Bøn forener os

I næste uge samles tusinder af danske kristne på tværs af kirker og organisationer for at bede sammen. Den norske lutherske præst Oddvar Søvik forklarer her, hvorfor det er vigtigt, og hvordan bøn kan skabe enhed – på trods af uenighed.Hvorfor skal vi bede sammen med andre kristne? Er det ikke nok, at vi beder for os selv?

Af Oddvar Søvik,
pastor ved Bryne Frikirke i Norge

Fælles bøn er for det første et udtryk for den sandhed, at kristenliv er fællesskab.
At blive en kristen vil sige at forenes med Kristus som en gren på vintræet. Dermed har vi fællesskab med alle de andre „grene“, som alle har fællesskab med Kristus. (1 Joh 1,3)
Når vi beder, føres vi ind i det nære fortrolige fællesskab med Jesus. Men jo nærmere vi kommer ham, desto nærmere kommer vi også hinanden.

Vi kan illustrere dette med et andet billede. Det kristne fællesskab er som et hjul med mange eger. Kristus befinder sig i centrum, i navet.
Hver gang, vi bevæger os ind mod centrum, kommer vi også nærmere hinanden. Så er der ikke plads til ukærlighed og uopgjorte synder. Så bærer vi også over med uenighed i forskellige spørgsmål. Vi erfarer, at vi er ét i Kristus, selv om vi kan være uenige om en del ting. Enhed bygger ikke på enighed først og fremmest, men på kærlighed. Den største trussel mod enheden er kravet om enighed i alle spørgsmål. Det betyder ikke, at spørgsmålet om sandhed skal relativiseres. Men vi erkender stykkevis; derfor har vi behov for hinanden. Det er „sammen med alle de hellige“, vi bliver i stand til at fatte bredden og længden, højden og dybden i Kristi kærlighed. (Ef 3,18-19)
Vi har erfaret dette i Kristiansand (hvor forfatteren tidligere var præst, red.) i de ugentlige fælles bedemøder, vi har haft siden 1985. Hver tirsdag morgen fra kl. 7-8 mødtes kristne fra de forskellige kristne forsamlinger for at bede om vækkelse og fornyelse. Vi har oplevet mange bønnesvar, men først og fremmest er vi blevet så inderligt glade for hinanden. Vi taler ikke længere kritisk og nedsættende om hinanden, for vi er medlemmer af samme familie. Vi glæder os over hinandens fremgang, for det er vores fremgang.
Her er der heller ikke plads til uopgjorte synder: Det skete i al stilhed en morgen, det var vel kun de, som sad ved samme bord, der mærkede det. Men to af dem, der var med i denne bedegruppe, var kommet på kant af hinanden ved en anden lejlighed. Alle de andre bad, men disse to forblev tavse. Efter en stund så de på hinanden, nikkede og gik ud på gangen. Da de kom ind igen, blanke i øjnene, var det vanskeligt for dem at stoppe med at bede. De havde bedt hinanden om tilgivelse. Den, du ikke er på talefod med, kan du heller ikke være på bønnefod med!
Sand kristen økumeni må begynde i bøn. Det er at begynde i den forkerte ende, når man forsøger at finde frem til fælles formuleringer, som alle kan enes om. Det bliver ofte en „laveste fællesnævner-økumeni“, som skjuler den reelle uenighed.
Nej, vi må begynde ved roden, nær stammen, nær Kristus. Fra ham kommer hele legemets vækst. I ham er det vi sammenføjes i kærlighed og når frem til enheden i troen på Guds søn. (Ef 4,13-16)

Jesus har knyttet helt særlige løfter til fælles bøn:
„Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Matt 18,19-20)
Dette vers bliver ofte citeret, når det er få, som samles til bedemøde. Og da synes man ofte at være mere optaget af de andres fravær end af Herrens nærvær. Men hvor to eller tre er til stede, der er Herren virkelig iblandt os! Derfor kan vi bede med stor frimodighed.
Dette løfte kan imidlertid ikke bruges til at få opfyldt egoistiske bønner. Betingelsen for bønhørelse er altid, at vores bønner er i overensstemmelse med Guds vilje.
„Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.“ (1 Joh 5,14-15)
Men netop det er ofte vanskeligt at vide. Beder vi nu rigtigt? Er dette noget, Gud vil? Derfor bliver vi ofte så lidt dristige, når vi beder. Vi praktiserer 1 Joh 5,14-15, som om der stod: „Og dette er den manglende tillid, vi har til ham, at han ikke hører os, når vi ikke beder efter hans vilje. Og når vi ikke ved, hvad han vil, så får vi heller ikke det, vi beder ham om.“
Salige er de, som ikke forventer noget, de skal ikke blive skuffede!
Men når vi er flere sammen og deler med hinanden, hvad Gud har lagt på vore hjerter, så kan vi få lov at erfare noget bemærkelsesværdigt: Gud har lagt samme nød, samme bøn ned hos flere, uden at vi har snakket sammen. Da tror jeg, vi frimodigt kan regne med, at dette er noget, som ligger Gud på hjerte, og som han vil, vi skal tage frem i bønnen.
Da bliver vores bønner konkrete, dristige og udholdende, for vi ved, at vi er på linje med vores himmelske Fars vilje.

Bøn er ofte både arbejde og kamp. Menneskelig modstand skal brydes ned, og mørkets åndehær skal drives tilbage. Nogle gange kan man opleve, at man bliver fysisk træt af at bede. Og når der går langt tid, inden Gud svarer på bønnen, kan man køre træt i bønnekampen. Og Satan gør, hvad han kan, for at gøre os modløse.
Netop i den situation er fælles bøn til stor hjælp. For det første letter det byrden at kunne dele den med andre. At stå alene med nøden kan nogle gange blive for meget for et enkelt menneske.
Desuden holder de andres bønner mig oppe i den fortsatte bønnekamp. Det er vel det, fortællingen om Moses, Aron og Hur illustrerer. Moses blev fysisk træt af at være vedholdende i bøn, mens israelitterne kæmpede mod amalekitterne. Men Aron og Hur støttede hans arme, en på hver side. På den måde var hænderne rejst, helt indtil solen gik ned. (2 Mos 17,12) Og da var sejren vundet!

For cirka 200 år siden, i 1794, skrev Jonathan Edwards en lille bog med en stor titel. På dansk ville den hedde: „Et ydmygt forsøg på at fremme en klar enighed og synlig enhed af alt Guds folk for ekstraordinær bøn og vækkelse og fremme af Kristi herredømme på jord i henhold til Skriftens løfter og profetier vedrørende den sidste tid.“
Dette var titlen på bogen, ikke selv bogen, bemærkede Edwin Orr tørt under et foredrag om bøn og vækkelse i Seoul i 1984.
Bogen førte til en bønnevækkelse i USA. Folk kom sammen på tværs af kirkesamfundene for at bede. Og i år 1800 brød vækkelsen ud, en vækkelse, som berørte hele østkysten af USA, hvor tusinder kom til tro.
Nu kan man spørge: Giver det større gennemslagskraft, hvis 200-300 beder, end hvis to-tre beder? Nej, Guds løfter er ikke knyttet til antallet af forbedere. Men der skabes en troens atmosfære, når flere kommer sammen for at bede. Der skabes en hellig forventning og en åbenhed for Herren, som synes at være større, jo flere der er til stede.
Jeg ved ikke, hvor mange, der var samlet til det bedemøde, vi læser om i Apostlenes Gerninger 4,23 og de følgende vers. Men antallet af mænd i den første menighed havde allerede passeret 5000. Så det var næppe en lille håndfuld mennesker, der bad den frimodige bøn, som slutter sådan:
„Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn.“
(Apg 4, 29-30)
Det er ikke frygten for fare og forfølgelse, som driver dem til bøn, men frygten for at evangeliets udbredelse skal blive forhindret. Og hvad skete så som følge af deres bøn?
„Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed.“ (Apg 4,31)
Åndsfylde og vidnetjeneste hører sammen. Det hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Derfor er det så løfterigt med den bønnevækkelse, som nu går over verden. Også i Vesten synes de kristne at vågne på. I USA blev der i 1992 holdt 40 store bønnekonferencer, hvor flere end 42.000 deltog. Ifølge David Barnett findes der cirka 10 millioner bønnegrupper i hele verden, som har vækkelse som sit hoved-bedeemne. Folk er kørt trætte i aktiviteter og optagethed af at eje ting. Det giver jo ikke livet indhold og mening. De længes efter en dybere åndelig virkelighed. Derfor samles langt flere til bedemøder i mange menigheder, end hvad almindelige møder kan samle.

Ugens kronik er et uddrag af Oddvar Søviks bog „Bønn framfor alt“. Gengives med forfatterens tilladelse.