vej, fortæller Jørgen R. Bratkov til Udfordringen.
Det gjorde Jørgen, der begyndte at komme i folkekirken, i K.F.S og Luthersk Missionsforening. I menigheden København Vineyard mødte han Christina Rydkjær, der på det tidspunkt var præst i Vineyard-menigheden. Parret blev gift og har nu to små piger, Sofie på et år og Anna på to år.
I en kort periode har Jørgen R. Bratkov også været præst i et Oase-fællesskab i Silkeborg.
– Hvis man har lyst til at hilse på den nye præst og hans familie og menigheden i øvrigt, er man meget velkommen til både indsættelsesgudstjenesten og de mange andre tilbud, vi har, udtaler Birger Enemark, formand for menighedsrådet.
Frikirken Betlehem ligger på Jernbane Alle 29 i Vanløse. Der er omkring 150 medlemmer af kirken, der også har en stor ungdomsgruppe på 60-70 unge og et spejderarbejde på 40-50 drenge og piger.