Dag Hammarskjöld og hans Vejmærker

Selv er han blevet kaldt en politisk Einstein, og Vejmærker beskrives som den forunderligste dagbog, nogen diplomat har efterladt. – Her er et menneske, der fører hvidbog over sine forhandlinger med sig selv – og Gud. En åndelig øvelse, skrev Tom Kristensen om Dag Hammarskjölds bog Vejmærker, der udkom to år efter, at hans fly blev knust over Afrika 18. september 1961, måske ved et attentat.

Af Chr. Andersen
tidl. sognepræst
Odense

Dag Hammarskjöld blev født 1905 på livets solside. Hans hjem var slottet i Uppsala, hvor faderen var landshøvding. Begge forældre tilhørte gamle kulturslægter. Faderen var statsminister under første verdenskrig. I en generation var der fire ministre, der bar navner Hammarskjöld. Fra faderen arvede han pligten og fra moderen troen. Begge dele mødte han i Albert Schweitzers etik, som prægede ham.

Dag Hammarskjöld var en enestående begavelse. Juridisk eksamen tog han på godt 1½ år. Som 28-årig fik han doktorgraden. Disputatsen var langvarig og lå på så højt et plan, at kun få kunne følge med. To år efter var Dag Hammarskjöld departementschef. Karrieren steg stejlt. Han var hoveddelegeret ved FN i 1949 og 1951-53. Større ting ventede.
Det kom i 1953, da han blev udnævnt til generalsekretær for FN som et kompromis. Tre andre emner var gledet ud, men Dag Hammarskjöld kunne samle, da han var kendt for sine diplomatiske evner. Han var ugift. Derfor var der stor forventning hos FNs 2500 kvindelige medarbejdere. Men han skuffede, kom ikke til deres møder!
I 1956 opstod en alvorlig krise i Mellemøsten, da oberst Nasser nationaliserede aktieselskabet, der stod bag Suezkanalen. Dag Hammarskjöld fik fuldmagt til at oprette en FN-styrke, der skulle sikre freden. Generalsekretæren høstede stor anerkendelse for konfliktløsning, der skabte ham en friere stilling. Han skulle ikke blot ekspedere sagerne, men kunne selv tage initiativ. Men en alvorlig situation lå for.
I Ungarn rejstes en oprørsbevægelse mod Sovjets besættelse. Den blev nådesløst knust af op til 25.000 kampvogne. Selvfølgelig hævede der sig kritiske røster mod Dag Hammarskjöld, mens andre begejstret så ham som en politisk Einstein. I 1957 blev Dag Hammarskjöld enstemmigt genvalgt for en ny 5-års periode.

I 1960 kom Afrika på dagsordenen. Frihedsbevægelser skyllede gennem det mørke kontinent. I Congo havde den rige provins Katanga løsrevet sig under Tshombe. FN ville bringe landsdelen tilbage. Men Sovjet havde andre planer. Gå! sagde Kruschev ved et bevæget møde i FNs generalforsamling, mens han trommede med hænderne. Nej! sagde Dag Hammarskjöld.
– Det er let nok at gå, men det kræver mod at blive. Det er de små lande, der trænger til støtte. De ønsker, at jeg skal blive!
De asiatiske og afrikanske lande havde oplevet Dag Hammarskjöld som en, der lyttede til dem. Men selv om Kruschevs angreb var ude af trit, blev noget hængende. Dag Hammarskjölds stjernestatus var blegnet.
Natten mellem 17.-18. september 1961 fløj han mod Ndola i det nuværende Zambia for at møde Tshombe, men flyet eksploderede, og alle omkom. Flere teorier er fremsat lige fra selvmord – afvist af Retten – over pilotfejl til sabotageforsøg, iværksat af Tshombe eller et belgisk mineselskab. Ulykken er uopklaret.

Ved indvielsen af andagtsrummet i FNs bygning havde Dag Hammarskjöld udtalt:
– Dette rum er helliget freden og dem, der gav deres liv for freden.
Det er mærkeligt, at flere store, der ville freden, blev myrdet – Gandhi, Bernadotte, Luther King og måske også Dag Hammarskjöld. Sidstnævnte fik Nobels fredspris i 1961 – efter sin død.
I 1963 udkom Dag Hammarskjölds dagbog Vejmærker, på dansk i 1965. Den vakte stor opmærksomhed, for den indeholdt intet om hans ydre gerning, heller ikke om hans liv som FNs øverste. Hvad da? Dagbogen fortæller om hans indre liv – „mine forhandlinger med mig selv – og Gud“. Det overraskede, at den blufærdige Dag Hammar-skjöld udleverede mange af sine tanker, også negative, til offentligheden. Måske skrev han dagbogen som en indrømmelse af egne svagheder, hvor han ellers lukkede af. Men Vejmærker blev ikke helt forstået. Han var præget af Thomas a Kempis „Kristi Efterfølgelse“ og Middelalderens mystik. Nogle af Dag Hammarskjölds tanker kunne med ond vilje tolkes, som om han identificerede sig med Kristus, hvad forfatteren næppe havde tænkt.
Tanken om udvælgelse lå dybt hos Dag Hammarskjöld. Det slog en dansk kritiker, ambassadør Eyvind Bartels ned på. Dag Hammarskjöld ville opstille en myte om sin egen person, mente han.
– Jeg tror afgjort ikke, at han var „kaldet“ – i dette ords religiøse betydning – og ser derfor i hans påstand herom en utålelig prætention.
Bartels var kristen, men hans kritik er delvis forfejlet. Den berømte troldsplint i øjet.

Fra den anden side af sundet kom en endnu skarpere kritik. Sverige havde tre stjerner på den kulturelle arena, Ingemar Hedenius, Herbert Tingsten og Olof Lagerkranz, alle ateister. Lagerkranz, der var Dagens Nyheters frygtede chefredaktør, tog sig nådesløst af dagbogen. Forfærdet rejste han spørgsmålet: Blev generalsekretærens og dermed verdensorganisationens politik påvirket af, at det var en mystiker og troende, som udformede den? Hvad har vi risikeret?
– Jeg tror, at det var lykkeligt, at Hammarskjöld døde, inden kristendommen kom til at rykke ham endnu længere bort fra virkeligheden.
Han føjede til, at Dag Hammarskjöld syntes at slutte sig til et slags begyndende Messiasvanvid. Tankevækkende, at høj intelligens ikke er et værn mod fordomme.

I et af de sidste Vejmærker fra december 1960 skriver Dag Hammarskjöld:
Vejen, du skal følge den.
Lykken, du skal glemme den.
Smerten, du skal skjule den.
Svaret, du skal lære det.
Facit, du skal bære det.
Tidligere var døden altid med i selskabet. Nu har jeg den altid til bords, jeg må blive venner med den.
Forfatteren C.P. Snow trænger dybt ind i gåden Aladdinskikkelsen Dag Hammarskjöld : – Bag hans blændende begavelse, hans magt og i verdens øjne strålende succes lå en stærk ensomhedsfølelse, en drift mod døden, som forløstes, da hans fly knustes under en officiel FN-rejse i Afrika.