Søren Kierkegaards ”psykoterapi”

Første gang, jeg for alvor stødte på Søren Kierkegaard, var, da jeg i en moden alder begyndte at studere psykologi på Københavns UniversitetStudiemiljøet var domineret af marxistisk ideologi, og jeg havde som praktiserende katolik svært ved at finde vejledere, som interesserede sig for min indfaldsvinkel til psykologien.

Af Bent Avlund
Psykolog, Hillerød

Det var på denne baggrund en åbenbaring at læse ”Begrebet Angest”, hvori jeg fandt en dybdeborende psykologisk analyse af en af de mest almenmenneskelige emotionelle erfaringer.
Min forprøveopgave blev derfor en analyse af ”Begrebet Angest”, og ved afslutningen af mit studium var mit speciale en undersøgelse af muligheden for at integrere Kierkegaards psykologiske analyser af angstens og fortvivlelsens udtryksformer i nutidige terapeutiske metoder.

Det var specielt den tese, som Kierkegaards pseudonym Vigilius Haufniensis bygger på, som på kort formel lyder: „Dette er et eventyr, som ethvert menneske har at bestå, at lære at ængstes, for at han enten ikke skal fortabes ved aldrig at have været angst, eller ved at synke i angsten, hvo derfor har lært at ængstes retteligen, han har lært det Højeste“, som fascinerede mig.
Kierkegaard lader sit pseudonym gøre op med forestillingen om angsten som et onde, der skal dæmpes og elimineres med forskellige beroligende terapier eller kemiske midler. Han hævder, at den tværtimod er et middel til at lære det højeste: at realisere de unikke personlige muligheder, som hvert menneske har fået givet i vuggegave af Skaberen.

Forestillingen om hvert enkelt menneskes kald til at realisere et helt personligt Selv udbygges videre i ”Sygdommen til Døden”, hvor han lader Anti-Climacus indlede med en meget indviklet og ordrig definition af Selvet.
Hovedsynspunktet heri er en påstand om, at det specielle ved mennesket frem for dyrene er, at det besidder en reflekterende Ånd, et personligt Selv, hvis liv har hjemme i Evigheden. Dette Selv har mennesket ikke selv frembragt, men det er sat i hver enkelt individ af Skaberen. Da hvert Selv er helt unikt, har Selvets skaber til hvert individ knyttet en tilsvarende helt personlig plan. Selvets opgave er at realisere denne plan, og kun i det omfang, det lykkes for individet, vil det opnå personlig åndelig frihed.
Indtil mennesket når til erkendelse af sin totale afhængighed af den magt, som Kierkegaard kalder Styrelsen, og hengiver sig totalt til opgaven: at realisere Styrelsens plan med det individuelle Selv, er det underkastet angst og fortvivlelse. Disse dybe emotionelle tilstande er således Styrelsens midler til at anspore mennesket til stadig at søge sandheden om Styrelsens plan. Alle mennesker er uden undtagelse kaldet til at realisere sit unikke Selv, og angst og fortvivlelse er således almene menneskelige grundvilkår.

Søren Kierkegaard

Kierkegaard gennemfører ved sine pseudonymer nogle særdeles dybdeborende psykologiske analyser af angstens og fortvivlelsens mangfoldige fremtrædelsesformer, idet det påvises, hvorledes mennesket med alle midler forsøger at undslippe konfrontationen med det absolutte – den totale hengivelse i troen på et forsyn, der bestandig kalder mennesket frem til at realisere den sande frihed.
Det var disse overbevisende psykologiske analyser, der fascinerede mig som kristen psykologistuderende og fik mig til at prøve at integrere disse tanker i den humanistisk inspirerede psykologi, som jeg i øvrigt havde fundet brugbare som redskaber i mit fremtidige virke som psykolog. Ønsket om at integrere en kristen synsvinkel i psykoterapien fandt jeg støtte i bl.a. hos C.G. Jung, som har hævdet at: – Blandt alle mine patienter, der er nået til over midten af livet, d.v.s over 35 år, kan jeg ikke nævne en eneste, der ikke har sin religiøse indstilling som sit definitive problem. – Min holdning var dog, ligesom Jungs, at som psykoterapeut måtte man skelne skarpt mellem sin personlige tro og udøvelsen af sin profession. Jeg mente, at selv om psykologen ikke kunne være værdineutral, måtte han for at kunne fungere som samtalepartner for enhver, som søgte hans bistand, holde sin personlige tro for sig selv .

I dag er jeg kommet til den opfattelse, at Kierkegaards tanker ikke umiddelbart lader sig integrere i en værdineutral psykoterapi. Ligesom en stor del af de Kierkegaard-beundrere, som jeg i tidens løb har truffet, forstod jeg ikke, at Kierkegaards egentlige ærinde er at provokere det enkelte menneske til en total hengivelse til det absolutte. For ham kræver dette en total overgivelse i troen på Guds forsyn.
Kierkegaard holdt længe denne dagsorden skjult for offentligheden, idet han skjulte sig bag sine forskellige pseudonymer. Selv om han skrev ”Synspunktet for min forfattervirksomhed” allerede i 1848, holdt han, delvis af frygt for at blive misforstået for at udgive sig for at være en særlig god kristen, dette skrift skjult, således at det først blev udgivet i 1859, fire år efter hans død.
Kierkegaard var specielt optaget af den generelle forfladigelse af kristendommen, som han fandt var fremherskende i hans samtid, men som bestemt ikke er blevet mindre siden. Kierkegaards personlige korstog var specielt rettet mod præstestanden og den relativisme, som var fremherskende i folkekirken allerede dengang, og som i dag generelt hærger den vestlige civilisation.

Kierkegaard var ikke bange for at betegne sig selv som et geni, men var samtidig overordentlig bevidst om, at han ikke på nogen måde anså sig selv for at være nogen ”overordentlig kristen”. Han fastholder også under eget navn sine pseudonymers påstand om, at kristendommens kald om at realisere sit Selv efter Styrelsens plan gælder for alle uden undtagelse. Sand frihed opnås derfor kun gennem troskab mod det personlige kald, hvad enten det som Kierkegaard er som religiøs forfatter, eller man må følge et mere ydmygt kald som smed, bager, soldat eller psykolog.
„Således har jeg under hele forfattervirksomheden uafbrudt behøvet Guds bistand for at kunne gøre det som et simpelt pligtarbejde, hvortil anvistes bestemte timer hver dag, uden for hvilke der ikke turde arbejdes, og skete det en enkelt gang, da måtte jeg dyrt nok bøde derfor. Intet ligner mit arbejde mindre end hin geniale stormen på. Fra første begyndelse har jeg været som under beslag, og hvert øjeblik fornummet, at det ikke var mig, der spillede Herren, at det var en anden, der var Herren, fornummet det med frygt og bæven, når Han lod mig mærke sin Almagt og min Intethed, fornummet det ubeskriveligt saligt, når jeg forholdt mig til Ham og arbejdet i ubetinget lydighed,” skriver han om sit personlige kald i ”Synspunktet”.

Med Guds inkarnation i Jesus Kristus er dyrkelsen af Gud blevet flyttet fra templet til Selvet, den enkelte kristnes personlige samvittighed, gennem hvilket Gud ved Helligånden taler helt personligt til hver enkelt af os. „Den tid er ikke fjern, da den er allerede nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og Sandhed,” siger Kristus ifølge Johannes til den samaritanske kvinde.
Allerede som 22-årig under et ophold i Gilleleje blev det klart for Kierkegaard, at det for ham gjaldt om at finde en personlig sandhed: „Det kommer an på at forstå min bestemmelse, at se, hvad Guddommen egentlig vil, at jeg skal gøre, det gælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig, at finde den idé, for hvilken jeg vil leve og dø. Og hvad nyttede det mig dertil, om jeg udfandt en såkaldt objektiv sandhed …. når den ikke for mig selv og mit liv havde nogen dybere betydning?”
Kierkegaard fandt denne personlige sandhed og brugte sit korte liv til at realisere sit personlige kald, men afstod gennem sin brug af pseudonymer fra at gøre sig selv til nogen autoritet, hvad angår andres personlige kald. Han foretrak den ”indirekte meddelelse”. Måske bør man som psykoterapeut forsøge at gøre det samme.