Baptistkirker fusionerer
ESBJERG – Esbjerg Baptistmenighed har masser af mennesker, men ingen penge. I Sønderjyllands Baptistkirke er det lige omvendt.Derfor har de to menigheder gennem et par år arbejdet hen mod en fusion. Ved årsskiftet 2006-2007 smelter de to menigheder sammen til Sydjyllands Baptistmenighed.
I den nuværende Esbjerg Baptistmenighed har man i øjeblikket spejderarbejde og et stort gospelkor. Desuden har kirken for nylig taget imod cirka 40 burmesere, hvoraf de fleste er blevet medlemmer af kirken.
Baptistkirkens generalsekretær Jan Kornholt håber, at fusionen vil få andre menigheder til at arbejde tættere sammen.
– Umiddelbart er der ikke meget mission i en fusion, men i dette tilfælde er der tale om en vind-vind-situation, hvor det at dele ressourcer vil give begge menigheder nye missionsmuligheder. Jeg oplever, at der er en begejstring og en positiv forventning til samarbejdet i begge menigheder, siger han til Baptistkirkens Nyhedsbrev.
– ole