Peter Halldorf øser igen af kilderne

– og for den, der slås med troen, er der hjælp at hente i Uberørt LandDet er slående, hvor livgivende og aktuelt det, den svenske forfatter Peter Hall-dorf finder i de ældgamle kilder, er. Det er simpelthen nærværende vejledning til senmoderne troende og tvivlere, til ledere og søgere. Man ruskes i sin sløve skrå-sikkerhed. Og man får håb i sin bævende usikkerhed. Man bliver draget mod Jesus. Den levende.
Det drejer sig om bogen Uberørt Land, som Forlaget Boedal netop har oversat og udgivet på dansk. Undertitlen er: En moderne pilgrims rejse mod sine rødder. På 224 intense sider får vi spændende glimt fra tanker og processer hos kristne, som levede for længe siden, men hvis kampe og spørgsmål og ressourcer i den grad ligner vores. Derfor er der vejledning at hente. At læse i denne bog og derefter tage til Alphakursus og dele budskab og liv med en række kursister – eller sidde og være i dialog med et søgende eller spørgende medmenneske – er faktisk to sider af samme sag. For vi er inde og røre ved hjerteslaget i livet, i troen, i tvivlen, i frygten, i håbet, i dialogen. Vi er inde under det kulturelle og religiøse og tidshistoriske overtøj. Jeg indrømmer blankt, at for mig er det dybt fascinerende at arbejde med en sådan bog. Det giver mig kræfter og mod til at tro og tjene videre og forholde mig vågen og åben til den tid, jeg lever i. Og jeg skønner, at mange vil opleve sig genkendt og stimuleret gennem bogens kapitler. Også mange, der lige nu er i slåskamp med troen.
I sin opbygning minder Uberørt Land en del om Peter Halldorfs bog Det Fædrene Ophav, som udkom på Forlaget Aros i 2002, hvor han introducerer 21 kirkefædre. I denne nye bog – som egentlig ikke er ny: den svenske originaludgave, Jungfrumark, er fra 1993 – gives der plads og tid til mere eftertanke, mere perspektivering i forhold til nutiden, flere nuancer.

Et af bogens mange temaer er kirkens møde med den pluralisme (tanken om, at der er mange ligeværdige sandheder), som i dag præger vores kultur. Hvordan skal vi finde vores ben i den hvirvelstrøm? Halldorf påpeger, at denne situation indebærer en tilbagevenden til kirkens oprindelige miljø. Og han skriver, at det netop er et „sådant miljø, kristendommen har brug for, hvis den skal være vital og levende. Når kirken har monopol på troen, som den har haft i århundreder i vores land, bliver den forvænt med ikke at behøve at lytte. Og for den, der bare kræver, at andre skal lytte, bliver de omhyggeligt indøvede svar til sidst til en effektiv vaccine, der kun bidrager til, at ens egen tro fortsætter med at udvandes“ (side 73). Sådan! Ingen grund til klynk! Det er bare med at hoppe ud i det. Sådan et puf har i hvert fald jeg godt af.
I kapitlet om Augustin udfoldes en tvivls- og troshistorie, der bare så meget minder om utallige danske unges historie – særlig deres, der er vokset op i bevidst kristne sammenhænge. Lærerigt at læse – og opmuntrende!

Andre højdepunkter har for mig været at stifte bekendtskab med Dominicus, født i Spanien omkring 1170. Han var en tænksom troende, foran-kret i den kristne tro og dybt optaget af at bygge broer til mennesker, der troede noget andet. Eller Cusanus fra 1400-tallet, hvis lidenskab var at lære Gud at kende. Vel vidende, at „Gud er altid større“. De, der kender Gud bedst, kan derfor genkendes på, at de udtrykker sig mere forsigtigt end andre om deres egen gudserkendelse. „Men det, vi ikke forstår, behøver ikke at føre til opgivenhed. Det kan tværtimod føre til endnu større tillid…“ (side 195).
… Så sidder man der og møder disse trossøskende fra andre tider og traditioner – og oplever sig i samme båd, i tilbedelse af den samme Herre, i tjeneste i den samme verden. Og man tænker: „Wow, mit liv er godt nok en lille sætning i en stor historie“! Men med troens blik ser jeg, at det er en vigtig sætning og en vidunderlig historie. For den er Guds. Og Han skriver den gennem hele sin kirke.
Gunni Bjørsted

Peter Halldorf:
Uberørt Land
224 sider • 220 kr. • Boedal