Til Rom som pilgrim
Den danske katolik Stig Holsting har skrevet en varm og inspirerende åndelig guide til det kristne Rom. Anmelderen har kun en anke mod den: at den – trods dens 230 sider – er for kort!Formodentlig ikke mange af Udfordringens læsere kunne finde på at tage på en kultur – og kunstrejse – endsige en pilgrimsrejse til Rom! Dog-merne eller fordommene ville stå i vejen, paven være for tæt på, eller tænk nu hvis venner hjemme i menigheden troede, at man var blevet sådan helt romersk katolsk! Har du det sådan, skal du måske begynde med denne bog!
Stig Holstings Pilgrim i Rom er ikke en vanlig turistguide, med bykort og kunsthistoriske highlights, men en åndelig guide til det kristne Rom. Det, der først og fremmest slår én, er den historiebevidsthed, den rige tradition, der er en uadskillelig del af det katolske fromhedsliv. Historieløsheden, der præger vor postmodernistiske tid, og foragten for Traditionen behøver ikke kun være en befrielse fra en religiøs byrde men kan også være udtryk for en åndelig fattigdom.
Vil man forstå hvorfor katolikkerne elsker deres pave, ærer deres helgener, elsker Jesu moder og deres kirke, så er her en bog, der bedre end mange teologiske værker inviterer læseren inden for til en verden, der er ukendt for de fleste danskere. Bogen er skrevet af en skandinav, hvem rationalismens orm gnaver i hjertet, men også af en ortodoks katolik, der ser med hjertets øjne oplyst (Ef.1,18). Spændingen imellem disse to poler er en styrke og må fascinere enhver ikke-katolsk nordbo, som når forfatteren reflekterer over en romer, der kysser et fodaftryk, som ifølge traditionen er afsat af Jesus:
Hvem tør, når man ser en romer i dyb andagt knæle ved stenen og berøre den med sit ydmyge kys, hvæse sit: Humbug!? Ærbødighed overfor den knælendes andagt er ærbødighed overfor hans tro og ikke overfor en død sten, ligesom ærbødighed overfor Dannebrog ikke er tilbedelse af et stykke tekstil, men respekt for landet, det repræsenterer.
Heldigvis vælger forfatteren overalt at sætte sin kikkert for troens øje og ikke for rationalismens blinde øjne, hvad der gør, at bogen lykkes som åndelig guide.
Et højdepunkt er kapitlet om en tidlig morgen i Vatikanet, hvor forfatteren er til privat morgenmesse med Pave Johannes Paul. Her skildres fint og nænsomt, hvordan en katolsk kristen med kærlighed og respekt ser på paven som sin hyrde.
Et andet bevægende højdepunkt er besøget i det kloster, hvor den danske guldaldermaler Albert Küchler i sin tid blev franciskanermunk. Forfatteren fører fiktive samtaler med maleren om dennes tro og konversion, og om det at være en udstødt hjemme i den danske andegård.
Gruppen af danske kunstnere og personligheder, på hvem byen Rom har sat sine spor – eller omvendt – er endog meget lang. I bogen omtales blandt andet: Niels Steensen, Ludvig Holberg, B.S. Ingemann, H.C. Andersen, Bertil Thorvaldsen, Vilhelm Bergsøe, Johannes Jørgensen og fra de kongeliges rækker: Knud den Hellige, Christian IX og Dronning Louise, Christian X og Dronning Alexandrine og Kong Frederik IX.
Nu skal man ikke tro, at bogen beskæftiger sig med en død tro, der er kørt på museum for generationer siden. Forfatteren – eller pilgrimmen – kaster sig med liv og sjæl ud i byens kirkelige aktiviteter, såvel de officielle som de mere uofficielle.
Med et hornorkester i spidsen, hvor musikerne på vanlig italiensk maner synes at blæse hver sin melodi, får læseren lov til at gå i procession med en statue af Josef, tømreren fra Nazaret, i et af Roms håndværkerkvarterer. Politiet var diskret til stede for at regulere færdselen, og to carabinieri gjorde stramt honnør, da San Giuseppe passerede forbi.
Vi er med forfatteren på Maria-valfart udenfor Rom, hvor en Maria-statue efter sigende græder blod. Såvel blod som statue er undersøgt af uvildige videnskabsmænd, og svindel er udelukket, men mange er til gengæld blevet helbredt. Hvad stiller man som skeptisk dansker op med et sådant fænomen?
Læseren inviteres med indenfor i Santa Maria in Via, hvor en lille sortklædt munk skænker vand fra en hellig kilde op til de besøgende. Forfatteren sammenligner den lille tavse sortklædte tjener med bartenderen i en lille uanselig romersk bar, der er travlt beskæftiget med at skænke for gæsterne:
Selvom adskillige profane udskænkningssteder har Ma-riabilleder på væggen mellem farvestrålende flasker og reklamer for diverse stærkere drikke, end dette sted tilbyder, så viser kapellets enkle udstyr, at her er det ikke stedet til snak men til bøn – og forfatterens iagttagelser slutter således:
Kom her en hverdag og se, hvordan den almindelige romer søger dette nådested, lige fra husmoderen med grøntsagerne stikkende frem af indkøbsposen til kontormanden med sin mappe i hånden. De kommer stille ind, får deres glas med vand, træder lidt til side og drikker det, tænder måske et lille lys, hvorefter de beder en kort bøn og forlader lige så stille kapellet igen.
Denne folkelige inderlighed kan man forarges over og afskrive som vantro, men jeg er nok mere tilbøjelig til at give forfatteren ret, når han skriver:
Kirken er i Italien i større grad en folkekirke end den danske kirke, fordi Kirken her nede er båret af almindelige menneskers daglige behov og engagement og i øvrigt i vidt omfang ved sit mystiske element, der påvirker folks dagligdag og tænkemåde. Kirken er ikke et statsligt departement, som styres af regering og parlament, men er herrens forvalter i eget hus og lever i kraft af sin egen indre styrke.
Efter en uges pilgrimsophold i Rom, går flyveturen hjem til Danmark. Desværre, jeg var gerne blevet en uge længere under Stig Holstings hjertevarme og inspirerende guidning.
Pilgrim i Rom 232 sider 250 kr.
Bestillingsadresse:
Stig Holsting, Jagtvej 183A, 2100 Kbh. Ø
E-mail: stig.holsting@mobilixnet.dk
