Er terror misbrug af islam?

Blødsøden ønsketænkning forhindrer os i at forstå, at islam ikke er som kristendomNår terroren betragtes som et misbrug af islam, er det ønsketænkning, et forsøg på at forskyde virkeligheden.

Af Aimee Kjær
gymnasielærer og freelance journalist, var i tre år personalechef i en udvik-lingsorganisation i Cambodia, udsendt af Danmission

Man finder ikke sin tabte femmer, bare fordi man leder der, hvor lampen står. Vi skal lede efter forståelsen der, hvor forklaringen er. Aldrig før har det været så presserende at forstå, hvem vi står overfor, med det formål at forhindre, at terroren nogensinde bliver til virkelighed her i landet.
Der er ikke tale om en religionskrig. Snarere et forsvar af vore samfundsidealer. Vi kommer til kort, og kampen er tabt, hvis vi spiller på vore modstanderes betingelser. Vi har en forpligtelse til at nuancere billedet af, hvem vi er oppe imod. De moderate muslimer fortjener positiv opmærksomhed og meget mere tillid.

Fortrængning eller ej, Koranen befaler definitivt jihad. De ekstremistiske muslimer fortolker bogstaveligt. De betragter fjenden som enhver, som står i vejen for udbredelsen af islam. Eller mener, at man bør bekæmpe enhver, som nægter at blive en del af islam (baseret på Sura 8:39). (Mark A. Gabriel, „Islam og terrorisme“). Definitionen af jihad varierer, men det betyder i sin mest rabiate version „opnåelse af verdensherredømme“.

Ifølge den tidligere imam og underviser på Al-Azhar universitetet i Kairo, Mark A. Gabriel, findes der tre slags muslimer:
· De verdslige muslimer
(de tror på den pæne del af islam)
· De traditionelle muslimer
(nogle mener, at kampen skal forstås som en
åndelig kamp og ikke i kød og blod)
· De fundamentalistiske muslimer
(eller ekstremisterne. Terrorist-grupperne)

Koranen befaler definitivt jihad – hellig krig. Men heldigvis fortolker alle muslimer det ikke bogstaveligt som krig.

Dialogen bør iværksættes med muslimerne fra de to første grupper, de moderate, af to altoverskyggende grunde. For det første, fordi de moderate muslimer også betragtes som fjender af ekstremisterne. Vi bør udvise solidaritet med dem, som i generationer har været ladt i stikken. Dernæst fordi de dog har nemmere adgang til ekstremisterne i kraft af fælles sprog og kulturforståelse. De moderate muslimer udgør dermed på sigt en vital ressourcepulje for den videre dialog med ekstremisterne.
Det er for blødsødent at skære alle muslimer over en kam og påstå, at ekstremister-nes idégrundlag er misbrug af en verdensreligion.
Ekstremisternes ræsonnement har hjemme i Koranen. Men de moderate muslimer har valgt at fortolke Koranen anderledes moderne.

Ekstremistisk islam baseres på to skrevne værker, nemlig Koranen og Hadith samt loven Sharia’en (Sharialoven). I Koranen kan man læse Muhammeds åbenbaringer, som han blev givet over en periode på 22 år. Det er essentielt i forståelsen af de rabiate muslimer at hæfte sig ved frelsesvisheden eller mangel på samme. Der er ingen garanti for Paradis, selv om man gør gode gerninger hele sit liv. Det afhænger fuldstændig af, hvad Allah beslutter. Den eneste ting, der med sikkerhed garanterer adgang til Paradis, er at dø i jihad, mens man er i kamp med sin fjende.

Gabriel forklarer i sin bog „Islam og terrorisme“, at Koranen er fyldt med modsætninger, og at lærde muslimer for at skabe sammenhæng i ideerne besluttede sig for at benytte sig af et princip, som hedder nasikh. Her får nye åbenbaringer forrang for tidligere. Der findes vers, hvor kristne bliver rost, såvel som vers, hvor kristne bliver fordømt til helvede. Nogle steder står der, at man må drikke, andre steder må man ikke. Mindst 114 vers i Koranen taler om kærlighed, fred og tilgivelse, især i den Sura, der hedder „kvien“ (Sura 2). Men da Sura 9:5 blev åbenbaret senere, ophæver den de tidlige vers. Det er kendt som sværdets vers:
„Kæmp mod hedningerne og slå dem ihjel overalt, hvor du finder dem, grib dem, belejr dem og læg dig på lur efter dem på enhver strategisk måde (i krig). Men hvis de angrer og begynder at bede regelmæssigt og praktiserer regelmæssig velgørenhed, så lad vejen åbnes for dem, for Allah tilgiver atter og atter og er fuld af barmhjertighed“.
Ifølge Gabriel kan stilen i Koranen opdeles i to meget forskellige dele. Den første er fra Muhammeds tid i Mekka. Her drejede åbenbaringerne sig om bøn og meditation. Principperne fra hans levnedsbeskrivelse er om fred og samarbejde med andre. Den anden del er fra hans tid i Medina, hvor han var militærleder og erobrer. Derfor taler åbenbaringerne fra tiden i Medina om militær magt og invasion i islams navn. (jihad).
De to første grupper af muslimer (de verdslige og de traditionelle) vægter Muhammeds åbenbaringer, som han fik i Mekka. Ekstremisterne vægter Medina-åbenbaringerne.

Der er en væsentlig forskel på udviklingen af krigs-principper i Bibelen og i Koranen. Man kan sagtens påvise togter og barbari i Det Gamle Testamente, som ligner Muham-meds togter. Men med Jesus flytter krigen arena ind i det åndelige, og der sker en historisk og ikke mindst kronologisk udvikling. (Det ny-testament-lige princip: Vend den anden kind til). Det samme gør sig ikke gældende i Koranen – tværtimod. Her gælder det, at de ord i Koranen, som taler om jihad, ophæver (nasikh) de vers, der taler om kærlighed og venlighed.
Den velkendte krigslogik gælder om nogen steder hos grupperne af moderate muslimer: Hvis du ikke kan slå dem, bør du tilslutte dig dem. Gruppe et og to er i risikozonen. De er Vestens dialog-partnere. Men tipper vægten over på grund af tyngden af frustrationer, mindreværd og akkumulerede ydmygelser, udgør disse grupper et ideelt rekrutteringsfelt for opkommende ekstremister. Det er her, vores forudgående indsats har altafgørende værdi.

Der findes tre slags danskere, som jeg ser det. De, der tror på Gud. De, der ikke tror på Gud. Og de, der tror, de tror på Gud (de, der tror, vi fører en religionskrig). Krigen mod muslimsk overherredømme foregår ikke på denne verdens præmisser. Bibelen fortæller os om, at der aldrig vil opstå komplet fred i denne verden, der vil altid være en pågående kamp mellem lys og mørke. De kristnes våben er afvæbnende og med modsat fortegn. Nemlig kærlighed. Den slidte term besudles i larmen af endeløse kærlighedssange og film, der dagligt dynger os til i det meste af vores færden. Kærlighed skal forstås som der, hvor det ikke burde være menneskeligt muligt at agere varmt. Der, hvor det ikke er fortjent, eller der, hvor den, der bliver tilgivet, bliver slynget hen til spejlet og i lyset af sin selvrefleksion forandrer væsen. Vi så det i sandhedskommissionen i Sydafrika, hvor bødlerne i sandhedens time fortalte mere end nødvendigt i et desperat håb om, at lyset kunne omslutte dem og befri dem fra det tunge, ensomme mørke, de hidtil havde befundet sig i. Kærlighedens mest fuldkomne udtryk finder vi i de gammeltestamentlige nedslagtningsorgier, som med et lynnedslag blev erstattet af en videreført krig mellem lys og mørke i det åndelige. Det skete, da Jesus, Gud inkarneret som menneske, lod sig destruere på korset.
Når den vestlige verden intervenerer i den irakiske situation, er det med en ideologi i ryggen og ikke en religion. Ideologiens natur er organisk til åben løbende diskussion i modsætning til religionens, som er „Sand“. Dens eksistensberettigelse afhænger af, hvad der er prøvet og kendt for godt af flertallet i samtiden. Vi har gennem tiderne set utallige eksempler på, at flertallets overbevisninger ikke altid har været medmenneskelige. Tænk blot på heksebrændinger, slavehandelen med afrikanerne osv. Vores ærinde er, i modsætning til vore modstandere, ikke at føre religionskrig. Vores ærinde er at forsvare vore samfundsidealer, men det ydmygt velvidende, at de i sagens natur aldrig kan være universelle.

Når to stridende parter ikke forstår hinanden, kan der ske to ting. Enten stabiliseres foragten i en spændingssituation, som vi så det mellem USA og USSR, eller også eskalerer striden, og kløften vokser eksplosivt og ukontrollerbart. Ingen af mulighederne er ønskværdige. Her gør ideen om dialog sig gældende. Dialog er et af tidens hotteste begreber. Ingen ejer den klare definition, men visse elementer er der dog bred enighed om. Vi sigter på uddannelse i øjenhøjde af os selv og af de andre. Dialog implicerer automatisk en opsplitning mellem dem og os, og det er denne opsplitning, en dialog tilsigtes at udvaske.
Hvem går man i dialog med? Man styrer allerede i en bestemt retning, når man udvælger sine dialog-partnere. De spørgsmål, man stiller, sætter rammerne for de svar, man får. Nøjagtig det samme gælder for de mennesker, man vælger at spørge.

Derfor bør vi forholde os åbenøjede og ikke lade os styre af ønsketænkning om, at de alle praktiserer en misforstået islam. Det er forkert. En mærkbar del af muslimerne er ekstremister og i en vis forstand koran-tro. Det er iblandt de moderate, at vi kan opnå frugtbare dialoger med udvidet gensidig tolerance og uddannelse. Ønsketænkningen, hvad angår den tredje gruppe, bør for så vidt punkteres ved førstkommende lejlighed.
In casus Danmark er vi endnu ikke i fysisk krig hverken religiøst eller ideologisk. Men vi bør være fremadskuende i forsvaret af vores samfundsidelaer. Vores sidste udvej er med omvendt fortegn. Der er den langsommelige vej. Der skal praktiseres ligeværdighed, tolerance og dialog. Også selvom det umiddelbart kan forekomme svagt at blotte alle de åbne punkter i fæstningen, som det nødvendigvis indebærer at tro på det gode potentiale i folk.