Misinformation
Vi bliver desværre nødt til at bruge lidt plads på at forklare sidste uges omtale af Moses Hansen for at undgå misforståelser.Moses Hansen har nemlig i sin daglige andagt Regnbuen den 10. 2. skrevet: Jeg har ALDRIG erklæret hellig krig mod muslimerne heller ikke på sexmessen i Århus.
Nogle læsere kunne derfor nemt forledes til at tro, at vi skulle have fordrejet Moses udtalelser. Lad os derfor slå fast, at vores artikel byggede på Moses egen pressemeddelelse.
Heri skriver han ordret:
HELLIG KRIG UDRÅBT PÅ EROTIC WORLDS PORNOMESSE. På baggrund af afbrændingen af den danske ambassade i Damaskus blev der lørdag aften blæst alarm til HELLIG KRIG IMOD ISLAM. Hvem kan så være i tvivl?
Det er rigtigt, at vi skrev muslimer i stedet for islam. Men i den højspændte situation, som Danmark har befundet sig i de seneste uger, gør det næppe den store forskel, om man erklærer hellig krig imod islam eller muslimer. Begge dele er uansvarligt og helt unødvendigt provokerende. Tilmed kaldte Moses i samme meddelelse muslimer for fandens sønner.
Nu forklarer Moses sig med, at han mente åndelig krig og henviser til de kendte ord i Efeserbrevet, hvor Paulus netop skriver, at vi som kristne IKKE skal kæmpe mod mennesker, men åndsmagter. Enig! Men hvorfor så stille sig op på scenen på en lummer pornomesse og sige noget, der kun kan opfattes som et angreb på mennesker?
Vi vil ikke tærske langhalm på denne sag. For Moses kommer nemt til at stjæle billedet fra resten af kirken.
Men Moses gik ganske enkelt for vidt ved at opfordre til hellig krig imod islam, og vi ønskede klart at markere, at dette ikke er den form for kristendom, vi går ind for.
Apostolsk Kirke har nu lige så klart taget afstand (side 4). Og det må enhver ansvarlig ledelse.
Det er kun godt, hvis Moses nu har fortrudt sine ophidsede ord, men han skal ikke antyde, at læserne ikke kan stole på os. For det kan de!
Og begår vi en fejl, retter vi den.