Seks dage, der ændrede Mellemøsten
Et af de vigtigste og mest omfattende
værker om den korte krig med den
langvarige betydning fås nu på danskForlaget Scandinavia fortjener stor ros, fordi de har påtaget sig opgaven at udgive Michael B. Orens bestseller om Seksdageskrigen i juni 1967.Det er sjældent, at bøger med et så relativt smalt emne oversættes til dansk, men denne bog fortjener det bestemt. Bogen placerer sig internationalt som et af de vigtigste og mest omfattende værker om denne korte krig, der har fået så stor og langvarig betydning for den mellemøstlige politiske situation.
Forfatteren Michael B. Oren er seniorforsker ved Shalem Center, der skulle være en konservativ tænke-tank i Jerusalem. Han er blandt andet uddannet ved Princeton universitetet i USA og har tidligere arbejdet som rådgiver for premierminister Yitzhak Rabin.
Som udgangspunkt er dette altså en israelsk/amerikansk skildring af junikrigen, men forfatteren forsøger med dette udgangspunkt at se objektivt på krigen. Det er en umulig opgave, men han er fra den israelske højrefløj blevet beskyldt for i bogen at rehabilitere den ægyptiske præsident Nasser, og fra anden side for alene at tage israelernes parti.
At det er en bog, mange har meninger om, bevises af, at der på internetboghandlen ama-zons hjemmeside er 104 personlige anmeldelser af den. På amazon får den 4,5 stjerner ud af 5, hvilket er meget positivt.
Forfatteren ser på emnet ud fra en historisk og politisk vinkel og har sin styrke i skildringen af det diplomatiske og politiske spil både i optakten til og under krigen. Han har gennemgået en enorm mæng-de kilder og har interviewet mange personer, der var involveret i krigen. Gennemgangen af kilderne viser, at Seksdageskrigen ikke var en erobrings-krig, de israelske politikere ønskede, men en forsvarskrig mod arabiske lande og nationale ledere, der måske af indenrigspolitiske årsager ønskede at udslette staten Israel.
Bogens undertitel: Nye grænser for det moderne Mellemøsten kan være lidt misvisende, idet krigens efterveer kun behandles på de sidste 30 sider, mens den spændende skildring af optakten til krigen fylder 210 sider.
Det er ikke en typisk bog at finde blandt Scandinavias udgivelser og i forlagets egen omtale af bogen siges det, at læseren først og fremmest vil opleve miraklerne på slagmarken. Ordet mirakel bliver ikke brugt ofte i bogen, og det er helt tydeligt, at det ikke er med formålet at skildre miraklerne på slagmarken, at Michael B. Oren har skrevet bogen – heldigvis. Den detaljerede skildring af kamphandlingerne dag for dag, er holdt i et fortællende sprog med mange citater fra personer, der deltog. Alligevel bliver det som en beskrivelse af et krigsspil, hvor kriges gru og lidelser ikke kommer frem. Hvis denne krig ikke havde medført lidelse, ville det have været et mirakel.
Den danske oversættelse ville have haft godt af en ekstra gennemlæsning af nogen med kendskab til historie og militære betegnelser. Eksempelvis er en militærgrad oversat med kvartermester, hvilket ikke længere er en gradsbetegnelse på dansk. Andre udtryk er ikke oversat. Eksempelvis vil ordet half-track, der er en pansret mandskabsvogn, ikke være kendt af mange, der ikke er militært eller engelsk kyndige. Ingen kort og kun få af de særdeles grundige noter er oversat, hvilket må høre med til en dansk oversættelse, når noterne fylder 100 sider af bogen.
Disse skønhedspletter til trods er det en særdeles læseværdig bog, der helt sikkert bliver en klassiker både på engelsk og dansk, til belysning af nogle dage i juni, der ændrede Mellemøstens historie og politik radikalt.
Michael B. Oren:
Seksdageskrigen – nye grænser for det moderne Mellemøsten 543 sider 348 kr.
Scandinavia