Verdens værste vært!
Jeg har fødselsdag i morgen, og det er jo egentlig meget fint, men jeg kan mærke, at jeg har lidt fødselsdags-fobi. På lørdag holder jeg en lille hyggedag med nogle drenge, det må stå i stedet for at holde en større fest. Det er også lidt nemmere, og man kan råbe og prutte lige så meget, som man vil, (hvis der altså er nogen, der har lyst til det).
Jeg elsker at være til fest, men er ikke speciel begejstret for at være vært. Når det så endelig sker, som det skete sidste år, hvor jeg havde lejet en cafe og fejrede både fødselsdag og aflevering af bacheloropgave (som jeg så dumpede kort tid efter), så bevæger jeg mig ud på den tynde is.
Jeg har selv været til fester, hvor jeg har følt mig hæmmet af omstændigheder, og hvor jeg har overvejet, hvorfor de egentlig inviterede mig. Derfor har jeg en forhåbning, som overgår alle andre, når jeg endelig inviterer. Det er, at gæsterne bare vil føle sig tilpas, at de vil lade som om, de var hjemme, at de ikke føler sig kvalt i etikette, traditioner eller værtens forventninger.
Mange mennesker har igennem tiderne inviteret Jesus indenfor i deres liv, og måske er du en af dem. Du har måske sagt; velkommen Jesus, kom indenfor, sid ned, og føl dig hjemme, gæsteværelset og gæstetoilettet er her
men bortset fra det, så vil vi bede dig om at holde dig ude af vores soveværelse, køkken, pulterkammeret og tag venligst ikke fødderne op i møblerne.
Hvad er finten ved at holde fest og invitere Jesus ind, hvis det alligevel skal ske på vores præmisser? Hvad er det, vi er bange for, at Jesus skal se i vores soveværelse eller vores køkken? Hvad er det, du forsøger at skjule? Han ser det uanset hvad, men kommer ikke ind, før han bliver inviteret!
Jeg er ikke den bedste vært, heller ikke overfor Jesus, men mit mål er, at når jeg inviterer ham indenfor, vil jeg lade ham føle sig velkommen og han må føle sig hjemme også i mit soveværelse og mit køkken!