Kristendemokraterne skærper profilen
Stridsøkserne blev begravet på week-endens repræsentantskabsmøde- Vi skal ikke være et parti, der er bange for at skræmme vælgerne væk, for ellers når vi ingen, sagde den afgående landsformand Marianne Karlsmose i sin sidste formandsberetning.
Marianne Karlsmose kom i sin beretning med kommentarer til den aktuelle politiske situation, men gav dog ikke selv eksempler på den skærpede profil.
Man kunne nok have ventet, at landsmødet var blevet brugt på selvransagelse oven på nederlaget i forbindelse med folketingsvalget tidligere på året, men den debat var åbenbart overstået før landsmødet.
Mange af de delegerede benyttede anledningen til at takke Marianne Karlsmose for hendes tid som formand, og der blev ikke lagt skjul på, at det har været noget nær en umulig opgave at stå i spidsen for det lille parti.
Kristendemokraternes ledelse har haft svært ved at skjule den store uenighed mellem partiets folketingsgruppe og partiets formandskab.
Der var også plads til at lufte enkelte politiske tanker. Især regeringens afskaffelse af friskoleelevernes transporttilskud blev kritiseret voldsomt.
– Frihedsidealerne i Venstre har trange kår i disse tider, sagde Esther Iversen fra Sønderjyllands amt, – friskolerne har altid været frie skoler med særlige holdninger.
Venstres forslag om at afskaffe befordringsordningen går direkte imod frihedsidealerne og gør det vanskeligt for friskolerne at overleve i fremtiden.
Sammen med takken til den afgående formand var der en klar opfordring fra flere af de delegerede om at bakke 100% op om den nyvalgte formand.
– Vi skal lære at bakke op om vores nye formand udadtil og så tage debatten internt i partiet efterfølgende, sagde flere af de delegerede inden spørgsmålet om, hvem der skulle være Kristendemokraternes nye formand.
Kun fremtiden vil vise, om partiets brede medlemsskare kan leve op til den klare opfordring.