Den Grønlandske Frikirke anerkendt som trossamfund

Efter flere års tovtrækkeri har Kirkeministeriet i Danmark anerkendt Den Grønlandske Frikirke som trossamfundGRØNLAND – Det var med meget stor glæde og begejstring, at John Østergaard Nielsen fra Nuuk på mailen og i posten den 16. januar kunne konstatere, at mange års korrespondance og meget arbejde har båret frugt.

John Østergaard Nielsen

Langt om længe har den grønlandske frikirke, Inuunerup Nutaap Oqaluffia (INO) fået Kirkeministeriets godkendelse som anerkendt trossamfund.
Den første ansøgning blev fremsendt i januar 2001 efter dannelsen af den grønlandske frikirke, men proceduren har været langvarig for at nå frem til en egentlig godkendelse.
I efteråret 2005 blev John Østergaard Nielsen dog forvarslet i et brev fra Kirkeministeriet og udvalget vedrørende trossamfund, at Inuunerup Nutaap Oqaluffia kunne godkendes, når kirkens regnskab var Kirkeministeriet i hænde.
Letter logistikken
Godkendelsen har givet anledning til stor begejstring i menighederne på kysten, som glæder sig over nyheden, og som nu ser frem til, at Frikirken i Grønland kan profilere sig på en ny og stærkere måde.
Ifølge John Østergaard glæder man sig især over muligheden for nu i INO’s navn at kunne administrere vielser i alle INO´s menigheder. Tidligere var det kun John Østergaard Nielsen og Bjarne Nederby Jessen, der havde vielsesret, og det er nu halvandet år siden, Bjarne Nederby Jessen forlod tjenesten i Grønland, så John Østergaard Nielsen har haft et stort distrikt at skulle dække med vielser.
INO ser også frem til nu at kunne opnå sendetid på landsdækkende radio og tv til gudstjenesteformidling, siger John Østergaard Nielsen til Udfordringen.
BNJ