Hvis mit folk…
Selv om bøn ofte er blevet latterliggjort, så er der i dag flere mennesker, der beder, end nogensinde før…Endnu er bønnevækkelsen ikke slået meget igennem i det afkristnede Europa, men i Afrika, Asien og Amerika – specielt Sydamerika – høster man allerede frugterne af bøn.
Vi taler her ikke blot om bøn som en smuk og religiøs øvelse, der kan gøre noget godt inden i os, men om bøn som en åndelig kontakt til Gud, der giver fysiske resultater.
Et vigtigt skridt er at rense ud i samvittigheden. Naturligvis først personligt, men også som kirke, som by og som folk. Et nøgleord her er de profetiske ord fra Gud til Kong Salomo i 2. Krønikebog 7,14-15 om bøn:
Hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.Det er altså, hvad vi kristne skal gøre, hvis vi ønsker, at Danmark skal læges for den elendighed, vi ser omkring os.
Jennifer Nevill, som producerer TV-udsendelser om bøn for United Christian Broadcasters, fortæller, at kristne nu overalt finder sammen på tværs af kirker, racer og folk.
De beder om tilgivelse for, hvad f.eks. England gjorde i Indien i kolonitiden, Canada gjorde mod indianerne, osv.
I Canada blev de opmærksomme på, at Canada i 1939 afviste et skib med 900 jødiske flygtninge, som derefter havnede i Tysklands koncentrationslejre. Canadian Church inviterede i 2000 de få overlevende til Canada, sagde undskyld og behandlede dem godt. Den slags læger et land.
I Danmark, hvor vi er så stolte af at være vikinger, kunne vi passende meditere over, hvilken rædsel vore forfædre spredte, når de plyndrede, voldtog, dræbte – og tog børn som slaver. Hvordan de ofrede uskyldige mennesker til en solgud.
Eller hvordan vi koloniserede grønlænderne og efterlod dem åndeligt udsultede med dansk alkohol som eneste trøst.
Eller hvordan vi som kirke har affundet os med, at danskerne er blevet afkristnet, mens vi holdt troen for os selv.
Når vi begynder at bekende vores skyld, minder Helligånden os om, hvad der er netop vores problem. Først når vi bekender synden, begynder genoprettelsen.