Meditativ frikirke-gudstjeneste i P1
Nytårsdag opfordrer Frikirken på Havnen sangglade københavnere til at deltage i radiotransmitteret gudstjenesteKØBENHAVN – Det bliver en anderledes gudstjeneste fra Frikirken på Havnen, som lytterne til Radioens P1 kan lukke op for 1. nytårsdag kl. 17.00 til 18.00.
Lovsangsleder i Frikirken på Havnen i København Ruben Engelhardt har sammensat en meditativ musikgudstjeneste til radiotransmissionen. Han har komponeret 14 små stykker musik til primært citater fra Johannes-evangeliet, inspireret af stilen i Taizé-sange.
Der bliver ikke holdt en egentlig prædiken, da det er meningen, at musik og tekst skal tale sit eget sprog og tegne et billede af, hvem personen Jesus er. Der bliver også små passager af instrumentalmusik, blandt andet af musikeren Boris Boris, som også er knyttet til kirken.
– Man kan kalde gudstjenesten for en Kristus-meditation. Den overordnede titel er Se Guds lam. Gudstjenesten skulle gerne tegne et Kristusbillede i lytternes sind. For eksempel er bibelordet: Den som tørster, skal komme til mig og drikke, jo en miniprædiken af Jesus selv og et af de ord, der er sat i musik, fortæller Ruben Engelhardt, der har ladet sig inspirere af Taizé-sange, som stammer fra det franske økumenisk orienterede kloster af samme navn.
Det er små bibelkor og bønner, som synges enten som melodi med akkompagnement eller som klassisk firstemmig sang. Små rolige, nemme melodier, som repeteres flere gange.
– Det meditative ligger netop i repetitionen og i roen og fordybelsen, som det giver, når man selv synger disse ord om Jesus, og det er den oplevelse, jeg gerne vil give videre i radiogudstjenesten, siger Ruben Engelhardt.
Danmarks Radio regner normalt med, at der er 100.000 lyttere til radiogudstjenester. Ruben Engelhardt opfordrer sangglade københavnere til at deltage i gudstjenesten. Både personer, der plejer at synge i kor, men også personer, som bare er glade for at synge.
– Sangene er dels blevet til det sidste års tid og afprøvet i kirken, men halvdelen er nyskrevne til lejligheden. Som et samlet korværk er det en uropførelse.
– Jeg har længe haft dette på hjerte, så da lejligheden bød sig ved et møde med Danmarks Radio, foreslog jeg en meditativ gudstjeneste, som de godtog med det samme.
Vi kan være 220 personer i kirken, og jeg håber meget, lokalet bliver fyldt op, selvom 1. nytårsdag måske normalt er en lidt svær dag at få mange mennesker i kirke på.
– Kirkedeltagerne skal være der kl. 16.15, så alt er klart til den direkte transmission kl. 17.00, oplyser Ruben Engelhardt, der er et kendt musiknavn i kirkelige kredse og musiklærer på en folkeskole til daglig. Han har været med i musikgruppen Beraka, skrevet de fleste af sangene til March for Jesus i 1992 og en kort tid sunget i Taizé-koret i Natkirken i Københavns Domkirke, som har været med til at give inspiration til dette arrangement.