Fra hvide knoer til frihedens latter
En personlig beretning fra en sommersejlads med sejlskibet AgapeMine to sønner, Morten på 26, Lasse på 29, min datter Anina på 12 og jeg blev i sommer inviteret med på et socialt projekt med sejlskibet Agape. Formålet var at skabe sociale relationer med andre ligesindede, der ligesom os trængte til at komme lidt væk fra hverdagen og komme hinanden ved på en ny og nær måde. 
Det skulle især handle om samarbejde, godt sømandskab, læren om at sætte sejl, binde og splejse reb, navigere og meget andet, som hører sig til på havet.
Det lød rigtig spændende; men det, der for mit vedkommende gjorde, at jeg straks takkede ja og glemte min vanvittige store skræk for at sejle, blive søsyg, drukne og alverdens andre havulykker, var chancen for, at alle mine børn og jeg kunne være tæt sammen i fem døgn uden undskyldning for noget andet.
Jeg har tit drømt om en ferie eller lignende med mine børn, men misbrug, dødsfald, udbrændthed, depressioner, angst og uoverskuelig dårlig økonomi har stået i vejen for dette.
Havde jeg alligevel trodset disse forhindringer og taget på en charterferie med mine børn, er jeg sikker på, at udbyttet havde været minimalt i forhold til denne tur. Dels havde drengene sikkert haft travlt med at finde en bar, hvor de kunne skylle efter ovenpå et snif kokain eller lidt rygeheroin og diverse piller, og jeg skulle nok have en joint at slappe af på, så jeg bedre kunne kontrollere og holde sammen på familien.
Men heldigvis er der løbet meget vand i åen siden. Jeg tror, Gud har hørt alle mine bønner, som jeg startede med at sende af sted i 1995, hvor jeg blev kristen. Og selv om jeg tit har glemt Gud, må jeg sande, at han ikke har glemt mig og mine børn. Drengene er i dag ædru og ude af stofmisbrug, og jeg har set, hvordan de er vokset enormt personligt og åndeligt og er i en rivende udvikling.
Det inspirerede mig så meget, at jeg måtte tage mit eget liv op til revision. Jeg har sagt farvel til min hyggejoint, og selv vin og spiritus er lagt på hylden, selv om det ikke har fyldt særligt meget i mit liv. Mange velsignelser ligger i dette. Anina har fået sine brødre igen, de er i fuld gang med at lære hinanden at kende, og jeg er som mor blevet nærværende og tør og kan stå fast i konflikter.
Ikke at målet er nået; men jeg har fundet vejen og er med Gud og mine børn begyndt den lange og spændende vandring. Jeg har siden min vej tilbage til livet oplevet så mange velsignelser. Deriblandt invitationen med Agape.
Jeg spurgte mig selv flere gange, hvad jeg dog tænkte på, når jeg sagde ja til fem døgn på havet uden mulighed for at styre vejret og størrelsen på bølgerne. Da vi fik invitationen, var den danske sommer på sit højeste. Blå himmel, sol og ingen vind. Jeg bad om, at hvis det skulle blive dårligt vejr, så skulle det være nu, mens jeg var trygt hjemme i min kolonihave med fast grund under fødderne.
Selvom der var tre uger til afgang, fulgte jeg nærmest panisk med i vejrudsigten. Og de lovede fint vejr, lige indtil dagen før, vi skulle af sted. Så kom den. Vinden.
De næste forberedelser med de seneste prognoser var at uddelegere ordre til drengene om, hvem der skulle bjerge hvem, og hvordan de skulle forholde sig til, at jeg gik i panik eller blev søsyg. Det ville selvfølgelig have været nemmere, hvis jeg stak halen mellem benene og opgav turen; men jeg havde jo besluttet mig for at gøre noget ved den angst, og hvornår ville vi ellers få en sådan chance for en nærværs-tur igen? Måske aldrig.
Morten fik mig til at forstå, at jeg ikke kunne ændre vejr og vind med mine bekymringer, og jeg gik i gang med at forberede og pakke.
Søndag den 17. juli blev vi fire sømænd, fire søkvinder, tre sødrenge og en søpige påmønstret i Sjællands Odde, hvor vi blev præsenteret for de seks besætningsmedlemmer, skibsorden og regler. Vi fandt vores køjer, fik pakket forsyningerne ud og anrettede en let frokost på dækket og ventede spændt på at høre, hvilken kurs skipper havde besluttet.
Den oprindelige plan for første stop var Anholt, svømmetur med sælerne, sightseeing på øen og overnatning i havnen. Men det blæste. 16 sekundmeter.
Det kunne i mit univers kun betyde en overnatning i Sjællands Odde. Men besætningen var af en anden opfattelse. En lille sejlads på tre-fire timer til Hundested. Bare så vi kunne vænne os til havet. Jeg takkede ja til en søsygepille. Vi lettede anker og stred ud på havet. Vi, som var lidt usikre, blev henvist agter på skibet, hvor båden lå mest stabilt på vandet.
Jeg fattede grebet om et udspændt tov og rettede mit blik langt ud over horisonten for at modvirke søsyge. På et tidspunkt opdagede jeg, at min hånd og arm var ved at blive følelsesløse, og mine knoer var helt hvide. Jeg turde simpelt hen ikke at slippe. Jeg sad så der, naglet fast til mit tov med en stor knude i maven, som ydermere begyndte at trykke på min blære.
Jeg overvejede, hvad jeg helst ville. Tisse i bukserne eller slippe mit tov og forsøge mig hen over dækket og ned i kahytten til toilettet. Jeg så mig omkring og lagde mærke til, at alle mændene var afslappede og havde smil på læberne. Nogle valsede lidt frem og tilbage mellem hinanden, snakkede, pegede rundt, og jeg kunne se, at de oplevede. Jeg blev nødt til at spørge Skipper om, hvor hård sø sådan et træskib egentlig kunne klare.
Han smilede på den mest faderlige måde og fortalte, at han havde sejlet i storm tæt på orkan med gæster, der morede sig. Afgørelsen blev taget, og jeg halvt kravlede, halvt dansede ned på toilettet.
Der fandt jeg ud af, at har man tendens til søsyge, er den bedste plads på dækket med blikket rettet ud over horisonten. Det føltes, som om min hjerne var i en centrifuge. Nærmere kan jeg nok ikke komme det.
Det pudsige var, at det standsede, så snart jeg stod på dækket igen. Da jeg kom tilbage på min plads, hvor jeg igen fattede om reb og ræling, var den ene af drengene bukket under for søsygen. Desværre valgte han trods megen omsorg og hjælp at afmønstre i Hundested.
Der blev serveret en dejlig middag, og alle havde en særdeles god appetit. Der blev holdt møde om morgendagens planer, og dagens sømand blev kåret ved fælles afstemning. Det blev Birgit, der tog sig særligt af den søsyge og det på trods af sin egen kamp mod det samme. Flot klaret!
Alle var trætte og kravlede i køjen. Klokken fem vågnede Anina og jeg og listede os ned på stranden, hvor vi badede og nød solopgangen og stilheden.
Der var stadig stille på skibet, da vi kom tilbage, og vi fandt vores tegnegrej frem. Jeg tegnede et portræt af Anina, som overraskede os begge. Det har sikkert været den ro, der var omkring os, der virkede på magisk vis. Der begyndte at komme liv på dækket, og morgenmaden blev serveret. Der var hjemmefra lavet et skema med opdeling af maddage. Vi var tre på hvert hold, som stod for fuld forplejning hele dagen.
Altså en dag i kabyssen og fire dages forkælelse. Det var med til at skabe en frihed ombord, da vi jo kunne lave lige, hvad vi havde lyst til. Selv på maddagen var der tid til det.
Efter morgenmaden stred vi ud på havet med kurs mod Varberg. En sejlads på 10 timer. Vejret var med os. Blå himmel, få smukke skyer og masser af sol. Og ikke mindst en vind på kun fire sekundmeter. Nu var der endelig tid og overskud til at være social og summe frit rundt på dækket og udforske skibet, snakke og lære hinanden lidt mere at kende.
Da vejret var fint, blev der sat gynger et par meter ud over rælingen, hvor modige og barnlige sjæle kunne sidde lige over vandet og mærke fremdriften. Jeg var lidt misundelig, men turde ikke.
Der blev spillet spil, slikket solskin, læst, serveret frokost, kaffe, saft og kage, og besætningen fortalte historier om tidligere ture med skibet. Der blev sat sejl, og jeg kunne se, det krævede muskler og samarbejde, hvad jeg nogle dage senere måtte sande, da det blev min tur. Jeg brugte hele min krop i hvert træk, da der ikke var nok muskler i mine arme.
Jeg har aldrig været særlig god til at slappe af ret længe ad gangen; men her på skibet var der simpelthen ikke tid til andet. Ikke engang dagligdagens bekymringer kunne snige sig ind på mig. Store bølger var i går, morgendagen var kun en illusion. Tænkte slet ikke på, hvordan vejret blev på resten af turen. Jeg var placeret i nuet. Hvilken frihed!
Vi nåede Varberg med en dejlig dag bag os. Det var en flot tur ind til byen. En stor borg tilbage fra Valdemar Atterdag lå ud til havet, oplyst i aftensol. Og spændende er det jo altid at komme til en ny by.
Næste morgen sejlede vi længere mod nord, hvor vi skulle lægge til i en naturhavn. Vejret var en blanding af sol og regn. Vinden tog godt fat i havet, og nu var chancen for at lære at gå på det urolige dæk. Det gik faktisk rigtig godt, og jeg oplevede, at min angst var ved at fortage sig. Alle var trygge og glade og spændt på at nå frem.
Det tog otte timer, og vi sejlede ind mellem små klippeøer og kastede anker mellem smukke lave klippeøer. Meget farverigt.
Her var der plads til at lege. Nogle klatrede op i masten og sprang i vandet, der blev svinget i tov, og våddragter og svømmefødder kom i brug. Andre fik en tur i gummibåden og gik rundt og nød naturen på øerne. For mit vedkommende blev jeg om bord bag mit kamera. Men det var rigtig dejligt at se, hvordan alle morede sig og nød den uberørte natur.
Næste morgen blev planen om skærgården ved Göteborg ændret på grund af dårligt vejr. Igen for meget vind. Så vi vendte om, og turen gik tilbage til Varberg som var den nærmeste havn. Turen skulle ikke være for lang, da der var hård sø.
Det var Anina især glad for, da det nu var hendes tur til en omgang søsyge. Jeg tror især, det skyldtes, at hun ikke ville op med det samme og nåede så at blive syg i kahytten. Men vi fik overtalt hende til at komme op, og så gik det hurtigt bedre. Det var så også min maddag. Jeg var heldigvis blevet bedre til at færdes under dæk, men det var ikke nødvendigt at lave frokost, før vi var i Varberg. Der var ikke rigtig nogen appetit om bord.
Vi fik handlet, lavet mad og nogle sov til middag oven på den hårde tur. Det var Lasses fødselsdag, så Anina og jeg lavede lagkager med masser af jordbær. Om aftenen gik vi op på borgen og så solen gå ned. Ny dag, nye planer. Vi blev nødt til at vende hjemad. Meteorologerne lovede ikke for godt vejr, så det blev besluttet, at vi skulle sejle til Hamstad seks-otte timer længere sydpå.
Der ville der så være en overraskelse i vente. Vi var ellers ved at vænne os til vejret, og jeg syntes, jeg var blevet ret god til at styre balancen, og min angst var ganske enkelt forsvundet. Vi fik lært at splejse reb og binde forskellige knuder på turen til Hamstad. Nogle fik også flettet armbånd, snørebånd og endda syet og repareret sko.
Vi sejlede gennem en lang kanal frem til byen, og da vi nåede frem, fik vi alle noget af et chok. Vi lagde til klods op ad en byfest med tivoli, plastik, støj og kulørte lamper. Det var noget af en omvæltning.
Jeg må indrømme, at jeg blev noget nedtrykt over den forandring, men tog mig sammen og valgte at få det bedste ud af det. Tivoliet lukkede til midnat, og så blev der vel lidt roligere. Der var også et træf med mange store gamle træskibe, og flotte så de ud. Byen var også rigtig hyggelig, pæn og meget stor med mange gode udstillinger. Noget for enhver smag.
Vi samledes så om aftensmaden, og den første overraskelse blev åbenbaret. Det var Skippers første tur på Agape. Tradition tro skulle han døbes. Der er mange måder at gøre det på, og retsrådet, som hurtigt blev udvalgt, besluttede, at da vi nu var i tivoliland, skulle han ud at køre i børnekarrusel, og til hans store skræk skulle han også en tur i et omvendt elastikspring. Han blev skudt op i luften fra en katapult eller lignende. Det gik heldigvis godt, og han var noget lettet, da han blev ført til kajen, og dåben blev afsluttet med en tur i kanalen efterfulgt af tre-fire sympatisører.
Nu var aftenen fri og vi kunne gå ud og se os omkring. Vi skulle mødes på skibet klokken 23 præcis, og vi modtog den anden overraskelse. Vi skulle sejle klokken 24 direkte til Sjællands Odde. En sejlads på 10 timer.
Anina og den ene af drengene og jeg besluttede os for at sove på dækket. Vi redte op, og natsejladsen startede. Det var helt fantastisk. Høj sø og fuldmåne. Det var så smukt.
Månen spejlede sig i de store bølger, og himlen var skyfri, så vi fik set alle stjernerne.
Børnene faldt i søvn, men det opgav jeg helt. Dels måtte jeg holde fast i deres soveposer, da de ellers ville kurre ned på dækket, hvor de ville blive overskyllet af bølgerne, der slog ind over skibet. Men også fordi natten var for smuk til, at jeg bare kunne sove. Jeg ville have det hele med.
Morgengryet, solopgangen, månen, der forsvandt stille og roligt, og de fantastiske bølger, som jeg var begyndt at elske.
Jeg stod på dækket og fulgte dets bevægelser med tårer i øjnene og skraldgrinede. Jeg glædede mig over denne fantastiske tur sammen med nogle rigtig dejlige mennesker, mange oplevelser, ydre som indre. Jeg følte mig uovervindelig og lykkelig. Og mine børn har endelig fået en god fælles oplevelse.
Når jeg ser tilbage på denne tur, fyldes jeg med glæde og indimellem af savn. Jeg håber virkelig, der venter os flere ture af den slags. Måske Troels Kløvedal en dag mangler en gast. Hvem ved?
Hilsen Lo Liff.
