Danske kristne i dialog med egyptisk storsheik om tegninger
På opfordring af kristne kirker i Egypten er en delegation af danske kristne rejst til Mellemøsten for at mindske de aktuelle spændinger og bidrage til fælles forståelseTorsdag den 16. februar 2006 rejste to biskopper fra Den Danske Folkekirke samt repræsentanter fra Det Mellemkirkelige Råd, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Danmission til Egypten.
Det er den første danske delegation, der drager til Egypten, efter at der er rejst tvivl om den danske vilje til dialog med den arabiske verden på baggrund af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten.
Formålet med rejsen er at arbejde for fredelig sameksistens og dialog, bidrage til at mindske den aktuelle spænding samt medvirke til at korrigere misforståelser.
Delegationens sammensætning og rejse er arrangeret af Det Mellemkirkelige Råd og Danmission.
Delegationen består af: Biskop Karsten Nissen, biskop Steen Skovsgaard, lektor Paul Verner Skærved, der er formand for Det Mellemkirkelige Råd, sognepræst Lars Mandrup, der er formand for Danmission, afdelingsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling Uffe Torm og Danmissions islamsekretær Harald Nielsen.
Lørdag den 18. februar mødtes parterne hos storsheiken, dr. Muhammad Sayyed Tantawi.
De tre parter er den danske kirkedelegation og lokale muslimske og kristne ledere.
Desuden mødtes delegationen også med det egyptiske ministerium for religiøse anliggender samt styregruppen for Forum for Intercultural Relations of Dialogue, som er en del af CEOSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services).
Den danske ambassadør i Egypten oplyser, at Danmission er den eneste danske private udviklingsorganisation, der arbejder i landet.
Kirkedelegationen rejser til Egypten efter anmodning fra kristne kirker i Egypten og Danmissions egyptiske partnere, der er foruroligede over den spændte situation.
Rejsen er afstemt med Det Danske Udenrigsministerium, der finansierer omkostningerne ved rejsen.
– Tore