Hvor desperat er du?

Forestil dig, at du er i en ørken. De mange dage uden vand vil gøre, at du vil give alt for at få noget vand. Eller forestil dig dem, der uforskyldt lever i en krigszone. De vil gøre alt for at opnå fred.
De er desperate.

I Danmark er vi – hvis vi tør være ærlige – mange, der lever i en tilstand af desperation. En tilstand, vi kommer i, når vi selv eller vore nærmeste bliver udsat for alvorlig sygdom, når vi ser familier gå i stykker eller oplever andre traumatiske situationer.

Men midt i desperationen møder vi et problem, som måske er endnu større: Vi danskere er kendt for at være et stilfærdigt folkefærd, som ikke er vant til offentligt at give til kende, hvis vi har problemer. Derfor har vi svært ved at finde ud af, hvordan vi skal reagere, når de svære ting nogle gange tårner sig op. For tør vi stille os op og sige: Jeg har et alvorligt problem, som jeg er desperat efter at få løst?

Det betyder ikke, at de virkeligt desperate ikke findes, for det gør de. Jeg kender mennesker, som er nået til det punkt, hvor de er villige til at sælge alt, bare de kunne blive helbredt. Desperationen får dem til at søge efter hjælp alle mulige steder: Blandt sundhedsvæsenets tilbud, i den alternative verden – ja, sågar hos Gud og Jesus.

Og hjælpen fra Gud er nær. Bibelen fortæller, at Jesus var syg og træt af de mennesker, der troede, at de kunne klare sig selv, og ikke havde brug for hjælp. Derfor valgte han at tage sig af de mennesker, som udtrykte et desperat behov for hjælp. Han lærte dem, hvordan de skulle tro på ham og finde vej til Himlen. Men han afhjalp også de konkrete problemer ved at gøre mirakler og helbrede.

Selv i dag behøver hjælpen fra Gud ikke at være langt væk. Mange kristne i forskellige kirkelige sammenhænge tilbyder at kanalisere Jesu hjælp ved at bede for syge, yde rådgivning og samtaleterapi. Tilbudet er gratis og tilgængeligt mange steder i landet.

Spørgsmålet er blot: Hvor desperat er du?