Debat

Kan kristne blive skilt?
Flere vidnesbyrd og artikler i Udfordringen skildrer mennesker, der er blevet skilt fra en tidligere ægtefælle og har giftet sig igen. Nogle mener til og med, at det er Gud, der har givet tilladelse, ja, måske ligefrem opfordret dem til det.
Er Gud kommet i konflikt med sit eget ord, eller har kirkerne tilladt en ubibelsk praksis i ”næstekærlighedens” navn? Er præster og forstandere blevet blinde vejledere for blinde?
Husk, Gud er kærlighed, og hans bud er givet for at beskytte det enkelte menneske og familien. Vi gavner både os selv, vore familier og vore menigheder ved at holde fast ved Guds ord, selv om det af og til gør ondt.
(Forkortet red.)
Allan Kragelund Hansen
Blåkildevej 28
9220 Aalborg Øst

Også for børn
Jesus er gået af mode. Nyt ord for Gud er IntelligentDesign.
Hvis man skal tro en meningsmåling på Danmarks Radios hjemmeside, er der i skrivende stund et lille flertal for et ja til spørgsmålet:
Skal skabelseslære og „intelligent design“ ind i skolens naturfag? Nu kan vi glæde os over, at vi har en undervisningsminister, som også er kirkeminister.
Vi kan derfor håbe på, at han vil reagere positivt på denne meningsmåling, så skolebørn får en mere nuanceret undervisning end Darwins evolutionslære.
Bertel Haarder burde i grunden tage skridtet fuldt ud og foreslå indførelse af både morgensang og morgenbøn i alle danske skoler.
Vi befinder os altså i et kristent land, hvor mange forholder sig til Gud hver dag. Gud er da også for børn!
(Forkortet red.)
Knud Held-Hansen
Th. Staunings Vej 12
9210 Aalborg SØ

Freden finder man i kirken
Jeg har som så mange andre mennesker ofte så travlt, der er så meget, vi synes er nødvendigt, vi skal nå. Vi får i dag så mange informationer, holdninger og ny viden, vi hele tiden skal forholde os til.
Det kan for nogle mennesker godt skabe utryghed og frustrationer, derfor er det vigtigt, at vi i vores hverdag finder nogle fristeder, hvor man kan koble fra og bare være til stede.
Kirken er en ramme, vi alle kender. Der kan man finde trygheden, og den har nogle faste vaner og traditioner. Det er noget, vi kan forholde os til, og det varmer.
Derfor kan jeg nyde, når tiden er meget stresset, bare at sætte mig ind i kirken og overvære gudstjenesten.
Valborg Kasch
Grønnegade 34
6870 Ølgod