Ny folder skaber røre
En ny folder om Bibelens syn på homoseksualitet skabte masser af debat og nyt fokus på det svære emne i den forløbne ugeIntet emne har vel fyldt så meget i den folkekirkelige debat de sidste 10 år som kirkens forhold til homoseksualitet.To gange har landets biskopper udtalt sig. Først med indførelse af en vielseslignende kirkelig markering af registreret partnerskab, og senest med en opfordring til ikke menneskeligt eller kristeligt at fordømme homoseksualitet. Begge gange har udtalelserne mødt voldsom modstand fra de mest bibeltro dele af kirken.
Nu har otte folkekirkelige organisationer selv bragt emnet på banen med en folder, der fastholder det bibelske syn, at praktiseret homoseksualitet er synd, men også understreger, at kirken ikke bør møde homoseksuelle med løftede pegefingre, men med åbne arme.
Hæftet slutter med en personlig betragtning fra Karsten Amby, der arbejder som indremissionær i København.
Han betegner sig som en kristen med homoseksuelle følelser, der har valgt at leve i cølibat.
– Af Bibelen lærer jeg, at når seksualiteten skal udfoldes i forhold til et andet menneske, skal det ske med ægteskabet som ramme og med en af modsat køn. For den homoseksuelle må det betyde et liv i cølibat, skriver han.
– ….måske ændrer min seksualitet retning (det sker faktisk for nogen). Men det vigtigste er, at jeg i Jesus møder ham, som elsker mig og accepterer mig, som den, jeg er i dag. …Det er ved at møde hans kærlighed til mig, at jeg har vovet at begynde at elske mig selv.
En anden af folderens forfattere er sognepræst Peter Søes fra København, der i flere medier har måttet forsvare folderen, som flere steder er blevet fremstillet som diskriminerende over for homoseksuelle.
– Det gør mig vred, når biskopper og andre hævder, at Bibelen ikke kan bruges til at sige noget om homoseksualitet, fordi den er skrevet for så længe siden. Det afgørende er, at der også fandtes homoseksuelle forhold dengang, og Bibelen afviser dem, siger Peter Søes til MetroXpress.
Han fastslår desuden, at folderen er målrettet kristne, som ønsker et hurtigt indblik i Bibelens syn på homoseksualitet.